Vin blandt pingviner

LONDON

Dette er hjertet af England. Man kan stadig finde det. Man formelig mærker den pibende og dog manende lyd af imperiets svigtende, uregelmæssigt pumpende hjerte her, i City of Westminister, hvor man sådan en solrig sensommerdag kan opretholde én illusion om op og ned i verden.

Engang var London centrum for smag. Det var sådan, portvinen blev til, fordi vinen skulle til England fra Portugal og måtte have en dosis alkohol for at overleve. Sådan opstod den fremragende øltype India Pale Ale, fordi øllet måtte have et ekstra skud humle for at klare rejsen fra imperiets yderposter. Og det var i kraft af England, at Bordeaux blev berømt, og så kan det godt være, at vinen rettelig hedder Haut-Brion, men i London blev den til O'Bryan, og det var her, den blev drukket.

»Manden i det diskret stribede sæt tøj, der spadserer op ad St. James's Street (jeg kan se ham fra vinduet i den lejlighed, hvor jeg sidder og skriver) har et ganske fast syn på, hvad der udgør de gode ting i livet (...) St. James er Londons gamle High Street, dens forretninger klynger sig omkring paladsets port, og mange af dem bærer det kongelige segl, der indikerer, at de var eller er leverandører til hoffet. Berry Bros. & Rudd var købmanden, de udstiller stadig deres gamle kaffemølle, men nu er vin og spiritus deres forretningsområde. Loch er hattemageren, Lobb er skomageren, Chubb (som nu er død) lavede låse.«

Sådan skriver Hugh Johnson i sine stærkt underholdende memoirer, ”A Life Uncorked”, hvor han fortæller, hvordan han selv blev introduceret til vinen på Cambridge. Der var nok at tage af, for til de rigtige universiteter hørte betydelige kældre, og det var kun de allerbedste flasker, der var forbeholdt professorerne.

Den mand, han ser fra sit vindue, personificerer, den gode smag, som den i et århundrede er blevet defineret af englænderne. Johnson dvæler ved disse studse, men ligefremme angelsaksiske navne. Rudd, Chub, Lock. Her er, forsætter Johnson, også Fox, cigarhandleren, Evans, våbenhandleren, og jo ikke mindst klubberne; Brooks, Whites and Boodles osv. London er den gamle verden. Og vel er den døende, på alle måder og i enhver forstand, men i aften har man taget selskabstøjet på. Black tie. Det stod på invitationen, og vi har makket ret.

Årets mand

»Det bliver stærk-tungt,« siger den danske vinimportør Christian Philipson, da vi er kommet indenfor. Han kan godt have ret. Vi er, om end begge midaldrende, de yngste i selskabet, der udgøres af cremen af Londons vinøse establishment.

Begge har vi på forunderlig vis skruet os ned i en smoking, og Philipson har til overflod undladt at barbere sig. Man vil jo nødig ligne en konfirmand, når man er vinimportør og er kommet til den argentinske ambassade i hjertet af Westminster for at fejre Nicolas Catena, den argentinske vinmand, der i aften som den første sydamerikaner lukkes ind i det eksklusive selskab. Han fejres for sin indsats for at udforske sit lands muligheder, når vi taler om internationale topvine.

Han bliver ”Man of the Year 2009”, udnævnt af vinbladet Decanter. Det er stort. Ikke ret mange forundt. At blive ”Man of the Year” i Decanter-regi kan for en person i vinens verden sammenlignes med at blive ”Man of the Year” i magasinet Time.

Det er galla i aften, og han står på trappen og tager imod, varme håndtryk og kindkys til datteren. Det er Catenas dag, og det er Argentinas dag. Catena har gudskelov vist sig dannet nok til ikke at servere sin egen boblevin, så vi drikker champagne, Churchills mærke, Pol Roger 1999. Det manglede bare.

Jeg sidder lige ved siden af powerbordet. Det er tæt besat, og der står ligesom en aura omkring det, en ambiance, om end aldrende så dog endnu levende. Dér sidder selvsamme Hugh Johnson, ”Man of the Year 1995”, en grand old man inden for vinens verden, medforfatter til det store ”World Atlas of Wine”, som er kommet i seks udgaver, og hvert år forfatter til – i hvert fald af navn – Hugh Johnsons Vinårbog, den lille lommebog, der stadig hvert år er den bedst sælgende vinbog – også i Danmark.

Ulastelig engelskhed

Her sidder Baron Eric de Rothschild repræsenterende den ene gren af den Rothschild-familie, som sidder så tungt i Bordeaux. Eric ejer Lafite-Rothschild, den anden gren ejer Mouton-Rothschild, og de to første cru-slotte konkurrerer lystigt med hinanden. Det er velkendt, at man hos konkurrenten Mouton holder af at servere Lafite med en heftig karryret til officielle frokoster for at være helt sikker på, at den elegante Lafite-vin ikke har en chance for at vise sig.

Ved siden af Rothschild sidder Michael Broadbent, ”Man of the Year 1993”, og pludrer lystigt med Anthony Barton, ”Man of the Year 2007”, ejeren af Leoville-Barton, på den anden side. Broadbent er en høj, elegant, hvidhåret mand, der i sin hele fremtoning, fra den ranke ryg over det hvide digterhår og ned til guldbrillerne, synes at inkarnere en ulastelig engelskhed som den, man ellers kun finder i romanerne om Lord Peter Wimsey. En flot mand på over firs, tidligere direktør i auktionshuset Christie's og en klassisk old school-brite, hvis konservatisme kan beskrives alene gennem det faktum, at han har døbt sin søn Bartholemew. Michael Broadbent har sin faste klumme i vinbladet Decanter, hvor man hver måned kan se ham i nålestribet jakkesæt og cykelklemmer, højt hævet på sort hollandsk damecykel med kurv. Han er en endnu levende reklame for vinens gunstige indvirkninger på helbredet, berømt for at håndhæve den gamle engelske tradition med elevenses, en lille en til det ene ben kl. 11 om formiddagen, i hans tilfælde ofte en bucks fizz(champagne og orangejuice). Og så selvfølgelig et par glas vin til frokost, en kort middagslur og et glas sherry kl. 17, før middagen med tilhørende vine.

Det kan lyde voldsomt, men klassiske traditioner opretholdes med udøvelse af mådehold, og det kan derfor overraske, at netop Broadbent skulle ende i en prekær situation efter at have ladet vinelskerens natur gå over optugtelsen. Som direktør for auktionshuset Christie's sagde han god for den herostratisk berømte Jefferson-flaske, en flaske Château Lafite 1789 indgraveret med initialerne Th.J.

Man kan ikke se det på ham i aften, men den ranke skikkelse bærer også på den bedragede elskers sorg, for flasken var naturligvis falsk. Det kan man læse om i bogen ”The Billionaire's Vinegar”, en fremragende historie om illusioner og bedrag, og nu har Broadbent lagt sag an mod forfatteren, hvad han naturligvis aldrig skulle have gjort. Han får ikke renset sit navn, kun rodet op i den snavsede pøl.

Livskunst under anklage

Damen fra Decanter rejser sig op og holder en ordrig tale af den art, der kan opsummeres i ét ord: velkommen! Og middagen sættes i gang.

Jeg taler med en fuldskægget og rødmosset mand iført sin egen avantgardistiske (læs: fuldstændig ligeglade) fortolkning af begrebet black tie. Manden er Catenas importør i Frankrig. Vi taler om Muhammed-tegninger og ytringsfrihed, et aktuel begreb i Frankrig hvor regeringen nidkært forfølger vinpressen i kampen mod alkohol i alle afskygninger. Alt imens diverse landbrugsorganisationer kæmper for at sælge Frankrig og dets vine, sælge hele ideen om Frankrig, dets savoir vivre, og den fornemmelse for stedet, der opsummeres i det uoversættelige ord terroir, et samlende udtryk for marken, druen, klimaet og historien.

Det er så stor en del af Frankrigs kulturhistorie, man nu søger at bekæmpe fra højeste sted. Hvordan går det til?

»De forstår ikke, hvad de har. Det handler om personer. Mitterrand tog kun sjældent et glas, Chirac foretrak en øl, og Sarkozy er afholdsmand. De forstår simpelthen ikke, hvad de er i færd med at ødelægge,« siger han

Vi skåler resignerende på verdens dårskab i almindelighed og afholdenhedens umulighed i særdeleshed.

Vi bliver afbrudt af Angelo Gaja, en mand med en betydelig udstråling, ”Man of the Year 1998”. Gaja kan udstråle magt på denne særlige, sirligt tilbagestrøgne og dog bredskuldrede italienske måde. Hvis man ikke vidste det i forvejen, kunne man formelig mærke det; her er en mand, der ikke lader sig afbryde, når han sidder ved bordenden. Og det gør han altid, når han sidder ned.

Gaja er hovedmanden bag den vinrevolution, der gjorde Piemonte og Barolo moderne, åbnede det gamle vinområde ud til den store verden og ikke mindst det amerikanske marked. Han ligner ikke en revolutionær, men det er der andre, der gør.

Klasseskel

Ved mit bord sidder en skaldet mand, der har fortolket black tie som mørk skjorte og intet slips. Det er Oz Clarke, det tætteste, den engelske vinverden kommer på en professionel revolutionær. I den brede offentlighed (herunder den danske) mest kendt for sin deltagelse i programmet ”Vin i Topgear”, men i denne sammenhæng en opkomling, en rebel.

Han bærer et hovedansvar for at have bragt vinen fra forbryderkolonien Australien ind på de engelske middagsborde, og det i en grad, så Australien i dag har overhalet Frankrig på det engelske marked. Det handler om at overskride klasseskel, og ingen tvivl om, at Oz Clarke har fået megen nedladenhed at føle i sin kamp for Den Nye Verden. Nu føler han sig svigtet.

»Dengang for ti eller femten år siden, da lavede Lindemann og Jacobs Creek jo virkelig god vin til meget få penge. Der var noget, man skulle have øjnene op for. Nu er det hele bare industri. Succesen er løbet af med dem,« siger Oz Clarke, mens han fortæller som sin ensomme kamp for at overskride de engelske klasseskel.

For overklassen drikker stadig Bordeaux-vin, aussie-vinene blev i høj grad de lavere klassers adgang til vinen, et alternativ til en lunken pint. Ikke kun fordi aussie-vinen er billig, men også, fordi den er noget andet, den er sin egen genre, og dens etiketter er lettere at forholde sig til. Den var født til at blive arbejderklassens egen drik.

Manglen på amerikanere

Det er Hugh Johnson, der introducerer den nye mand i magtens centrum. Nu taler Catena. Han er en lille, sirlig mand, passer på en måde så glimrende ind her. Han fortæller om, hvordan han har udforsket forskelligheden i de argentinske marker, og han taler som den professor, han er.

Han taler om den ære, der er overgået ham som den første sydamerikaner, tak, tak. Og han undlader at studse over den massive mangel på nordamerikanere i selskabet, verdens nye smagsdommere, der er en torn i øjet på det døende imperium. For ét er forgangne Falklandskrige, et andet er USA. I London W1 kan man ganske enkelt ikke tilgive amerikanerne, at de er amerikanere.

Bagefter støder jeg på den skæggede importør, der har erobret en halv flaske sauternes. Et sted i baggrunden lader Philipson sig fotografere sammen med Catena, den lille sydamerikaner bliver næsten væk i danskerens bamsede favntag. I et andet hjørne er der uro, nogen er blevet ramt af et hjerteslag og må hjælpes væk.

Der er opbrud.

På invitationen står »23.45: Carriages,« og jeg håber på, at det er diplomatslang for avec'er, men det betyder selvfølgelig afhentning i taxa. I god ro og orden.

London er stadig London. I hvert fald nogle gange.

Fakta: “Man of the Year” i Decanter

Tidsskriftet Decanter har uddelt prisen siden 1984. Den er en del af en større prisuddeling, Decanter World Wine Awards, der nyder anerkendelse overalt i verden.

Vinderne har hidtil været:

Læs næste vinartikel: Côte-Rôtie - fra nærdød til enkeltmarks-guld