I kø på revet

Byen Cairns i den australske delstat Queensland er en slags Las Palmas ganget med 20. Og det er ikke ment som en fornærmelse mod hverken Las Palmas eller Cairns. Begge byer er naturlige magneter for massetursimen, fordi de er så pokkers lækre og delikate. Og problemet er blot, at det er svært at bevare det lækre og delikate, når så mange skal opleve det på én gang.

Cairns har ikke ubetinget vundet den kamp. Her er varmt og flot og rent og pænt, og bjergkammene, der omkranser byen, er som klippet i blysort bøttepapir. Men de mange besøgende australiere og udenlandske turister har sat deres spor i byen, der sine steder mest ligner et varekatalog over de mest kendte kædehoteller.

Men Cairns har noget, som Las Palmas kun tør drømme om. De har Great Barrier Reef. Verdens største koralrev og et af verdens syv virkelige vidundere ifølge CNN. Great Barrier Reef er ved at udvikle sig til Australiens største turistmaskine. I 2003 genererede turismen ved og på det store rev knap 20 milliarder kroner, og allerede to år senere var tallet steget til 24 milliarder. Rigelig tid.

Det er voldsomme tal, voldsomt fristende tal endda og Cairns sidder med nøglen til herlighederne.

Byen er den eneste store by i regionen, og meget af rev-trafikken går således herigennem. Følgelig er det de nærmeste af revene, som har taget det tungeste slæb med hensyn til turister. Og her kommer Green Island ind i billedet.

Øen ligger knap en times sejlads fra downtown Cairns, og adskillige turoperatører tilbyder hel- eller halvdagsture til øen, der til overflod er udstyret med et femstjernet feriested, masser af små butikker på en teaktræspromenade gennem mangroven samt udstillingen af verdens største levende krokodille i fangenskab den seks meter lange Oscar, som kan beses mod erlæggelse af et mindre beløb.

Og det er ikke, fordi der er noget galt med Green Island. Den er bare godt brugt, og selv om de har gjort meget for at beskytte og være nænsomme, så sætter folk deres præg. Jyllands-Posten besøgte øen i december, hvilket er uden for højsæsonen, og der var god plads på katamaranfærgen Reef Rocket. Og alt var tiptop ombord, med forfriskninger til rimelige priser, behageligt personale i funky grønne polo-shirts og aircondition i kabinen.

Men alligevel. Efter en lille time bliver man læsset af ved molen på Green Island, og så har man to timer, før man skal være klar til hjemturen. Og det er faktisk rigeligt. Ikke fordi man kan nå at opleve Great Barrier Reef på to timer. Ikke på nogen måde. Men fordi den del af revet, der kan nås fra Green Island, er ret hurtigt overstået.

Der er to strande. En med livredder til familier med børn og til folk, der ikke er gode svømmere. Og en uden livreddere til resten. De ligger på hver sin side af molen, og strengt taget er der ikke så meget neden under overfladen. Og det er ikke for at lyde blasert. Og vi så nogle meget, meget smukke papegøjefisk af en imponerende størrelse. Men træerne voksede ikke ind i himlen. Jeg har set bedre rev mange andre steder i Stillehavet.

Og vi endte med at tilbringe den sidste halve time med at vente på stranden. Og jeg vovede mig tilmed op i den teaktræsbeklædte mangrovepromenade, og dét vil jeg gerne officielt advare mod. Ikke fordi den er fæl eller ulækker eller grim.

Det er bare mærkeligt, når civilisationen æder naturen, uden at naturen opdager det.