Ørnen er landet
Screaming Eagle fra Napa Valley i Californien har opnået utrolige priser og slået auktionsrekorder på linje med berømte, franske vine.
YOUNTVILLE, CALIFORNIEN
Manden, der sidder med ved bordet, er sagte og beskeden af natur. Han hedder Armand de Maigret, et efternavn, der for mange af os klinger mest af piberøg, tågede dage ved Seinen, armagnac om formiddagen og psykologiske kriminalgåder med krav om elegante løsninger og menneskelig indsigt.
Men det skal vise sig at komme til at handle om noget andet. Han skænker tre vine op og beder om vores vurdering. Jeg når frem til, at det er californisk cabernet af høj kvalitet. Han fingerer et lettelsens suk ved den sidste tilføjelse, men det er selvfølgelig rent koketteri.
I glassene er der tre årgange af Screaming Eagle, den måske ultimative kultvin i Californien, og det vil sige ikke så lidt i et område, hvor mange af de største vine sælges via ventelister, som det kræver mange år at trænge igennem. På Screaming Eagle tager det cirka 17 år – intet under, at den danske importør, som er vært ved middagen, ikke kan skjule sin stolthed.
»Jeg soler mig,« indrømmer han, mens benovede suk breder sig bordet rundt.
Vi, en forsamling af sommeliers og journalister, har ikke smagt dette her før. Men vi har alle sammen hørt om det. Screaming Eagle er berømt ud over alle grænser. Huset er grundlagt af Jean Phillips, en tidligere ejendomsmægler, der begyndte med en lillebitte vingård, faktisk kun 80 vinstokke, som hun gik og puslede om.
Hun havde nok en fornemmelse af, at hun havde fat i det rigtige, men i hvert fald har hun selv beskrevet, at hun var et nervevrag, da hun i 1992 bragte en prøve på sin hjemmelavede vin til giganten Robert Mondavis vineri for at høre en vinmagers professionelle vurdering. Man mente nok, at det var noget, så jo da, hvorfor ikke komme det på flaske? Måske med en anden etiket?
Hendes nervøsitet var også økonomisk. På daværende tidspunkt havde hun gældsat sig betydeligt for at kunne købe omkring 20 hektar jord omkring Oakville, men lige netop penge skulle hurtigt vise sig ikke at være et problem. 1992-årgangen blev hurtigt (og er stadig) en af verdens overhovedet dyreste flasker. Den dengang almægtige vinkritiker, Robert Parker, gav den 99 point, og prisen eksploderede.
Screaming Eagle er således et kerneeksempel på de cabernet-baserede vine fra Napa Valley, som gennem årene har opnået de utroligste priser, og som slår auktionsrekorder, som kun de mest berømte vine fra Bordeaux og Bourgogne kan konkurrere med. Krise eller ej, så findes der amerikanere med penge, og de er parat til at betale.
I 1995 genplantede man markerne med tre druetyper; Cabernet Sauvignon, Merlot, Cabernet Franc og Petit Verdot, med andre ord de klassiske Bordeaux-druer, og Bordeaux er tydeligvis idealet her. De tre vine i glasset er alle elegante, snarere end tunge og massive.
Der findes også en smule sauvignon blanc på domainet, hvad vi konstaterer, da Maigret trækker en flaske af husets hvide vin frem, en ultimativ sjældenhed, der afføder endnu flere suk ved bordet, for er man vinnørd, så er man vinnørd, og ligesom i filatelien så er sjældenhed en værdi i sig selv. Ikke, at vinen ikke er god, for det er den, men det faktum, at den er så sjælden, gør den bedre, sådan er det.
Der er ikke megen vin. Den samlede produktion på Screaming Eagle varierer, men den ligger på omkring 500 kasser, altså 6.000 flasker vin. Og naturligvis er den allestedsnærværende Michel Rolland konsulterende ønolog på stedet.
Philips solgte i 2006 Screaming Eagle til de hovedrige forretningsfolk Charles Banks og Stanley Kroenke, der gav hende et tilbud, hun ikke kunne sige nej til. Tre år senere forlod Banks forretningen og Kroenke er i dag eneejer af stedet, som aldrig modtager besøgende. Og aldrig betyder aldrig. For et par år siden rullede en limousine op ved døren og blev afvist: Ingen gæster!
»Heller ikke, hvis det er Lance Armstrong og Sheryl Crow?«
Nej, lød det, og det gjorde det også, da Beyoncé lagde vejen forbi.
Og ved bordet talte Maigret en del om sine kvaler med at få sagt pænt nej tak til Prins Charles, hvis han skulle ønske at besøge domainet, når han kom forbi Californien. Det er ikke nemt. Heller ikke at være kultvin.