Gago & Grange

ADELAIDE

At møde Peter Gago foregår ikke uden forhindringer. Belært af erfaringen har jeg hjemmefra sikret mig den direkte kontakt med firmaets Penfolds' ledende vinmager og endog fået lovning på ikke bare et møde, men også en Master Class-smagning og en efterfølgende middag på restauranten på Magill Estate. Så jeg bliver en anelse skuffet, da turistdamen på den første dag i Adelaide præsenterer mig for en e-mail, der beklager at måtte meddele, at Peter Gago grundet tørken må hellige sig arbejdet i vinmarkerne og derfor ikke kan møde mig.

I stedet har man sikret sig, at stedets sommelier vil give mig en ægte Penfolds experience.

Ak og ve. Sådan en Penfolds experience fik jeg, sidste gang jeg var i området. Da havde man henlagt besøget til en veritabel vinfabrik, nemlig den, som udgør hovedkvarteret for firmaet Penfolds i Barossa Valley, hvor jeg fik en turistmæssig rundvisning. Spild af tid, og jeg så i ånden en gentagelse, men heldigvis. Marketingafdelingens forklaringer og aflysninger viser sig at være pure opspind, og Peter Gago er klar til at overholde vores aftale.

Med på holdet er tre meget irske irere, to midaldrende mænd og et stovt fruentimmer, der ser ud til at have tilbragt det meste af sit liv med at gøre rent på en irsk pub. Det passer næsten. Hun er leder af vinindkøbet i Irlands største supermarked, og læg dertil, at hendes ledsagere repræsenterer giganten Foster's, som har købt Penfolds, så har man tegningen til en gruppe, som Peter Gago gerne vil være gode venner med.

Han er nemlig ikke bare ledende vinmager, han er også officiel repræsentant for en koncern, der på årsplan har tre millioner kasser - eller 36 millioner flasker - vin at sælge. Så han har travlt. Ikke bare med at lave vinen, men også med at agere frontfigur for den koncern, der har så mange forskellige ansigter.

Historisk set

Et af ansigterne viser os rundt på Magill Estate, i dag en puttenuttet, velholdt, pittoresk udgave af en vingård, men vi vandrer også rundt i historien. Stedet her blev grundlagt i 1844, kun otte år efter at selve kolonien South Australia blev etableret. Den unge dr. Christer Rawson Penfold var kommet hertil fra Brighton, England, og sammen med sin hustru, Mary, købte han dette (som han formulerede det i sin fyldige dagbog) »smukt beliggende og virkelig værdifulde« sted for den nette sum af 1.200 engelske pund.

Dr. Penfold troede på vin, ikke bare til fornøjelse, men også til helbredelse. Han var læge, først og fremmest. Mens han sled i det i sin lægepraksis, var det hans hustru, der byggede vingården op, og det foregik med fast hånd.

På vores lille rundtur ser vi et manende skilt fra dengang, der f.eks. forbyder arbejdere at fløjte eller synge under arbejdet - det er bortvisningsgrund. Alle klager kan afleveres til nærmeste chef om fredagen mellem to og fem om eftermiddagen, og så ellers tilbage til arbejdet, hvis De vil være så venlig.

Virksomheden voksede. Da dr. Penfold døde i 1870, havde man beplantet 30 hektar, og den entreprenante Mary Penfold havde indledt et samarbejde med sin svigersøn Thomas Hyland. Sammen gjorde de Penfolds til en drivende kraft i den spirende australske vinindustri, så de i dag er et værdifuldt brand under Foster's, som har købt en række af Australiens største vinhuse, herunder f.eks. Lindemanns, Blass og Rosemount.

Vinen

Og altså Penfolds, som i den sammenhæng nærmest er boutique. Der står en snes glas i to buer på bordet. Vi lægger ud med Koonunga Hill, og Peter Gago lægger ud med at nævne, at en ældre årgang af denne basisvin har fået 94 point hos Parkers nye mand, Jay Miller. Ikke fordi han går op i det, siger han, mere bare til orientering.

Og tilføjer:

»De sidste to gange jeg har været i Baltimore og smagt sammen med Parker, fik den 91 point ...«

Vinen er en blanding af shiraz og cabernet sauvignon, et meget australsk blend, som i den form nærmest udelukkende dyrkes her. Er det af respekt for traditionen, at man fortsætter med den her på Penfolds?

Peter Gago slår ud med armene:

»Nej, det er sandelig, fordi det virker. Da tidsskriftet Decanter for et par år siden opregnede 100 vine, man skulle smage, før man døde, var vin nummer syv den eneste ikke-franske. Den var australsk, og den var fra Penfolds - det er derfor, jeg nævner det. Bin 68, årgang 1962 - en shiraz cabernet blend.«

Et ungt vinland

Nu har vi allerede talt meget om point og medaljer, men det er måske ikke så underligt. Australien er som vinland stadig forholdsvis ungt, og man stræber efter en anerkendelse ikke bare som leverandør af megen vin til lave priser, men også som arnested for virkelig topvin. En aktuel, lokal bog om de australske vine bærer titlen ”Hvorfor franskmændene hader os”, og man mærker opkomlingens forbitrede væsen mellem linjerne.

Lige netop Penfolds har nu ikke så meget at bevise. Verden kender dem.

Vi sidder i kælderen under Magill Estate, hvor Donald Rumsfeld for nylig har dineret sammen med andre internationale politikere - og en hær af sikkerhedsfolk. De valgte dette sted, fordi det i sig selv er et beskyttelsesrum, og stedet er i det hele taget meget brugt til repræsentation.

Der laves vin på Magill Estate, som markedsføres under samme navn.

»Det er vores terroir-vin. Nogen siger, at vi ikke gør andet end at blande her. Det er ikke rigtigt. Nogle af vores vine er blandet fra forskellige regioner, en husstil, ligesom for eksempel Krugs champagner; andre vine kommer fra en enkelt region. Hver enkelt vin har sin identitet.«

Australiens kultvin

Peter Gago kom til i 2002 og fik dermed også ansvaret for Australiens kultvin nummer ét: Penfolds Grange. Legendariske Max Schubert skabte den i dølgsmål i midten af 1800-tallet. Ledelsen brød sig ikke om hans ideer. I dag er vinen internationalt efterspurgt og anerkendt for dens holdbarhed og kvalitet - prisen for en ny årgang nærmer sig 2.000 kr. for en flaske.

Jeg spørger Gago, hvad der har været hans indflydelse på vinen Grange, der i gamle dage hed Grange Hermitage - australierne er stadig ikke gode til at respektere, at franske stednavne hører til i Frankrig.

»Forhåbentlig har min indflydelse ikke været for stor. Mange har spurgt: Hvad vil du gøre? Ingenting. Prøve at optimere og raffinere vinen, men ikke ændre stilen. Og så eksperimentere med for eksempel pinot noir og sangiovese, lave nye vine. Men du vil ikke se mit navn eller andres bag på vinen. Dette er Penfolds' vin. Hvis nogen vil dyrke deres ego, så skal de søge til et boutique-vineri.«

Grange er med sine 100 pct. amerikansk eg en diametral modsætning til en af Penfolds' andre prestigevine, St. Henri. Som noget helt usædvanligt for en australsk topvin har den kun ligget på brugte fade.

»Vin går af mode. Og kommer på mode igen. For nogle år siden sagde alle: Åh, St. Henri, det er der ingen, der gider drikke mere, det skal være store bassevine fra Barossa. Men nu er skiven vendt, vi holdt ved, og det er vi glade for.«

Fadene - fransk eller amerikansk

Spørgsmålet om fransk versus amerikansk egetræ melder sig uvægerligt. De amerikanske fade med deres vulgære præg af kokosnød og vanilje er stadig meget brugt i Australien, især til shiraz.

»Der er plads til begge dele,« mener Gago.

»Tidligere var der mange, der lavede fade af amerikansk eg i dårlig kvalitet. Det var simpelt hen dårlige bødkere. Fadene blev ristet for meget, og smagen blev for dominerende, vanilje, kokosnød. I virkeligheden er forskellene ikke så store mellem fransk og amerikansk eg, det handler mere om kvaliteten af fadene. Men generelt: Amerikansk eg har mere betydning for smag, fransk eg har betydning for strukturen. Sagt helt generelt.«

Så Peter Gago har kun i ringe grad fulgt trenden i retning af franske fade til de dyreste vine. Han holder fast i traditionen.

»For os er det i højere grad om at bevare den enkelte vins personlighed. RWT-vinen ser f.eks. kun fransk eg. Altid. Bin 389 ser kun amerikansk eg og så videre. Hver enkelt vin i porteføljen har sin egen personlighed.«

Peter Gago har for nylig været på nysgerrigt besøg på Buckingham Palace og været en tur i vinkælderen med det skjulte motiv at finde et stykke australsk historie der. Han fandt mange store vine, men ingen fra Penfolds, men han fortsætter jagten hos den engelske adel, for også han er bevidst om historiens betydning for Penfolds.

Grange Growers Club

Der produceres i dag omkring 9.000 kasser Grange om året. Meget af frugten til vinen skal Penfolds købe udefra. Bliver det sværere at være topnegociant, når så mange af de mindre vinbønder får ambitioner om at lave deres egen vin?

»Ja og nej. Vi har det, vi kalder Grange Growers Club. Man skal have leveret druer i mindst to ud af de seneste fem år for at være med den. Meget svært at opnå. Hjertet i Grange kommer fra vore egne marker, og derudover har vi en lille gruppe avlere, som næsten hvert år leverer frugt til Grange. I mange tilfælde er der tale om et forhold over flere generationer; vi har købt fra deres forældre og deres bedsteforældre. Og der er meget prestige forbundet med det.«

Grange er i øvrigt stadig baseret på shiraz med en lille smule cabernet. Som oftest. Hvor lille en smule kommer ganske an på de blindsmagninger, der går forud for blandingerne.

Det væsentlige er, at vinen holder:

»Jeg holdt for nylig en smagning i London med flere af vore topvine fra årgang 1990. Den almindelige mening var, at de var for unge. Den slags kritik har man jo ikke noget imod, men helt generelt siger vi aldrig til kunderne, at de SKAL vente - hvis man vil drikke vinen ung, kan man det, men potentialet er stort.«

Læs næste vinartikel: Hvordan smager 220 år gammel Bourdaux-vin?