Den flydende børs

BORDEAUX

Hvor er Parker?

Spørgsmålet melder sig under frokosten på La Winery, et imposant, postmoderne projekt, hvis navn sætter scenen. Den lokale og den globale. Lige nu er verden i Bordeaux for at smage årgang 2007, og de lokale afventer dommen.

Stedet hed oprindelig bare Winery, men måtte senere antage fransk kendeord, så franskmændene også følte sig hjemme i projektet. Glaspaladset er sat i værk af den hovedrige Philippe Raoux, der også ejer Château d'Arsac, som han har sat i stand og bl.a. bruger til at opbevare sin store kunstsamling. La Winery er noget helt andet: smagebar, butik, udstilling, turistattraktion og meget mere.

Vinen, vi har på bordet, er i sig selv et symbol. Den har på etiketten et billede af konsulenten Michel Rolland - manden, der om nogen personificerer moderne Bordeaux-vin, og manden, som klassisk orienterede vindrikkere bare elsker at hade for at have strømlinet vinen til ukendelighed, godt bakket op af sin gode bekendte, den amerikanske kritiker Robert Parker. En amerikaner, der kom ind med firetoget til Frankrig og kun prøvede at smage vin, fordi colaerne var så dyre, men som senere via sit prunkløse tidsskrift, The Wine Advocate, og sit enkle pointsystem, der går op til 100 point, har revolutioneret vinens verden og erobret den som en kejser.

Det hedder den faktisk, bogen om ham. ”The Emperor Of Wine”. Den står (siger foreløbig ubekræftede rygter) for at skulle filmatiseres med Hugh Grant i rollen som slotsejeren Anthony Barton og Javier Bardem i rollen som Robert Parker.

»94 hos Bob,« siger Philippe Raoux tilfreds.

Det er hans vin, den med Rolland på etiketten. Hvert år lader han en vinmager lave en specialcuvée, som præsterer det ypperst opnåelige fra Château d'Arsac.

»Har du set Wine Spectator?« spørger marketingchefen.

»Er noterne kommet?« spørger ejeren. »Hvad siger de?«

Marketingchefen trækker på skuldrene og ser lidt opgivende ud.

»Hvad sker der, når Parker dør?« spørger jeg ham.

»Det er et meget, meget godt spørgsmål,« siger han og ligner en mand, der stirrer ned i en afgrund af uvished.

Et magert år

Primeur-ugen i Bordeaux er ingen jubelfest i år. Efter det historisk gode år 2005, der afstedkom priser, som sprængte alle rammer, og som stadig er stigende derude på auktioner, kom 2006, en væsentlig svagere årgang, som ingen rigtig ville købe, og nu dette, 2007, som tegner tyndt og kun lige akkurat passabelt.

»En restaurantårgang,« siger folk til hverandre og refererer til, at de svagere årgange i Bordeaux typisk opkøbes af restauranter, fordi vinene er drikkeklare mere eller mindre med det samme og derfor ikke binder kapital i kælderen. Men det kræver selvfølgelig, at prisen fra begyndelsen er i orden, og det er priserne sjældent i Bordeaux.

»Priserne skal meget, meget langt ned,« lyder det samstemmende.

Og alle dem, der siger det, tilføjer mere eller mindre sagte, at det kommer de nu nok ikke.

Rygterne taler tværtimod om en prisstigning på 10 pct. på de bedste slotte. Grådigheden synes uden ende. Kun de allermest berømte kan slippe af sted med det. Måske omkring 50 slotte eller færre. Resten lider, og resten er mange i Bordeaux, der er Frankrigs største vinregion. Stor og flad.

La Winery ligger midt i ingenting på en flad mark. I forhold til f.eks. Bourgogne og Rhône-dalen er Bordeaux et udramatisk landskab, hektar efter hektar af flad vinmark med en horisont, der kun brydes af svalt bølgende bakker og så naturligvis de imponerende slotte med deres berømte navne.

Ikke desto mindre er det arnestedet for verdens dyreste vine og ikke mindst verdens mest kendte vine.

Ho, ho - Haut-Brion

Berømmelsen og genkendeligheden har været redningen for de bedste vine i Bordeaux. Etiketterne er ikke bare etiketter. De er emblemer. De nyrige kinesere og russere, som er på markedet efter prestigiøse vine, går ikke efter de små og sjældne kultvine fra minuskele parceller i Bourgogne eller Rhône, som kun dyrkes af de indviede. De går efter genkendelighed. Og de går efter pris. Jo dyrere, jo bedre, sådan er det - også i Danmark.

Det er ingen tilfældighed, at det var Château Pètrus, en meget dyr Bordeaux-vin, den fallerede borgmester Brixtofte satte på bordet, når han gav middag med skåltaler, laks og chilipasta. Det var også Bordeaux-vin, meget dyr Bordeaux-vin, der var i glasset, da Kurt Thorsen havde sine gladeste dage i København og ene mand reddede regnskabet på mindst et par af byens bedre restauranter.

En overgang var Château Talbot den mest populære Bordeaux-vin i Kina, fordi man der fandt navnet let at udtale. Det er til at grine af, men sådan har det været fra begyndelsen. Det første virkelige Bordeaux-brand lød navnet Ho Bryan - det er bl.a. den vin, som en af detektiven Lord Peter Wimseys adelige venner skænker op for ham for at høre hans mening.

Navnet er en forvanskning - det var englændernes måde at sige Haut-Brion på.

Det har de lært nu, men det er ikke længere imperiets herrer, der sikrer Bordeaux dets berømmelse, som de har gjort det gennem det meste af det 20. århundrede. I dag er Australien, straffefangernes koloni, der er største eksportør på det engelske marked, langt foran Frankrig.

Det er nye tider, og det skranter i Bordeaux. Ikke for Haut-Brion og tilsvarende topvine, men for alle de andre. Alene i det ny årtusindes første fem år faldt eksporten af Bordeaux-vin med 25 pct. Og i løbet af de sidste 40 år er vinforbruget hjemme i Frankrig faldet med mere end 50 pct.

Investeringer

På hotellet er der kommet en e-mail fra firmaet Philipson Wine. Den taler om en vanskelig årgang.

Der er Meilleures Salutations fra marketingchefen, som har travlt i disse dage, for som en række andre importører optræder Philipson som det sidste danske led i det cirkus, der er en primeur-salget af Bordeaux. Enkelte har trukket sig ud, fordi de finder det for besværligt, men andre holder ved, fordi der er en form for prestige i at kunne udbyde disse vine.

Bordeaux er et åbent marked i modsætning til andre vine, der typisk har en fast importør. Og Bordeaux er en markedsplads, la place de Bordeaux, som det har været det siden slutningen af 1600-tallet, da man fandt ud af at stabilisere vinen med svovldioxid, der gjorde det muligt at skibe den ud. Købmændene, de såkaldte négociants, kunne dog ikke selv købe vinen for at sælge den videre, for de mere eller mindre adelige slotsejere brød sig ikke om at handle med dem. Således indførtes endnu et mellemled, courtiers, der købte vinene op og fordelte dem mellem købmændene.

Systemet har overlevet til i dag, og det har altså også ideen om at handle en primeur. Der er altså (mindst) tre led, før vinene når frem til danske forbrugere og investorer. Det koster, naturligvis - alle skal have deres bid af kagen.

Tidligere solgte nogle af de store vinhuse også deres vin i abonnement, f.eks. de 10 kommende årgange af Margaux til en på forhånd aftalt pris, eller de solgte sur souche i februar, mere end et halvt år før druerne blev høstet, og typisk med en prissætning, der skelede til kvaliteten af den seneste årgang.

Det gav kapital med det samme, og det fristede mange slotsejere til at sælge årgang 1961 på den måde. Det var ikke klogt af dem, for mens 1960 var en middelmådig årgang, viste 1961 sig at blive en af århundredets bedste. Sådan kan markedet være så grusomt.

Kun overgået af olie

Jeg møder Niklaus B. Sonne til smagningen af St. Julien og St. Estephe på Château Pontet-Canet. Han er direktør for et firma, der hedder Vinivest, en art investeringsforening med speciale i vin. Det har sin vinkælder i en gammel bunker på Østerbro og lejer også kælderplads ud til private.

Der er penge at tjene. I kalenderåret 2007 var vin den næstbedst forrentede investering, man overhovedet kunne gøre. Priserne på de bedste Bordeaux-vine steg med omkring 90 pct., kun overgået af prisstigningerne inden for olie. Auktionsprisen på en kasse Lafite-Rothschild 2000 steg til det dobbelte på et år, så en kasse i slutningen af 2007 kostede mere end 9.000 engelske pund. Alt for dyrt at drikke, men godt at have sine penge i for nærværende.

Sonne er i Bordeaux for at smage og købe ind.

»Det er ikke til at få en Latour-tid i år. Det vrimler med asiater alle steder. Det er jo dem, der styrer det.«

Sonne peger ned mod bordet, hvorfra der udskænkes Château Leoville-Barton. Der er en kø af kinesere, også selv om den spage årgang har dæmpet tilstrømningen betragteligt. Her er plads ved bordene.

»For et par år siden var her jo ikke til at komme til. Her var sort af mennesker.«

Niklaus B. Sonne fortæller, at han for et par år siden pludselig fandt sig selv stående ved siden af Robert Parker, som for en stund var steget ned til folket for at smage med i en af de store haller. Måske for at sikre sig, at det ikke var nogle helt andre prøver, man havde sendt frem til hans kontor i Bordeaux.

Et bedrag?

For selvfølgelig kan der svindles med fadprøver. Producenterne sammenstikker dem selv, og hvem siger, at de på nogen måde ligner det, der engang skal hældes på flaske? Nogle sammenligner en primeur-smagningen med, at Picasso gik rundt med nogle skitser på et stykke papir og sagde, at her var noget, han havde tænkt sig at male, og hvad vil I så give for det?

Bordeaux en primeur er et svindelnummer sat i scene af vinhandlere, griske slotte og gustne journalister, skriver vinskribenten Stephen Brook i Decanter, hvor han ligeud argumenterer for, at hele cirkusset kun handler om hurtigst muligt at hive pengene ud af forbrugernes lommer.

Det er han ikke alene om at mene. Den tidligere vinmager på Château Pétrus Jean-Claude Berrouet har kaldt hele fænomenet for galskab, og han begræder spekulationen i vin, der har ført til, at en flaske Petrus 2005 f.eks. blev udbudt til mere end 20.000 kr. per flaske. Den er steget siden.

»Når vin bliver et finansielt produkt, er det ikke længere vin. Vi har taget vinen som gidsel, og vi må sætte den fri,« mener Berrouet.

Men hvordan? Bordeaux synes upåvirket af kritikken, og vinene sælger stadig.

Brook er forfatter til bogen ”Bordeaux. People, power og politics”, der er et usædvanligt skarpt portræt af et vinområde, som nogen har beskrevet som et mystisk netværk af gamle forbindelser, åbenlys griskhed og skjulte aftaler.

Men verden bliver ved med at komme til Bordeaux, og der kommunikeres hurtigt i den globaliserede verden. Verden kræver hurtige og let forståelige svar. Hvor god er årgangen? Hvor god er vinen? Hvor mange point ud af hundrede?

Parker leverer disse letfattelige svar, og bl.a. derfor venter verden (og Bordeaux) på Parker. Men verden ved også, hvad Parker kan lide, og personligt har jeg i Rhône-dalen oplevet at blive præsenteret for fadprøver, som man på forhånd erkendte ikke var repræsentative for den færdige vin, fordi de var designet til, at Parker skulle smage dem.

Til en middag på slottet Pichon-Baron møder jeg Elin McCoy, som har skrevet bogen om Robert Parker. Vinens kejser har ikke talt til hende siden.

»Han var venlig nok og lod mig køre med rundt i Napa Valley, mens han smagte. Ikke i Bordeaux. For gossipy, sagde han. Og det er rigtigt - jeg har hørt en masse historier om ham her, og da jeg præsenterede ham for dem, sagde han om mange af dem, at det var løgn. Jeg skrev dem alligevel med den tilføjelse, at Parker benægtede dem. Alligevel blev han vred. Han havde vist regnet med, at jeg ville udelade dem. Han er ret tyndhudet.«

En af historierne (som Parker bekræfter) er den om slotsejeren, der pudsede hundene på kritikeren, da han havde skrevet grimt om vinen. Det handler om penge, afhængigheden er stor, og nerverne sidder uden på tøjet. De slotte, der engang kunne leve af deres status alene, er nu prisgivet en amerikaner, en bondedeng fra landet.

Napoleons rangklasser

På Pichon-Longueville lugter der hengemt som i et sommerhus, der har været låst af for vinteren. I de højloftede sale mellem alle Louis XVI-møblerne står et pianette, der ikke stemmer, nodestativer fyldt med støvede sonater og grånende, glemte G-nøgler, jalousiskærme, endeløse jagtmotiver og et miniaturebord til trebandekarambole, som ser ud til sidst at have været i brug, dengang Château Palmer var husets vin i spisevognen hos British Railways.

Og det er længe siden.

På værelset er der en trappe op til badekarret med de forgyldte vandhaner.

Hvad var det, James Joyce sagde om Rom? »Den minder mig om en mand, som lever af at forevise de rejsende sin bedstemors lig.«

Man skal dog ikke tage fejl. Dette er ikke et lig, men en overordentlig levende forretning. Og danskeren Marie-Louise, der har giftet sig ind i en af de ældste négociant-familier, Schrøder&Schÿler, og derfor hedder Schÿler til efternavn, er mere end vant til middagsselskaber af denne art, hvor en snes mennesker, der alle betyder et eller andet for slottets forretning, samles fra alle egne af verden til tre retter med vin og er selskabelige.

Før velkomstchampagnen udtrykker jeg diskret, men uden blusel ønske om at måtte se Champions League-kampen mellem Arsenal og Liverpool, mens jeg i mit stille sind spekulerer på, om nogen nogen sinde før har givet udtryk for et lignende behov i disse haller. Det var trods alt selveste Napoleon, der i 1855 foranledigede, at det 73 hektar store Pichon-Longueville fik status af 2. cru. Det skete, da Frankrig skulle stå for verdensudstillingen. Kejser Louis Napoleon udnævnte sin yngre fætter Napoleon Jerome til formand for udstillingskomiteen, og han besluttede at tage Bordeaux-vine med på programmet. De bedste, naturligvis, men hvad var bedst? Jerome bad handelskammeret i Bordeaux om et udkast, en betændt politisk sag, for mange slotsejere havde sæde i handelskammeret, og de var ikke meget for sådan at skulle rangeres. Derfor blev det en gruppe négociants, der forestod opdelingen i de fem cruer, men i virkeligheden havde englænderne nok allerede foretaget den, da de havde inddelt vinene med henblik på at fortolde dem.

Englænderne var efter visse overvejelser nået frem til, at kvalitet eller oprindelse var alt for indviklet at regne med. Hvad der talte, var og blev prisen på vinen. Sådan blev det, og det er siden kun en enkelt gang lykkedes et slot at rykke en grad op. For cruerne, vinens rangklasser, er i Bordeaux tildelt husene, ikke markerne.

Opkøb af slotte

»Ja, vi kunne godt lave grand vin af det hele og kalde det 2. cru. Men så ville vi miste vores gode omdømme,« siger marketingdirektøren, mens han kigger længselsfuldt over på naboen, 1. cru-slottet Latour.

Han ved, at man ikke kan bevæge sig mellem rangklasserne, så Pichon-Longueville må nøjes med at være en af de super seconds, der i kvalitet anses for at ligge lige under 1. cru. Og nogle gange på niveau.

Pichon-Longueville blev overtaget af forsikringsselskabet AXA i 1987 til en pris på omkring 300 mio. franc. Omkring det dobbelte er siden blevet investeret i slottet, og sådan er masser af slotte her opkøbt af rige folk fra Paris, en udvikling, der gik i gang allerede efter Napoleons-krigene.

Imens må mange almindelige vinbønder i Bordeaux gå fra hus og hjem, fordi deres vine ikke kan hente tilstrækkelig høje priser til at dække produktionsomkostningerne.

Sort tirsdag?

»Det er amoralsk,« sagde lederen af Frankrigs næststørste luxury-group, Richemont, til bladet La Revue du Vin de France. Han talte om de formodede prisstigninger på 1. cruerne i det, der åbenlyst er en svag årgang.

Han anslog produktionsomkostningerne på en flaske Chateau Mouton Rothschild til mellem 10 og 12 euro, alt inkluderet.

Forbrugerne skal betale 80 gange så meget. Flere af de prominente slotsejere protesterede mod det regnestykke uden dog at ville »gå ind i polemikken«. Andre sagde, at Perrin havde ganske ret i den anslåede pris.

Når man sidder bænket dér på Château Pichon-Longueville i en em af anakronismer og fin de siécle, kan man ikke lade være med at tænke på, om det er ved at være på det sidste med Bordeaux? Er en begivenhed som en primeur i virkeligheden en hyldest til noget, som allerede er forbi, en svanesang for den gamle verden?

Økologen Michel Rolland talte for nylig på en konference om global opvarmning om post-klassiske vine, hvoraf nogle måske ligefrem ville komme fra Danmark. En verdensorden er i opbrud på flere niveauer.

Men hvis Bordeaux hører fortiden til, er der i hvert fald ingen tvivl om, at globaliseringen og den nye rigdom har leveret livsforlængende medicin. Mange vil købe årgang 2007 alene for at holde forbindelsen og få lov at købe næste år, og kineserne køber mere og mere. Sidste år steg deres import med 152 pct. målt i værdi, og det kinesiske marked er nu blandt de 10 største i verden for Bordeaux-vin. Kan det blive ved?

Det mener mange, at det kan. Stigende efterspørgsel og stabilt udbud vil få priserne til at stige, er tankegangen.

»Og det er præcis det samme, som de sagde om klassiske biler og impressionistiske malerier for 20 år siden, lige før de markeder kollapsede,« erklærede kommentatoren Tom Stevenson i Daily Telegraph.

Er der en ende på det, en vinens sorte tirsdag et sted ude i horisonten.

Læs næste vinartikel: Australiens kultvin nummer ét