Fortsæt til indhold
Mad & Vin

Spot bakteriebomberne på feriens spisesteder

Du kan ikke være sikker på, hvordan hygiejnen er på spisesteder i udlandet. Læs her, hvad du skal undgå, så du ikke bliver syg på ferien

/ritzau/FOKUS

Når du går ind ad døren på en dansk restaurant, kan du altid tjekke, om spisestedet har en glad eller en sur smiley og på den måde sikre dig, at fødevaresikkerheden er i orden.

Men når du skal vælge spisested på ferien, kan det hurtigt blive en omgang russisk roulette, hvor patronen er skiftet ud med colibakterier.

Her får du gode råd fra Fødevarestyrelsen og Tyra Grove Krause, der er overlæge på Statens Serum Institut til, hvordan du undgår feriediarré.

1) Pas på frisk frugt

»Eksotiske lande byder ofte på mange lækre, indbydende frugter. Du kan godt spise frugten, hvis du selv skræller den. Når du skræller den, fjerner du eventuelle bakterier på overfladen. Især i eksotiske lande kan man finde på at vande og skylle frugt med beskidt vand med rester af afføring fra mennesker og dyr,« oplyser Fødevarestyrelsen i en mail til Ritzau Fokus.

2) Pas på frisk salat

»Rejser du til Asien eller til nogle steder i Syd- eller Østeuropa, kan hygiejnestandarden være ringe. Hvis du vil være på den helt sikre side, skal du holde dig fra frisk salat, da det kan være håndteret af hænder, der er beskidte og skyllet med urent vand, fortæller Tyra Grove Krause,« overlæge på Statens Serum Institut til Ritzau Fokus.

3) Pas på buffeten

»Mad fra buffeter kan ofte lumre ved middeltemperatur. Det øger risikoen for, at der kan ske en opformering af bakterier. Hvis det samme tagtøj går fra hånd til hånd, udgør det også en risiko for at få eksempelvis roskildesyge, som vi jo ofte ser udbrud af på hoteller,« forklarer Tyra Grove Krause og fortæller, at man skal holde øje med om tagtøj ofte bliver udskiftet, og om der tilbydes håndsprit.

»Det kan være et tegn på, at stedet har fokus på hygiejne,« siger hun.

4) Frygt ikke gadekøkkenet

»Man skal ikke lade sig skræmme af gadekøkkener. Hvis du får mad, som bliver stegt og serveret skoldhedt, kan det være sikrere end så meget andet. Det man skal undgå i gadekøkkenerne er frisk salat, råt kød og frugtjuice,« siger Tyra Grove Krause.

5) Drop det, hvis det ikke virker hygiejnisk

»Hvis hygiejnen ser tvivlsom ud, så drop gadeboder med store opstillinger af udskåret frugt. Drop den lunkne mad, der har stået længe fremme på disken, og drop salatskålen med rå salat,« lyder rådet fra Fødevarestyrelsen.

6) Vær kritisk overfor opbevaringen af mad

»Hvis du skal have en frokostsandwich, skal du være opmærksom på, hvordan maden bliver opbevaret i montren. Hvis sandwichen er lunken i stedet for kold og ser mere sveden end frisk ud, skal du nok være påpasselig med at spise den,« siger Tyra Grove Krause.

7) Drop isterninger

»Undgå isterninger, da du ikke ved, om de er lavet på rent vand. Og drik sodavand og vand fra ubrudte flasker, så du ikke behøver at være i tvivl om, hvordan det har været opbevaret,« forklarer overlægen.

8) Når skaden er sket

»Hvis uheldet er ude, og du får opkastninger og diarré, skal du sørge for at få drukket en masse væske. Har du voldsom diarré, mister du salte, men saltbalancen kan genoprettes ved at drikke en blanding, som består af en liter vand tilsat en knivspids salt og en skefuld sukker,« siger Tyra Grove Krause.