Jagten på det magentarøde frimærke
En vinoplevelse kan være en rejse værd.
På vej til lufthavnen kommer jeg til at tænke på en gammel Anders And-historie: ”Jagten på det magentarøde frimærke”.
Den om frimærkesamleren Anders And, der rejser til Ny Guinea for at finde dette særlige, sjældne frimærke, som han kan sælge til den hovedrige, distræte samler med det klassiske Anders And-navn: Phil. A. Telist.
Ikke for det, jeg skal ikke til Ny Guinea, kun til Aalborg, hvad der kan være strabadserende nok på en fredag aften. Og jeg er ikke på jagt efter noget, der kan sælges videre, men alligevel, jeg er på jagt. Efter den særlige oplevelse, et hak i sengestolpen.
Blandt pendlere
Jeg blev hvisket i øret tirsdagen før: Kom til middag på fredag, det bliver turen værd.
Jeg vidste allerede da, at det ville være sandt, og mens jeg maste mig ud af lufthavnen blandt trætte mandag-fredags-pendlere med turkort til pyjamasflyveren, begyndte transportpresset at lette lidt. Det ville blive stort. Nu gjaldt det om at få det hele med.
For når det gælder vinoplevelser, gælder princippet om, at evigt ejes kun det tabte; oplevelsen er et øjeblik, en sammenhæng, et selskab, et glas, en duft, en smag – i bedste fald en eftersmag og så aldrig mere.
Kun erindring til at sætte i albummet. Som et magentarødt frimærke.
Der er en tynd linje mellem at være samler og tyv, så jeg skynder mig at sige, at jeg ikke samler på vinoplevelser i den forstand. Eller konkurrerer med dem. Eller praler af dem for den sags skyld.
Det er virkelig, og her må man tro mig, ren og skær fornøjelse.
Jeg husker endnu, hvordan et ungt, forbitret menneske talte om, hvordan han havde hørt nogle rige folk sammenligne DRC Romanée-Conti 1966 fra almindelig flaske og fra magnum.
»Det kan man jo ikke konkurrere med,« hvæsede han.
Men det skulle han jo heller ikke. Han kunne vælge at samle på sine egne oplevelser.
Åh, de penge
Prisen spiller en rolle, det erkender jeg.
Ikke for oplevelsen, for det er ikke en særlig oplevelse at drikke noget dyrt, men for sjældenheden, rariteten, det unikke – og derfor alligevel også for oplevelsen i sidste ende. Når noget er dyrt, oplever man det sjældent (eller aldrig), så når det sker, er det ekstra godt.
»Jeg husker juleaften 1954 – min første juleaften i lange bukser. Min bedstefar sagde til butleren: Giv drengen et glas portvin. Det var Cockburns 1908 …«
Det er Steven Spurrier, der skriver det et sted, og han kalder oplevelsen for en damascene conversion i en alder af 13 år, som kun blev yderligere præget på familieture til Frankrig, hvorfor unge Steven overhovedet ikke gad det pengejob i The City, som hans far skaffede ham, men meget hellere ville noget med vin.
Det blev han så, og hans mentale samling bugner i dag med magentarøde frimærker i alle formater.
Højdepunkter
Jeg begyndte meget senere og har derfor ikke ret mange klassiske mærker i min samling. Det har igen noget med prisen at gøre. De virkelig store, klassiske vine har flyttet sig hinsides ethvert budget, så den fredag var jeg også på vej til et kig ind til how the other half lives.
Men hvordan?
Lad os tage et par højdepunkter, for der var nogle stykker:
Chateau Cheval Blanc 1959 (98 point).
Stor, stor vin. Jeg gættede Bordeaux 1982, og det siger jo egentlig alt. Det er hverken den ældste eller den dyreste vin, jeg har smagt, men det er klart den bedste, virkelig gamle Bordeaux-vin, jeg har mødt i mit liv, og klart bedre end f.eks. Pétrus 1945 og 1947 (citeret efter hukommelsen). I komplet harmoni med noter af kaffe, chokolade, trøffel etc. med en lille note af solbær i den endnu levende frugt. Tanninerne var komplet slebet af, og vinen blev ved og ved. Bravo.
Den stod ved siden af Cheval Blanc 1962, som var helt død, hvad der understreger problemstillingen. Meget gamle vine er altid i livsfare.
Men så var der Romanée Conti, DRC 1992 (97 point).
Serveret lige efter Cheval Blanc 1959, og hvad skal man vælge? Bourgogne er jo på sin vis den mest hedonistiske vin, men sammenligningen er æbler og pærer, de to vine har intet med hinanden at gøre, ud over at de er sjældne og dyre. DRC viste sig flot med en liflighed, en friskhed, en længde og en dybde, som kun bourgogne i absolut verdensklasse kan. Det er jordbærsaft for voksne, modne mænd, man rammes på pinot-nerven og bliver både poetisk og eftertænksom, mens man synker ned i den svampede skovbund med dens sære sødme …
Og senere fulgte Richebourg, DRC 1993 (95 point).
Vi var nogen tid om at gætte DRC på denne, men at det var stor bourgogne stod klart med det samme. Fuldmoden og harmonisk med masser af sous-bois og en rig, sødmefuld frugt og bløde tanniner. En hedonistisk udgave, stærkt vanedannende, hvorfor der hurtigt ikke var mere.
Det røde frimærke
DRC. Domaine de la Romanée-Conti.
Jeg har smagt den flere gange. Men jeg har aldrig drukket den, og hvad er forskellen? Mængden, blandt andet. Men også stemningen, og det sidste er ikke det mindst vigtige.
Den var god, og den holdt længe efter.
Næste morgen var solen klar og skarp i Aalborg Lufthavn. Duften var en blanding af fjord, flybenzin og tømmermænd. På den gode måde.
Jeg følte mig næsten lykkelig, for jeg havde fundet det magentarøde frimærke.
Jeg gemmer det i hjertet, for nu må det bare ikke blive væk, som det blev for hr. Phil. A. Telist.