Fortsæt til indhold
Mad & Vin

Gazpacho (tomatsuppe)

Til gazpacho er det vigtigt at bruge nogle rigtig gode, solmodne grøntsager. Rosa Sala Burgaya anbefaler, at man kun bruger hvidløg og grøn peberfrugt, da grøn peberfrugt klæder tomaterne godt. Gazpacho krydres med salt, vineddike og olivenolie.

De tre ingredienser skal være af god kvalitet, og der skal være en balance mellem dem. Det er dem, der giver den rigtige smag i gazpacho. Om man blander andre grøntsager i, som løg eller agurker, er ikke det afgørende. Rosa Sala Burgaya bruger friske tomater i højsæsonen, men ellers bruger hun nogle gode tomater på glas, som er blevet solmodne i Spanien. Retten er til fire personer.

3 fed hvidløg

Grøn peberfrugt, ca. 220 g

400 g gode solmodne tomater eller et glas gode tomater (400 g)

2 afskorpede skiver (form)brød - ikke de store sandwichbrød

1,5 dl olivenolie

3 cl sherryeddike

Salt

Mineralvand

Pil hvidløgene, skyl og tør peberfrugten og tag kernerne ud. Læg brødet i blød i mineralvand. Kom hvidløg, peberfrugt, brød med det vand, der hænger ved, og tomat med væden i et blenderglas og blend det. Hvis De bruger friske tomater, skal de først flås, husk at fjerne toppen. Kom eddike og salt i og blend igen. Hæld til sidst olivenolie i i en tynd stråle, mens maskinen kører. Smag til med salt og fortynd eventuelt med lidt mere mineralvand.

Suppen serveres kold i små skåle.

Serveringsforslag

Små hjemmelavede croutoner krydret med oregano: Stød en lille håndfuld friske oreganoblade i en morter sammen med groft salt. Spæd med to-tre spiseskefulde god olivenolie. Smør et par skiver formbrød uden kerner med denne blanding. Skær dem i regelmæssige tern til små croutoner og tør dem i ovn ved 200 grader, til de er godt gyldne. Tag dem ud af ovnen og køl af på en rist.