Her fiskes tigerrejer, du kan spise med god samvittighed

Mekong flodens vidtforgrenede delta er dækket af mangrove skov, som er afgørende for dyreliv og kystfiskeri og beskyttelse mod oversvømmelse af kystbyerne langs floden.

Men årtiers risdyrkning og rejeopdræt har tæret på mangroven, der skrumper. Vietnam er en af verdens største producenter af fisk og skaldyr. Men som i mange andre dele af verden har produktionen ikke haft fokus på bæredygtighed.

Journalist Nicolaj Svennevig har for Verdensnaturfonden besøgt Ca Mau provinsen i Vietnam, hvor rejeopdræt i årtier har ødelagt mangroveskove og forværret vandkvaliteten. WWF har derfor arbejdet i området for at udbrede mere ansvarlige rejeopdræt, der både tager hensyn til miljøet og gavner lokalbefolkningen.

Nguyen Van Tuan er én af de rejeopdrættere, som Nicolaj Svennevig besøgte. Sammen med sin kone Huynh Hong Cam og deres to drenge på 8 og 13 år er han afhængig af, at rejerne stadig kan leve i området. Igennem de seneste 14 år har de levet af rejeopdræt. Men først for fire år siden begyndte familien for alvor at mærke fremgang, da de tilsluttede sig et kooperativ af rejeopdrættere og derigennem lærte nye opdrætsmetoder.

”Tidligere bestod vores opdræt kun af de rejer og krabber, der forekom naturligt i området og uden fodring,” fortæller Nguyen Van Tuan. ”Men i takt med, at naturen blev mere og mere udpint, blev der også færre rejer. Gennem kooperativet har vi lært at udsætte rejeyngel fra klækkerier som supplement. Siden mangroven begyndte at blive gendannet, er antallet af krabbeyngel også steget.”

Vietnam er en af verdens største producenter af fisk og skaldyr. Men som i mange andre dele af verden har produktionen ikke haft fokus på bæredygtighed. WWF tog derfor i 2008 initiativ til en række dialoger, som har banet vejen for en certificering af rejerne. Aquaculture Stewardship Council (ASC) og ASC-certificeringen.

”Vi støtter opdrætterne i at opnå ASC-certificering ved at introducere bedre opdrætsmetoder – såkaldte Better Management Practices (BMP) over en 2-3 årig periode,” fortæller Trine Glue Doan, der er WWF Verdensnaturfondens akvakultur-ansvarlige i Mekong.

Udover forbedrede opdrætsmetoder, støtter WWF også rejefarmernes organisering, så de står stærkere i forhandlinger med foderleverandører og opkøbere. De involverede reje-familier undervises også i opstart af nye aktiviteter, der kan supplere deres indkomst, med fokus på kvinder, som traditionelt ikke er involveret i rejeopdræt. WWF hjælper også med at bane vejen til nye markeder og skabe opmærksomhed hos forbrugerne om ASC-mærkningen.

Når et fiske- eller skaldyrsprodukt har det turkise ASC-logo, er det en garanti for, at det er ansvarligt produceret og kan spores gennem hele varekæden fra opdræt til køledisk samt, at der er taget et socialt ansvar for ansatte og lokalsamfundet. Opdrætterne skal desuden opfylde en række krav, for eksempel beskyttelse af lokalmiljøet, biodiversiteten og vandressourcerne. De skal bruge forsvarligt foder og begrænse brug af antibiotika og kemikalier.

Blandt flodbreddens mange huse bor Tran Van Viet, der er viceformand i det 40 mand store WWF-støttede kooperativ Cong Nhiep i Ca Mau.

Han mener, at kurserne har givet farmerne en god miljøforståelse og større ansvarsfølelse.

Et bedre sammenhold og samarbejde imellem opdrætterne er bare nogle af fordelene ved kooperativet. De udveksler opdrætsteknikker og flere grupper har etableret interne mikrofinansieringsordninger. Nogle kooperativer har også kunnet købe større partier kalk og foder til rejerne, hvilket sparer den enkelte farmer for både tid og penge.

Men den største barriere for, at certificeringen kan brede sig til alle farmerne i deltaet, er økonomien. Kooperativer har forgæves forhandlet med nogle af de vietnamesiske forarbejdningsvirksomheder og opkøbere om bedre priser for rejerne.

Og hvis der ikke er et økonomisk incitament, så bliver det en udfordring at få rejefarmerne til at omlægge til en mere miljømæssig og socialt ansvarlig produktion.

”Det er rimelig omkostningsfuldt at blive ASC-certificeret, hvis du gør det i lille målestok. Kooperativerne skal derfor på sigt være med til at sikre en højere og mere stabil pris til opdrætterne, så det er økonomisk rentabelt", forklarer Trine Glue Doan.

”WWF bruger derfor også kræfter på arbejdet i den anden ende af varekæden – særligt at udbrede kendskabet til ASC hos de danske forbrugere. For netop vi forbrugere har en stor magt og mulighed for at skubbe på for en god og bæredygtig udvikling ved at efterspørge ASC-rejer. På den måde kan vi være med til både at bevare unikke naturområder og sikre, at rejefarmerne får en bedre pris og dermed bedre leveforhold,” siger hun.