Rosenkrantz-Theil giver ny forklaring for at slippe for rådhuset
Rosenkrantz-Theil giver ny forklaring for at slippe for rådhuset
Goddag
Lige om lidt har du weekend, og når den er slut, er det om at få nissehuen på, for så er det den 1. december. Men selv om der på Christiansborgs gange så småt pyntes op med nisser og julemænd, er der ikke julestemning hos alle partier.
Tag for eksempel Socialdemokratiet, der stadig slikker sårene efter vælgerlussingen til kommunalvalget. Det bærer nærværende politiske overblik naturligvis præg af.
Her får du tre Christiansborg-historier at gå på weekend på:
- Jyllands-Posten har set en opsigtsvækkende mail fra Rosenkrantz-Theil
- Nedtur hos S
- Ung konservativ kræver kold skulder til Mette Frederiksen
1. Jyllands-Posten har set en opsigtsvækkende mail fra Rosenkrantz-Theil
Folkevalgte politikere har pligt til at modtage deres valg og kan ikke bare sådan stikke halen mellem benene.
Men Pernille Rosenkrantz-Theil (S) vil ikke være politiker på rådhuset i København, nu hun ikke blev overborgmester. Hendes argument for at forlade politik er, at hun ikke vil stå i vejen for S-politik, og at hun selv vil »bære affaldet ud«.
Ifølge eksperter et meget tvivlsomt argument for at få lov at udtræde.
Min kollega Nikolaj Rytgaard har nu modtaget en opsigtsvækkende aktindsigt i en mail, der viser, at Pernille Rosenkrantz-Theil over for kommunen ændrer forklaring.
Her begrunder sit exit med »personlige årsager«. Men det er også her tvivlsomt, om det er en legitim årsag til at udtræde, vurderer Jørgen Elklit, professor emeritus ved Aarhus Universitet.
»Jeg har vanskeligt ved at se, at ”personlige årsager” kan falde ind under de begrundelser, der er nævnt i loven,« skriver han til Jyllands-Posten.
2. Nedtur hos S
DR har de seneste dage bragt en række historier med intern kritik af Mette Frederiksen fra flere byrødder. Nu kan Altinget og DR berette om en måling hos Epinion, der giver partiet 17,5 procent, det laveste instituttet har målt S til under Frederiksens formandstid.
- Det er en dårlig måling. Det er ikke en måling, vi er tilfredse med, siger Christian Rabjerg Madsen, der er politisk ordfører for partiet, til DR.
Her er også Mette Frederiksens egen popularitet målt. 44 procent svarer, at hun klarer sig dårligt eller meget dårligt. 29 procent angiver, at hun klarer sig godt eller meget godt.
3. Ung konservativ kræver kold skulder til Mette Frederiksen
Socialdemokratiets tilbagegang er ikke det eneste markante resultat fra kommunalvalget, som giver efterdønninger frem mod det folketingsvalg, der skal afholdes næste år.
De Konservative fik et rekordhøjt antal borgmesterposter. Og i den forbindelse modtager Mona Juul nu en direkte opfordring:
Lad være med at gå i regering med Mette Frederiksen.
Budskabet kommer fra Konservativ Ungdoms formand, Jacob Feldborg Andersen, og leveres til min kollega, Mathilde Hougaard Boesen:
»Vi vil bare gerne have udmeldingen, hvor det ikke er noget med kryptiske svar om, at man gerne vil have en borgerlig statsminister. Det tvivler vi ikke på. Det vil nok også hjælpe os med at stå mere klart over for vælgerne.«
Det var alt fra mig i dag. God weekend!
Bedste hilsener fra journalist Frederik Fogde