Fortsæt til indhold
Mad & Vin

Svinemørbrad med grøn aspargesfyld

Af LARS THOMASSEN

2 pæne svinemørbrad,

ca. 800 g i alt

1 bundt grønne asparges

4 skiver røget skinke

Salt og peber

Smør/olie til stegning

2-3 dl hønsebouillon

1 glas hvidvin

1 spsk basilikumsennep

Lidt fløde

Nye danske kartofler

Puds svinemørbraden godt af og skær en dyb lomme i hver. Skyl aspargeserne grundigt og skær den nederste tredjedel af. Skær den øverste tredjedel af og gem hovederne.

Midterstykkerne af de grønne asparges rulles ind i skiver af røget skinke og lægges ind i mørbrad- lommerne. Snør godt med bomuldstråd, krydr med salt og peber og steg mørbraderne i en blanding af smør og olie på panden, til de er gennemstegte, men stadig svagt lyserøde - de må ikke steges tørre.

Tag mørbraderne op og lad dem trække. I mellemtiden koges panden af med bouillon og hvidvin, rør sennep i (basilikumsennep fås i velassorterede supermarkeder, alternativt kan man blande sin almindelige dijonsennep med hakket basilikum og lade det trække i nogle timer) sammen med lidt fløde. Når saucen er jævnet, anrettes fire varme tallerkener med skiver af mørbrad med asparges, saucen samt nye kogte kartofler og aspargeshovederne, der er kogt med kartoflerne de sidste to minutter.