Ristede skråninger
Gensyn med de stejle marker i Côte-Rôtie, der på flere måder indtager en central plads i vines udviklingshistorie.
AMPUIS
Det tager kun en god halv time at køre fra den ikke specielt ophidsende lufthavn i Lyon til Ampuis, og jeg kan ikke lade være med at føle mig som en del af historien, da jeg endnu en gang indtager de stejle skråninger i Côte-Rôtie. Ikke kun fordi de har indbragt mig store vinoplevelser, men også fordi det er her, historien om fransk vin begynder.
De romerske digtere Plinius den Ældre og Martialis taler i det første århundrede om vinum picatum, harpiks-vinen, en ikke særlig præcis karakteristik, da al vin på denne tid må have haft en bismag af den harpiks, man brugte til at tætne lerkrukkerne til vin. Marcus Aurelius, der blev kejser i 121, foretrak Lyon frem for Vienne, og således skiftedes de herskende klassers smag i vin også, og man hører ikke meget til Côte-Rôtie, før Thomas Jefferson køber sig nogle flasker i 1787 ud fra den betragtning, at denne vin har høj kvalitet, er holdbar og kan tåle at blive transporteret hjem til USA, hvor han var ved at etablere en gigantisk vinkælder, mens han kedede sine storpolitiske gæster ihjel med sine lange foredrag.
Solen rister jorden
I de mellemliggende år har vinen naturligvis været dyrket, blot ikke besunget i historien, og arbejdet har været og er hårdt. Hvem der end er ansvarlig for beplantning af de første vinmarker, så er det romerne, der har anlagt de terrasser, der daterer sig til omkring 100 f.Kr., og som stadig er helt nødvendige for arbejdet i vinmarkerne.
De havde jo også folk til det grove og har derfor ikke været skræmte af udsigten til arbejdet på de 300 meter høje og stejle skråninger, der stiger fra 30 til 60 grader og er en nådesløs opdragsgiver for den, der prøver at tjene sit brød her uden hjælp af slaver. Solen rister virkelig jorden (Côte-Rôtie = de ristede skråninger).
Kun godt 200 hektar er under dyrkning i AOC Côte-Rôtie, hvad der kan ses i sammenligning med for eksempel et berømt Bordeaux-hus som Talbot, det dækker alene mere end 100 hektar. Der er med andre ord ikke meget vin, og da den tilmed dyrkes og høstes under meget vanskelige betingelser, siger det sig selv, at prisen må være høj.
Genopbygning af markerne
Det er den i dag, men det har den ikke altid været, og vi skal ikke mere end et halvt hundrede år tilbage i tiden, før appellationen Côte-Rôtie skrantede og var i fare for at dø.
I 1949 var prisen for en liter vin herfra kun én franc. Fire år tidligere betalte man dobbelt så meget for et kilo ansjoser som for et kilo Côte-Rôtie-druer. Mange bønder fandt det mere profitabelt at dyrke frugt og havde slet ikke råd til at vente de fire-fem år, det tager, før vinstokkene begynder at yde noget brugbart.
Skønt appellationen fik sin officielle status i 1940, blev det meste af vinen under Anden Verdenskrig typisk solgt som vin ordinaire. Denne deprimerende situation for vindyrkerne forsinkede arbejdet med at genopbygge markerne, der var lagt øde af vinlusen i slutningen af 1800-tallet.
Arbejdet havde i forvejen været præget af mandskabsmangel, fordi så mange unge mænd måtte lade livet i Første Verdenskrig. Senere rejste andre potentielle vinbønder, fordi de fandt det tillokkende at søge mod industribyerne, der bød på hurtigere muligheder for velstand og fremgang.
Enkeltmarksvine fra la-la-la
Vi skal frem til 1980'erne, før det begyndte at gå fremad for Côte-Rôtie, og det virkelige gennembrud er en sært bagvendt historie. Den altdominerende amerikanske kritiker fik smag for området, men de vine han forelskede sig i (og stadig overdænger med roser) er langt fra typiske for Côte-Rôtie.
De såkaldte enkeltmarksvine fra Guigal, la Mouline, la Landonne og la Turque, blandt venner og rigmænd bare kaldet la-la-la, har i de senere år udviklet sig til det, man kunne kalde blue chip-vine, og prisen er hinsides lønmodtagere.
Fadbehandlingen er ekstrem med 42 måneder på små, nye fade, fadlagringen er en del af Guigals identitet, og der er på mange måder tale om Guigal først, Côte-Rôtie dernæst en kilde til evig diskussion.
Guigal bliver i Rhône
Hvad man ikke kan diskutere er, at Guigal vokser. Den store négociant har bygget en kælder på en halv hektar i midten af Ampuis.
»Og nu har vi den unikke mulighed for at transportere al vores vin fra det sydlige Rhône hertil,« siger Philippe Guigal, tredje generation i dynastiet og i dag øverste chef for foretagende, mens faderen er trådt noget i baggrunden.
Guigal køber stadig op, ikke mindst i Côte-Rôtie, hvor man i dag ejer meget betydelige parceller, samt et smukt, renoveret slot, Château d'Ampuis, der bruges til repræsentation. Mange er af den opfattelse, at introduktionen af denne ekstra vin mellem la-la-la'erne og den almindelige Côte-Rôtie Brune et Blonde har forringet kvaliteten af basisvinen, men Philippe Guigal afviser fuldstændig, for jordbesiddelsen er øget i takt med udvidelsen af produktionen.
Og fra sin base i Côte-Rôtie ser han ingen grund til at forlade Rhône for yderligere udvidelser.
»Vi producerer årlig seks millioner flasker i alt fra hele Rhône. Det er kun 1,4 procent af den samlede produktion. Nogle gange spørger journalister, hvad med Australien, hvad med Californien, hvornår øger I jeres produktion, men det er der slet ingen grund til. Vi kan øge vores andel til 1,6 procent her i Rhône, og det ville være betydeligt i sig selv.«
Fakta: Côte-Rôtie på det danske marked
I Côte-Rôtie produceres udelukkende rødvin med syrah som den altdominerende drue. Det er tilladt at tilsætte den grønne drue viognier, som typisk vokser ind i mellem syrah-stokkene. Men færre og færre gør det. Til gengæld får flere og flere små producenter bedre og bedre styr på tingene i takt med, at vinenes popularitet sikrer et fornuftigt økonomisk grundlag for investeringer.
Blandt de aktuelle årgange er det værd at holde udkig efter 2004. Det er en slank, mineralsk, klassisk årgang, og den vil typisk være væsentlig billigere end den varme 2003, som havde god presse. Efter min mening er 2004 mere typisk og også mere elegant, og der er god økonomi i det synspunkt.
Guigal Brune et Blonde 2003
- 350 kr., Bichel - 350 kr., Philipson
- Umiddelbart en karakteristisk repræsentant for genren med mineraler, lakrids og en tæt sort frugt, men årgangens meget varme (læs: kogte) karakter titter frem efter nogle timer på karaffel. Ikke en gemmevin. Nyd den sødmefulde fylde nu. Atypisk for appellationen. 90 point.
Guigal Château d'Ampuis 2003
- 600 kr., Philipson - 600 kr., Bichel
- Meget rig, tæt, dyb, sort frugt, krydret og også fed. Beslægtet med ovenstående, men her er selvfølgelig mere at hente og også et større potentiale. 92+ point.
Château d'Ampuis 2000 Guigal
- 600 kr., Philipson
- Fed, ganske varm frugt, som ikke er helt i balance med fadet; der er næppe det store potentiale her. Det synes, som om mester Guigal for en gangs skyld ikke ganske har fundet balancen. 89 point.
Guigal 1999 Brune et Blonde
- 600 kr., Philipson
- Unægtelig en anden snak end 2003'eren og et eksempel på, hvor fremragende 1999 er i denne appellation. Duft af læder, oliven, en harmonisk, fyldig, afrundet smag, hvor frugten kommer frem til sidst. Bliver meget længe i munden. Den er klar, men jeg ville ikke blive overrasket, hvis den kunne blive endnu bedre. 92+ point.
Delas Frères, Seigneur de Maugiron 2004
- 400 kr., H.J. Hansen
- Vellavet, elegant, vinmager Jacques Granges sikre hånd fornægter sig ikke; her er druetypiske noter af mineraler og kirsebær. Den smager godt - af syrah og af Côte-Rôtie - men i dette selskab markerer den sig ikke. 89 point.
Domaine Jean-Michel Stephan 2005
- 450 kr., A Vinstouw
- En elegant vin og et meget smukt udtryk for Côte-Rôtie. Stephan er en af de nye stjerner, og selv om fadlagringen er tydelig, er det klart elegancen og det mineralske udtryk, der står i centrum her. Bør gemmes. 90+ point.
Domaine Jean-Michel Stephan Côteaux de Turpin 2005
- 595 kr., A Vinstouw
- Ufiltreret. Stilen er stadig elegant, men her er langt mere intensitet i denne markvin. Oliven, lakrids, kirsebær og en tæt smag, men først og fremmest harmoni og renhed i denne velstrukturerede vin. Den smager godt nu, men jeg ville gemme den i 10 år og vente noget stort. 93+ point.
Domaine Jean-Michel Stephan Vieilles Vigne en Côteaux 2005
- 599 kr., A Vinstouw - 599 kr., Rosforth & Rosforth
- Det er svært at vælge mellem Stephans to topvine, der er tæt på hinanden i kvalitet, men forskellige i stil. Denne er ekstremt traditionel, noget lukket og meget koncentreret, tæt pakket med løfter om, hvad der skal komme. Den kræver megen ilt. Det er den af de to, jeg helst ville have i kælderen, men det er Turpin, der vil gøre sig bedst ved bordet. Vinen kommer fra parcellen Bassenon, som herhjemme er mest kendt for Yves Cuillerons mere modernistiske vin. Dette er noget helt andet. For mig var Stephan denne smagnings store positive overraskelse. 94+ point.
Domaine Jean-Michel Stephan Côteaux de Bassenon 2006
- 570 kr., Rosforth & Rosforth
- Trods en betydelig underliggende kraft er det intensiteten og elegancen, der først og fremmest karakteriserer denne vin; rød og sort frugt, et mineralsk islæt, en graciøs renhed og markante, men venligtsindede tanniner. Kan drikkes nu efter nogle timers ilt, men gem den hellere. 94+ point.
Gangloff Barbarine 2004
- 399 kr., Jysk Vin
- Gangloff er fra Alsace, men flyttede til Rhône i kærlighed til sin Mathilde. Han arbejdede syv år hos negocianten Dèlas Fréres, før han fik sit eget sted. Normalt er hans cote-rotier ganske fadprægede, men denne Barbarine fra yngre stikke på forskellige parceller ser ingen ny eg. I 2004 er det en relativt let sag, men balancen er fin, og den har appellationens kølige elegance. Næppe en langdistanceløber, tilgængelig og lækker lige nu. 90 point.
La Sereine Noir 2005
- 570 kr., Jysk Vin
- Anderledes alvorlig, hvad der kan skyldes dels årgangen, dels at druerne kommer fra gamle stokke på Côte Rozier; smagen er dyb med de karakteristiske noter af oliven, røget flæsk og mørke bær, fadpræget stadig tydeligt. Jeg ville gemme den 10 år.
Jean Paul Brun 2005
- 355 kr., Vinea Nordic
- Blød og glat, umiddelbart ret anonym og kommerciel stil med en meget sagte og højciviliseret tanninstruktur. Meget blid, behagelig, men savner personlighed og identitet, selv om den bliver bedre og mere markant med ilt. 89 point.
Pierre Gaillard 2005
- 425 kr., Østjysk Vinforsyning
- De stadig markante (om end bløde) tanniner signalerer gemmevin, og her er frugt og intensitet nok til nogle år - op til 10, tror jeg. Vinen kan i kraft af dens relativt bløde imødekommende stil godt drikkes nu, men det er synd og skam, for her er mere at komme efter i retning af det harmoniske. 90+ point.
Michel Ogier Lancement 2004
- 1.199 kr., H.J. Hansen
- Michel Ogier er supermoptimist og begynder prismæssigt at nærme sig Guigal for de bedste vine. Hans Lancement cuvée i en relativt let årgang viser, at han håndterer fadet bedre end de fleste; harmonisk og uden hårde kanter og med alle appellationens karakteristika pakket smukt ind i en nærmest cremet, elegant struktur, som er svær at modstå netop nu. Men jeg ville alligevel gemme den. 93+ point.
Patrick Jasmin 2005
- 285 kr., Sigurd Müller
- En meget klassisk udgave af côte-rôtie. Umiddelbart ret lukket og med en del fadpræg, men efter nogle timer på karaffel fremstår den elegant og ganske raffineret. Til den lette side, men uden tvivl med fem års potentiale, mindst det ville jeg faktisk foretrække. 90+ point.
Pierre Gaillard Rose Pourpre 2006
- 650 kr., Østjysk Vinforsyning
- Som sædvanlig en virkelig flot vin. I øvrigt fra samme område som Gangloffs Sereine Noir, det skifferholdige Côte Rozier. Mørklilla farve, intense mineralske noter blander sig med den friske bærfrugt, og tanninerne er civiliserede og i harmoni med resten af vinen. Smukt. 93+ point.