Fortsæt til indhold
Mad & Vin

Højt skum til alle tider

Champagne er til nytår. Og resten af året.

Niels Lillelund

Jeg drikker ikke champagne, ça fait riche – det er et overklassefænomen – mener den franske præsident Francois Hollande, og det er jo trist nok. For ham og for Frankrig, der eksporterer for 7,6 mia. euro vin hvert år, og dog er udstyret med en regering, der decideret bekæmper vinen i alle dens afskygninger.

Hollande nøjes i øvrigt ikke med selv at lade være med at drikke champagne, han er en decideret partyspoiler, sætter prop i flaskerne ved enhver given lejlighed og moraliserer i én uendelighed.

De fleste danskere nøjes til gengæld med at drikke champagne nytårsaften, dem om det – et hastigt blik på historien illustrerer, at det er bredere anvendeligt. Philip af Orleans drak et glas, kort før han skulle for den revolutionære domstol, Alexandre Dumas havde et glas ved siden af sig, mens han skrev sine store romaner, Winston Churchill vandt krigen under konstant tilførsel af Pol Roger, og Wagner fandt, da Tannhauser havde fiasko i Paris, sin eneste trøst i champagne.

Aura og mode

Champagnens historiske og emotionelle aura er enestående. Intet under, at de lokale vinbønders sammenslutning har som en af sine fornemste opgaver at beskytte champagnenavnet mod alt fra parfumeproducenter til ballonskippere, der vil nasse på ordet og dets associationer.

Smagningen af de i alt 24 flasker roséchampagne (heraf var 16 rene 2002’ere) skuffede mig i mild grad, sagt helt generelt. Foto: Bo Svane/Polfoto

Men champagne er også mode, foranderlig mode.

Traditionen tro afholdt L’Esprit du Vin sin årlige Top 20-smagning, orkestreret af Jørgen Krüff. Det var 16. gang i træk, og temaet var 2002 Rosé, et interessant valg, fordi netop roséchampagne har været i ekstrem hausse de senere år. Priserne er steget (som priserne på champagne generelt gør det i øjeblikket), og roséchampagne drikkes på de allerrødeste løbere og blandt de lækreste mennesker.

Udbuddet (skønt stort) kan slet ikke følge med efterspørgslen. Men holder det? Tja.

En generel skuffelse

Smagningen af de i alt 24 flasker roséchampagne (heraf var 16 rene 2002’ere) skuffede mig i mild grad, sagt helt generelt.

Vinderen blev Krugs rosé (som ikke er en vintage-champagne), ikke overraskende for ret mange, og jeg kunne (i modsætning til de fleste) også meget godt lide den volumniøse Dom Perignon 2002.

Champagne er også mode, foranderlig mode.

2002 La Grande Année Rosé fra Bollinger stod også distancen, moden, men tør og præcis, mens Veuve Clicquot faldt igennem med en overdreven, næsten syntetisk sødme.

I de hele taget virker flere af champagnerne en anelse trætte, hvad der overraskede i hvert fald mig, men det skal nu ikke fratage genren sin berettigelse. Netop nytårsaften er en oplagt lejlighed til at eksperimentere med champagne til maden, og her kommer den meget moderigtige roséchampagne til sin ret. Den er typisk kraftigere og kan klare ganske meget, gastronomisk set.

Dog har vi i nærværende test koncentreret os om brut-kvaliteten, velegnet til aperitif og til de første, lette forretter. Og i øvrigt til dagen derpå, og dagen efter, og dagen efter og alle årets andre dage, men det er en anden snak, ligesom jeg undlader at skrive om at lade være med at kombinere champagne og kransekage klokken tolv, man skal ikke tale ned til sine læsere.

Dom Perignon 2004

Ca. 900 kr. Möet Hennessy

I disse naturistiske og bentørre tider er det populært at hade Dom P – det gør jeg ikke og slet ikke i denne årgang, hvor vinen er både cremet og elegant; selv om den kun viser spage, begyndende tegn på den boudoir-dekadence, man forbinder med denne vin, så er der da noget ganske ublufærdigt over rigdommen og den umiddelbare charme. 94+ point.

Deutz, Amour de Deutz Blanc de Blancs 2005

1.275 kr. H.J. Hansen

Meget moden, ekstremt lækker og meget flot struktureret. Det er ægte blanc de blancs med en fed, fristende chardonnay-frugt, der præsenterer sig meget vinøst og virkeligt understreger, at champagne er andet og mere end bare boblevin. Forbløffende åben. 94 point.

Krug Grande Cuvée

Ca. 1.100 kr. Möet Hennessy

Denne flaske er degorgeret i efteråret 2013 efter 7 års lagring i kælderen. Den er et blend af 142 forskellige vine fra 11 forskellige årgange, den ældste fra 1990, den yngste fra 2006, og hvor ved jeg alt det fra? Fordi Krug har skiftet hest og nu med et id-nr. (og en stregkode og en app, som det endnu ikke er lykkedes mig at få til at virke) tillader køberen at spore vinens oprindelse, hvor den før var skjult i en hemmelig kode på proppens inderside(!). Denne aktuelle, meget unge Krug GC, der imponerer med sin friskhed, spændstighed og umådelige dybde er med andre ord ikke nødvendigvis fra samme år som den, man køber hos vinhandleren, men det skal man ikke være ked af, for de bliver erfaringsmæssigt kun bedre af at ligge – 10 år er slet ikke noget problem for Krug GC. 94 point.

2004 Bollinger Champagne La Grande Anée

500 kr. (v/12 fl.) Philipson)

Mandhaftig pinot noir-domineret, en vin, der langsomt er ved at folde sig ud. Flot struktur, spændstig og dog rig. Toast, lime, abrikos præger smagen, der holder ganske længe. Stadig for ung. 93+ point.

Pierre Peters Chétillon 2005

595 kr. Sigurd Müller

Kalket, mineralsk, præcis i sin syre, meget ung, men allerede indsmigrende i sin chardonnay-tone med lag på lag af brioche og citrus. Hurra for Pierre Peters. 93+ point.

Deutz, Cuvee William Deutz Grand Cru Brut 2002

1.000 kr. H.J. Hansen

I modsætning til Amour er denne pinot noir-domineret (65 procent), hvad der giver et ganske andet udtryk. Vinen er præget af moden frugt, og selv om den er ung, så er den ikke utilnærmelig. Meget stor, indsmigrende fylde, en cremet struktur og betydelig længde. 93+ point.

Veuve Cliquot La Grande Dame 2004

Ca. 1.200 kr. Möet Hennessy

Hvis den er kommerciel, så er den det på et højt niveau, og jeg må bekende, at jeg er ret glad for denne cuvée, som altid er harmonisk, elegant – og ja, lidt som en dame, en fin dame. Tunge noter af abrikos og brioche, let krydret og stærkt vanedannende. 93 point.

Le Mesnil Blanc de Blancs Grand Cru 2007

300 kr. (v/12 fl.) Philipson

Tydeligt i slægt med NV-modellen, men med støre præcision, og ja, mere race. Også strengere og først og fremmest alt for ung – det er en vin, der først for alvor vil folde sig ud om nogle år, lige nu er den til seriøse champagne-freaks, der ikke kan få mineralsk præcision nok. 92+ point.

Egly-Ouriet Grand Cru NV

400 kr. Domaine Brandis

Degorgeret juli 2014 – denne en af de varmeste navne i de seneste år i Champagne er meget præcis i sine oplysninger og mener vist nok selv, at man skal vente mindst 2-3 år efter degorgeringstidspunket, før man drikker vinen. Det har vi ikke tid til, men den smager også godt helt ung, den er som vanligt harmonisk, fyldig, komplet i sit udtryk og holder længe i munden. Trods dens relative fylde fungerer den egentlig bedst som aperitif. 92+ point.

Le Mesnil Blanc de Blancs Grand Cru

250 kr. (v/12 flasker). Philipson

En overordentlig lækker og præcis vin, veritabel Mesnil med citrus, smør og toast. Det er det lokale kooperativ, der står bag, og det er unægtelig en overraskelse. 92 point.

André Roger Vieilles Vignes NV

329 kr. Champagnebutikken

Maskulin, mørk, markant, let røget, meget vinøs. Kunne gå til mad, ristet hvid fisk eller endog kylling. Seriøs vin. 92 point.

Jacquesson Cuvée 737

400 kr. Erik Sørensen

Hovedsageligt baseret på 2009-årgangen og med omkring 50 procent chardonnay; som altid umådelig præcis og harmonisk med et tydeligt chardonnay-præg, men også en stenet, mineralsk karakter bakket op af en god krop. Denne kan drikkes nu eller ligge, som man vil – personligt ville jeg foretrække at vente lidt. 91+ point.

Henri Mandois 1. cru Blanc de Blancs 2008

350 kr. Theis

Toast og brioche er på banen her sammen med citrusnoter, umiskendelig blanc de blancs, lækker, indsmigrende, cremet – svær ikke at kunne lide, og forbløffende åben, den unge alder taget i betragtning. 91 point

Dom Ruinart Blanc de Blancs

500 kr. Möet Hennessy

Hasselnødder, brioche og en mineralsk slutning, elegant vin, dette hus (hvis 1996’er overraskede vildt, da vi smagte denne årgang) bliver bedre og bedre. 91 point.

Nicolas Maillart 1er Cru 2007

289 kr. (tilbud) Champagnebutikken

Meget præcis og flot med citrus, grape og smør, mineraler. Alt for ung, i virkeligheden, men sådan er det jo. 90+ point.

Henriet-Bazin Blanc de Noirs Grand Cru

199 kr. Domaine Brandis

Tør og præcis i sit udtryk med florale noter i næsen fulgt af et ganske fyldigt, modent udtryk i smagen – pinot noir slår igennem. Virkelig et godt køb. 90 point.

Billecart-Salmon Brut Reserve

430 kr. Theis

Hele 40% pinot meunier her (og 30% pinot noir, 30% chardonnay) – det er det feminine, lyse indtryk, der dominerer på den ganske elegante måde. Parfumerer med hvide blomster, udopræget aperitif-vin, velegnet til forførelse, hvad der jo for mange er champagnens primære formål – slutter mineralsk for den, der også har andet i hovedet. 90 point.

Mailly Grand Cru Brut NV

300 kr. (v/6 fl) Laudrup

En lækker, rund, all-round-vin i god balance. Der er 75 procent pinot noir, men vinen føles ikke hverken overdreven mørk eller maskulin, snarere indsmigrende på den gode måde. 90 point.

Pol Roger NV

275 kr. Sigurd Müller

Lækker, cremet, tydeligt chardonnay-baseret champagne med indsmigrende noter af smør. Feminin på den elegante måde. 90 point.

Champagne Lancelot Royer, Cuvee Reserve RR NV

260 kr. H.J. Hansen

Grape, citrus, mineraler, en champagne i den forfriskende stilk, udpræget aperitifchampagne, enkel, men velsmagende. 90 point.

Deutz Brut Classic NV

275 kr. (v/ 2 fl.). H.J. Hansen

En ligelig blanding af de tre champagnesorter og smagen er også harmonisk og ligefrem med en fin, fyldig og ganske cremet fremtræden. En typisk allround-champagne. 89 point.

Guy Charlemagne Grand Cru blanc de blancs

400 kr. Theis

Frugt fra Le Mesnil, hvad der genkendes på den mineralske karakter. Citrus og æble dominerer smagen, meget vellavet og lækker, om end en anelse kort. 89 point.

J-M Sélèque Tradion Brut

230 kr. Vinova

Fin friskhed her. Tør, frugtig, let, en rigtig aperitif champagne. 89 point.

Brimoncourt Brut Regence

350 kr. H.J. Hansen

Præcis og lækker chardonnaybaseret, charmerende, cremet, lækker og ganske feminin i snittet. 89 point.

L. Bénard-Pitois NV

250 kr. (tilbud) Bichel Vine

God rund, allround-champagne, blød frugt, pæn syre, ikke aggressiv på nogen måde, men rar og venlig og dog med karakter nok til at gå videre til en let forret. Vellavet. 89 point.

J.M. Sélèque Réserve Extra Brut

235 kr. Vinova

Knastør, mineralsk og med noter af grape. Streng, uden at være uvenlig og meget præcis i frugten. Slutter med en note af røg. 89 point.

Colin, Cuvée Alliance NV

229 kr. Champagnebutikken

Blød rund og egentlig ganske kommerciel i stilen med ens creme imødekommende og ret diskrete syre. En begynderchampagne med bløde noter af brioche, som vil tiltale de fleste. 88 point.

Bonnaire Grand Cru Blanc des Blancs NV

270 kr. (tilbud) Erik Sørensen

God, rund, om end med en lille skarphed til sidst. Vellavet, men ret kort og uskadelig. 88 point.

Janisson-Baradon Brut Grande Reserve

209 kr. (tilbud) Jysk Vin

Fin allround-ting til en fornuftig pris. Harmonisk nok med tilbageholdt syre. Lidt metallisk i kanten til sidst, harmonien ikke uskadt. 87 point.