Rejse i Rhône

AVIGNON

Yves Gras er vred, og nu har han talt sig varm. Det er pressen, den er gal med, siger han. Det er kun pressen, der ikke kan forstå, at 2008 var en glimrende årgang i det sydlige Rhône.

»De forstår sig ikke på elegance,« mener han.

Han ejer det fremragende Gigondas-domaine Santa Duc og er i stigende grad begyndt at virke som négociant, så han har noget i klemme, hvis en årgang får en dårlig modtagelse af kritikken.

Jeg giver ham ret, men kun et stykke ad vejen. For han havde da vist ikke noget imod den amerikanske presses fuldstændig absurd venlige modtagelse af den overophedede 2003-årgang?

Vist ikke, nej, og Yves Gras kan ikke få det hele. Hvis man holdt af den stærkt alkoholiske 2003-årgang, vil man skuffes over letheden i 2008, sådan må det være. Personligt vil jeg faktisk foretrække 2008, men det er netop personligt.

Smagen af Provence

For de fleste (også for mig, normalt) er vinene fra det sydlige Rhône lig med smagen af det varme, krydrede Provence, som så mange af os elsker. Og her er der godt nyt i 2009, for det er en saftig årgang i det sydlige, og især hvis man holder af de mere jævne vine fra området (f.eks. dem med appellationen Côtes-du-Rhône Villages), kan man glæde sig. Vinene er lige til at drikke, de er stofrige og modne, og kun hvis man køber châteauneuf for at lægge den i kælderen i ti år, kan man diskutere, om 2010 ikke er bedre, fordi den er i bedre balance.

Dette brændende spørgsmål blev i allerhøjeste grad diskuteret, da der for et par uger siden var indkaldt til træf i Rhône.

Hvert andet år afholdes den store smagemesse Decouvertes de la Vallée du Rhône, en velkommen mulighed for på syv intense dage at smage sig igennem så at sige alt, hvad dalen har at byde på. I modsætning til så mange andre steder bakker næsten alle topproducenterne op om arrangementet og beærer det med deres tilstedeværelse.

I år havde arrangørerne i et anfald af logistisk optimisme valgt at afholde smagningerne på en lang række forskellige og ofte ufremkommelige steder, hvad der selvfølgelig er udmattende, men også giver muligheder for at afprøve udlejningsbilens grænser og teste det medbragte alkometer (politiet ligger på lur overalt) og i øvrigt se lidt på landskabet.

Fra nord til syd

Rejsen går fra nord til syd i en region, som ofte omtales under ét, men som i virkeligheden er to meget forskellige vinområder. Det nordlige Rhône med den ofte strenge syrah i den altdominerende rolle (og eneste blå drue) og det generøse land i syd, der flyder af grenache, en sødmefuld saft, der blandes med en mangfoldighed af andre druer for at skabe det, de fleste forstår ved en god Rhône-vin.

Det nordlige og det sydlige Rhône har altså ikke så meget tilfælles, men det gør ikke så meget, for når vi taler om Rhône, taler vi i Danmark nærmest kun om syd. Vinene fra det nordlige Rhône findes så godt som ikke i supermarkederne, men er efterspurgt af nogenlunde det samme segment, som efterspørger god bourgogne. Mange mener også, at det ville være mere rimeligt at sammenligne det nordlige Rhône med Bourgogne, og det er der en pointe i; én rødvinsdrue med mange forskellige cruer, det ligner Bourgogne. Og når f.eks. en côte-rôtie når skelsår og alder, kan den også let forveksles med bourgogne.

Philippe Guigal, som jeg mødte i Ampuis til smagning af Côte-Rôtie, har dog andre interesser. Som en af Rhône-dalens vigtigste spillere og som ejer af et meget stort negociant-firma er det ikke underligt, at han var mest glad for 2009. I den årgang er der megen vin, og f.eks. vinene fra Crozes-Hermitage, som udgør en stor del af de 2.400 hektar, som er det nordlige Rhône, faldt heldigt ud. Mens den mere elegante, stramme 2010 er kommercielt mindre gunstig, først og fremmest fordi der er meget lidt af den.

I øvrigt vinificeres halvdelen af det nordlige Rhônes druer af kooperativet Cave de Tain, som viser stigende kvalitet, og som fuldt fortjent er blevet udmærket af magasinet La Revue du Vin de France som Frankrigs bedste kooperativ.

Den store vinkøbmand

For Guigal er Rhône et hele, og Philippe fortsætter troligt den ekspansive stil, der har gjort Guigal til største jordbesidder i Côte-Rôtie. Hovedkvarteret ligger her nordpå, men pengene tjenes i syd, hvor der er vin nok.

Selve appellationen Côte-Rôtie fik sin officielle status i 1940, men i de første år blev det meste af vinen solgt som vin ordinaire. Denne deprimerende situation for vindyrkerne forsinkede arbejdet med at genopbygge markerne, der var lagt øde af vinlusen i slutningen af 1800-tallet. Arbejdet havde i forvejen været præget af mandskabsmangel, fordi så mange unge mænd måtte lade livet i Første Verdenskrig. Senere rejste andre potentielle vinbønder, fordi de fandt det tillokkende at søge mod industribyerne, der bød på hurtigere muligheder for velstand og fremgang.

Vi skal frem til 1980'erne, før der skete noget, og Guigal var en direkte årsag til forandringen. Den almægtige kritiker Robert Parker forelskede sig i Guigals topvine, og hans roser etablerede det kommercielle grundlag for navnet Guigal, for appellationen Côte-Rôtie og for Rhône i det hele taget.

I dag har Rhône så godt et navn, at mange små bønder i syd, der tidligere solgte til kooperativet, har fået mod på at gå selv. Kan Guigal stadig blive ved med at finde vin?

»Ja. Der er så megen vin her i Rhône, at du ikke tror det. Vi har to måder at arbejde på i det sydlige. Vi har områder og producenter, som vi har fulgt gennem mange år. Vi kender folkene, vi besøger dem hvert år, smager i kælderen og ser, om det er sket noget nyt. Og det er ikke sjældent, at en producent er parat til at sælge deres bedste vin til os. Det hænger sammen med, at vi altid køber en vin, der skal kunne holde til vores særlige metode, der indebærer lang fadlagring. Altså meget strukturerede, gerne en smule tilbageholdte vine. Omvendt med mange af de mindre producenter. Hvis de skal sælge deres vin, har de brug for mere frugtrige, umiddelbare vine, så deres opfattelse af, hvad der er den bedste vin, er ofte anderledes end vores,« siger Philippe Guigal.

Guigal arbejder også med mellemhandlere, opkøbere, der typisk ville arbejde på den måde, at han f.eks. fra en enkelt dyrker indsamler 12 forskellige fadprøver, som han så fordeler og sender til henholdsvis Guigal, Chapoutier, Perrin etc., én til hver af de store negocianter.

Et vinbrand

Guigal går en anden vej og beder de courtiers, man samarbejder med, om selv at smage på prøverne, vælge den bedste og så sende den til Guigal. Til gengæld betaler de dobbelt pris for arbejdet. Guigal modtager 20-30 prøver om dagen, udvælger et par stykker, lader en dag gå, smager så igen og sammenligner med nyindkomne prøver osv. osv. På en uge vælges måske fem eller ti prøver, så den færdige côtes-de-rhône er sammenstukket af vin fra mere end 800 forskellige avlere.

Guigals produktion ligger på et normalt år på omkring seks millioner flasker i alt. Men det svarer kun til omkring 1,4 procent af den samlede produktion i Rhône. Så der er vin nok, og Guigal ser ingen grund til at begynde at kigge mod f.eks. Australien.

Rhône er et brand, og Guigal har gjort meget for udbredelsen. I Frankrig og i udlandet. I New York sælges hver måned to tusind kasser vin fra Guigal som glasvis udskænkning.

Kritikere taler til gengæld om, at Guigal anonymiserer al den vin, de får fingre i, og med deres ganske ekstreme fadlagring udvisker terroirets særpræg. Nogle gange har de ret, andre gange slet ikke. Philippe kan under alle omstændigheder grine ad dem hele vejen til banken, og på selve smagningen er køen ved hans bord så lang, at det må virke stimulerende på den unge Philippe, der allerede har fået grå stænk i bakkenbarterne.

Det historiske bjerg

Vi må videre. Som Hermitage-bjerget knejser dér ved flodens bred, indgyder det respekt, om det så er for bjerget selv, for vinen og de store producenter, der har plastret deres besiddelser til med store navneskilte, for historien, for den katolske kirke eller for kristendommen som sådan; den har sit monument i form af det lille kapel, der er bygget på toppen.

Historien (for naturligvis er der en historie) fortæller om korsridderen Gaspard de Stérimberg, der i 1224 kom såret hjem fra et korstog mod albigénserne, de lokale folk, der i deres gnostiske forvildelse havde formastet sig til at tale romerkirken imod i stadigt stærkere vendinger. Resultatet blev en blodig og nådesløs inkvisition, og at Stérimberg har været såret, lyder i hvert fald sandsynligt, selv om mange af de sydfranske albigénsere var fredelige, bibeltro vævere og troubadourer, der blev slagtet godt og grundigt for deres uartighed mod kirken. Legenden siger, at det var den franske dronning, der gav den tapre korsridder lov til at bygge sit lille, ensomme tilflugtssted efter strabadserne.

Stérimberg var i sagens natur eremit, eneboer eller på fransk ermite, heraf bjergets navn. Kapellet er bygget til Sankt Kristoffers ære og skal have været et yndet udflugtsmål for pilgrimme, der heller ikke gik af vejen for et lille glas.

Der er kun omkring 100 hektar AOC Hermitage, og det meste kunne smages ved bordene i Tain. Lille, trinde Michel Chapoutier gik rundt og skræppede, at 2009 var lige så godt som legendariske 1929, og jeg skal ikke kunne sig det, jeg har ikke smagt den som ung vin. Det har han for resten heller ikke. Og Jacques Grange fra Delas Frères blev ualmindelig glad for at høre om de netop frigivne Parker-point, for selv om han måske ikke har samme smag som han, så er de amerikanske point lig med penge i kassen. Men 2009'erne er bestemt gode, især for de rødes vedkommende. Når det gælder hvid hermitage, foretrak jeg i de fleste tilfælde 2010.

Og ikke alt er lige godt. Hermitage er per definition en blandingsvin, mener Chave (der var fraværende), der altid messer, at et år kræver svar på spørgsmålet: Hvad er Hermitage?

»Og der er kun ét svar på det spørgsmål hvert år,« siger han.

En del af svaret er imidlertid også, at langtfra alle producenter formår at gøre det historiske ry ære, og især er den engang så fremragende Jaboulet gået helt bag af dansen.

Saint-Joseph & Cornas

Saint Joseph er i dag 1.200 hektar fra syd til nord. Det er et enormt område, og det burde være ti gange mindre, for kun omkring 120 hektar er det egentlige, oprindelige Saint Joseph, nemlig de fremragende marker omkring Mauves lige syd for Tain l'Hermitage.

Blandt de nordlige syrah-vine, der ofte kræver liggetid i kælderen, er st. joseph den tidligst modne.

De bedste er mineralske, præcise, frugtige, finesserige, men det er hårdt arbejde at lave god st. joseph. Hvis man vil være biodynamisk, er det noget med hænder og heste, ofte lige så arbejdskrævende som i Hermitage, men priserne er ikke de samme.

Hvis man ikke kender til det nordlige Rhône er Crozes-Hermitage og St. Joseph 2009 derfor et godt bud. Prismæssigt til at komme i nærheden af, og modne og saftige. Min personlige favorit i St. Joseph er Pierre Gonon, som for resten også laver en fremragende hvidvin, en sjælden, men også lidt overset genre.

2010 tegner også godt her, men 2008 var svær. Og det gør måske ikke noget, mener Chave:

»Vin kommer fra et sted, fra jorden, vin er ikke et produkt, heller ikke et luksusprodukt, som mange prøver at sælge det som. Vin skal udtrykke stedet, det er det første og det sidste, stedet, det er det, vi kender. 2008 ser ikke let ud, men det har også sine fordele, fordi det måske vil få flere til at forstå, at vi laver vin, vi er underlagt naturen. Og høsten 2008 på dette sted gav disse betingelser, sådan var det. Det er godt for filosofien. Folk glemmer det, når der er for mange gode årgange i træk.«

Det er den unge Chave, der taler, men hvis der var et old boys network i det nordlige Rhône, bestod det af Gerard Chave i Hermitage, Raymond Trollat i St. Joseph og Auguste Clape i Cornas. Det var de gamle drenge, og nu er de alle sammen gået på pension.

Under smagningen repræsenteredes Clape af sønnen, som er chef for foretagendet lige nu, og sønnesønnen. Det lykkedes Auguste at få sin søn til at opgive sit job som industriel designer inde i storbyen for at flytte tilbage til den lille landsby Cornas og overtage det slidsomme arbejde med at dyrke de stejle marker i den lille appellation på i alt mindre ned 100 hektar.

»Jeg lærer hver eneste dag,« siger tredje generation Clape, Olivier, der følger trofast i familiens fodspor. Og vinen er uforanderligt god og udtrykker altid året præcist. Typisk er det også, at Clape ikke falder i svime over 2009, men foretrækker 2010.

Saften i syd

Videre ned langs floden, Rhône-floden, der har sit navn fra romerne, der kaldte den Rhodanus.

Floden er urolig og har gennem tiderne været en vanskelig handels- og transportvej. Og gravplads, pave Clements VI så sig nødsaget til at indvie hele floden som kristen begravelsesplads, da pesten ramte Marseilles i 1348, og ligdyngerne blev kastet i vandet.

Da pavestolen rykkede til Avignon i begyndelsen af 1300-tallet, ekspanderede vinsalget voldsomt i takt med stigende krav fra pavens meget tørstige husholdning. Det gjaldt fransk vin som helhed og ikke mindst de rigelige mængder vin i det sydlige Rhône. Vinene blev nu også genstand for handel, og hvor der er frihandel, er der folk, der føler sig truet. I Bourgogne var man opmærksom på den ubehagelige konkurrence, og man havde sine egne succeser at beskytte. Hertugen af Burgund forbød derfor ind- og udførsel af alle vine, der ikke var fra Bourgogne, og i 1446 forbød byen Dijon alle vine fra Lyon, Tournon og Vienne med den begrundelse, at de var underlødige tres petits et pauvres vins. Også dengang var der langt fra politik til den daglige virkelighed, og vinbønderne i Bourgogne og Bordeaux vidste bedre. De valfartede senere til Rhône-dalen for at hente forstærkning til deres egne vine, ikke mindst i solfattige år.

I dag er Rhône den næststørste vinregion i Frankrig efter Bordeaux, både med hensyn til udstrækning og produktion af kvalitetsvin. Næsten halvdelen af al landbrugsaktivitet i området har med vinen at gøre. I alt er omkring 80.000 hektar under dyrkning, heraf omkring halvdelen går til almindelig Côtes-du-Rhône, og det er den, der strømmer ind i danske supermarkeder.

På det niveau vil 2009 blive en ubetinget og fortjent succes. Går man lidt længere op, f.eks. til Gigondas, bliver det lidt vanskeligere. Yves Gras har på Santa Duc lavet fornemt afbalanceret vin, hvad der kan overraske, for hans marker ligger lavt og hedt, men sådan er det altså. I Châteauneuf-du-Pape, som er mange danskeres festvin nummer ét, er 2010 ofte bedre end 2009, fordi den er i bedre balance, friskere og mere mineralsk.

Men der vil blive talt mere om 2009, og mange vil måske også foretrække den rigere vin. Fint med mig, så gemmer jeg mine penge et års tid.

»2010 har været perfekt hele vejen igennem,« lød det fra Domaine Marcoux, og det var gode ord.

Marcouxs Vieilles Vignes 2009 var faktisk min absolutte favorit i årgangen. Desværre er den også både dyr og sjælden, og så må man trøste sig med noget mere ydmygt, f.eks. en vin fra Côtes du Ventoux, et af de fremadstormende områder, der leverer god kvalitet for pengene.

For Guigal har ret: Der er utrolig megen vin i Rhône.

Læs næste vinartikel: Vin blandt pingviner