Fortsæt til indhold
Viden

På toppen af koralbjergene

Langs et uberørt rev svømmer ekspeditionen tæt på hajer, mens forskere graver sand op fra en jomfruelig ø.

PUK DAMSGÅRD ANDERSEN

Great Barrier Reef

Forskeren holder sine røde spande hævet over vandet. Han forsøger at holde balancen i et af verdens smukkeste koralrev. Han er på vej ind til Saumarez Rev for at grave i sand, og omkring ham snorkler hans kolleger og andre eventyrere.

Under overfladen rejser sig bjerge og dale af koraller og fisk. Great Barrier Reefs uberørte rev. Hvor kun få kommer forbi. Bortset fra ”Vædderen”.

Af flere omgange udstødes jubelråb over sceneriet under det blå. Kæmpe rokker flyder tæt forbi de snorklende, nærmest som om de optræder. Og få minutter efter peges der mod bunden, hvor en havslange snor sig rundt. Og dér. Dernede, nogle meter under overfladen, ser de en haj.

Ikke en unge, ikke en bitte sød en, men en haj af den størrelse og facon, som helst ikke behøver at komme nærmere. Vi kan tydeligt se den, men har svært ved at bedømme arten.

Forskeren Martin Vinther Sørensen er nået i land. Med sin blå skovl graver han en meter ned, til sandet ligger i vand.

»Sandsynligheden for at finde nye arter af bunddyr er stor, for jeg er ret sikker på, at vi graver i jomfrueligt land,« siger Martin Vinther Sørensen, der leder efter mikroskopiske dyr i bunden.

Når han kommer tilbage til skibet, skal han bedøve dyrene, så de slipper deres tag om sandkornene. Hvis det ikke hjælper, får de et skyl ferskvand, så de dør. Derefter bliver de genoplivet med saltvand og kan nærstuderes uden sandkornene.

Havslangetæmmer Arne Redsted Rasmussen ligger også på lur i vandet. Han kamuflerer sig i sin spraglede neoprendragt, og måske derfor fanger han en slange i sit net. Hvilken eventyrlig søndag.