Falske flasker

Thomas Jefferson (1743-1826) var den tredje amerikanske præsident og er kendt for mere eller mindre på egen hånd at have skrevet Uafhængighedserklæringen. Han var fra Virginia og af god familie, i en alder af ni år studerede han græsk og latin, senere kastede han sig over naturvidenskab, litteratur, matematik og filosofi.

Fra 1785 til 1789 var han udsendt som sit lands repræsentant i Frankrig, og det var her, han fik sig en afgørende svaghed; vin. I sin første præsidentperiode brugte han, hvad der i nutidspenge svarer til 100.000 dollars - eller godt en halv million kr. - på vin til sig selv og sine private gæster, som kedede sig med anstand, når præsidenten prøvede at overbevise dem om vinens vidunderligheder.

»Der var, som sædvanlig, en veritabel afhandling om vin,« skrev John Quincy Adams i sin dagbog efter at have spist til middag med Jefferson i 1807 og tilføjede: »Ikke videre opbyggeligt.«

Vinen blev sendt fra Frankrig, og Jefferson forlangte sine flasker indgraveret med slottets navn samt hans egne initialer.

Den 5. december 1985 var sådan en flaske sat på auktion hos Christie's i London. Den bar indgraveringen »Lafitte« (det var datidens stavemåde), året »1787« og initialerne »Th.J.« Den var en af flere, som angiveligt stammede fra et fund, man havde gjort i en tilmuret kælder i Paris.

Flasken blev solgt for 105.000 pund sterling, et stykke over en million danske kr., og det er trods et nærmest eksplosivt marked stadig rekordpris for en enkelt flaske vin. Køberen var Christopher Forbes, søn af grundlæggeren af Forbes Magazine, der efter auktionen bemærkede, at familien også ejede de operabriller, som Lincoln bar, da han blev skudt, og at flasken da var sjovere.

Rekordpriser

Rekordsalget satte gang i en veritabel samlermani omkring Jeffersons flasker.

En af de ivrigste var den hovedrige amerikanske forretningsmand Bill Koch, en dedikeret samler. Han samler på kunst, hans hjem i Palm Beach rummer originaler af Renoir, Rodin, Degas, Chagall, Cézanne, Monet, Miró og Dalí blandt mange andre. Han samler på våben og udstiller i sit personlige cowboyværelse både Jesse James' pistol og general Custers riffel. Han samler på koner, er for nærværende på nummer tre, men har dog været høflig nok til at afskaffe de to første i mellemtiden. Og så samler han altså på vin og besidder tusindvis af de dyreste flasker, man kan opdrive i denne verden, og det vil sige ikke så lidt.

Priserne på kostbare vine bliver nemlig ved med at stige, så Jeffersons flaske er langtfra enestående, selv om den er rekord.

I sidste uge kunne Christie's i London slå Europa-rekorden for prisen på en hel kasse vin, da 12 flasker Hermitage La Chapelle 1961 gik for 123.750 pund eller mere end 10.000 pund per flaske. Og så er der stadig langt til verdensrekorden, der indehaves af Christie's i Los Angeles, som i september sidste år solgte seks magnumflasker Mouton Rothschild 1945 for 345.000 dollars - mange penge, selv med den nuværende dollarkurs svarer det til 1,8 millioner kr.

Markedet er tilsyneladende umætteligt når det gælder vine i denne prisklasse, der primært fungerer som samlerobjekter og som kun meget sjældent bliver trukket op for at blive drukket.

Men det sker.

Den tyske Gatsby

I begyndelsen af de dobbeltradede firsere dukkede en stor Gatsby op på verdensscenen og begyndte at invitere til vinsmagninger af hidtil uset karakter. Den flamboyante tysker Harry Rodenstock var især interesseret i den eksklusive søde vin fra Château d'Yquem, og han havde specialiseret sig i vin, der stammede fra, før den notoriske vinlus, phylloxeraen, lagde Europas marker øde. Markerne blev genplantet med stokke, der var podet på amerikanske rødder, men Rodenstock fandt, at vinene fra før sygdommens hærgen havde mere intensitet.

Ikke mange er i stand til at tage den debat op.

Over for magasinet Wine Spectator pralede hr. Rodenstock, som påstod at være af den berømte Rodenstock-familie, at han havde smagt flere gamle årgange af Château d'Yquem, end slottets ejer selv havde, og ejeren bekræftede det.

Når hr. Rodenstock holdt fester, blev der skænket vin i Riedel-glas, som han havde fået fremstillet specielt til eget brug, og han stillede excentriske krav til gæsterne.

Han var manisk omkring præcision, forsinkede gæster fik ganske enkelt ikke adgang, og han forbød folk at spytte vinen ud, som det ellers er normalt (og absolut nødvendigt) ved større vinsmagninger. »Man spytter ikke historien ud. Man drikker den,« var hans bestemte holdning, hvorfor nogle gæster desperat forsøgte at gemme spytbakker i skødet for at slippe levende gennem alle flaskerne.

Og historie var det, hr. Rodenstock skænkede op. Flaske efter flaske. Han havde en sjælden evne til at finde ting, som ingen andre kunne finde. Og det var, viste det sig, også ham, der havde fundet Jeffersons flasker i Paris.

Mystiske flasker

Samleren Bill Koch har endnu en mani; han samler på sagsanlæg. Ikke som forsvarer, men som anklager.

Da den udsendte fra magasinet The New Yorker, som for et par uger siden kunne bringe hele den opsigtsvækkende historie om den mystiske mr. Rodenstock, besøgte den amerikanske rigmand, brugte han angiveligt vendingen dropping a subpoena, som var det en lussing, han stak ud til folk, der irriterede ham.

Og hr. Rodenstock irriterede ham, for der var noget mystisk ved de flasker.

Da Kochs store kunstsamling, der er vurderet til flere hundrede millioner dollars, i 2005 skulle udstilles på The Boston Museum of Fine Arts, satte rigmanden sine folk i gang med at finde proveniensen af de fire Jefferson-flasker, han ejede. Det viste sig at være vanskeligt. Og da man spurgte hos Thomas Jefferson Foundation i Virginia, kom svaret per telefon, og det var nedslående. Man anså det for usandsynligt, at de bemeldte flasker nogensinde havde tilhørt Thomas Jefferson.

Christie's gentlemen

Manden, der som ansvarlig for Christie's vinauktioner stod inde for flaskens ægthed og dens proveniens, hedder Michael Broadbent. Han er kendt for at være det menneske i verden, der har smagt mest, når vi taler om ædel Bordeaux-vin, og i sin bog ”Vintage Wine” har han dels samlet sine smagenoter, dels takket hr. Rodenstock, som har æren for at have sat nogle af de mest spektakulære flasker på bordet for Broadbent.

Da The New Yorker mere end 20 år senere konfronterede ham med sagen, nægtede han at kommentere, hvorfor han ikke har søgt yderligere historisk bevis for flaskernes oprindelse. Kun en enkelt bemærkning kan han citeres for, nemlig den, at »hos Christie's er vi alle gentlemen«.

Hvad der utvivlsomt er sandt, men måske også utilstrækkeligt i en vinverden, der hærges af svindel og vrimler med eksempler på vine, som er blevet drukket i tifold de mængder, der nogensinde er blevet produceret. Verden vil bedrages, og det bliver den i en grad, så det er begyndt at bekymre spekulanterne, for hvis man ikke ved, hvad der er ægte, kan det hurtigt smitte af på priserne.

Smagen af 220 år

Nu havde Broadbent faktisk smagt hele to flasker fra det spektakulære fund i den parisiske kælder. Denne smagsprøve havde overvist ham om, at flaskerne måtte være ægte.

Ikke mange ville mene om sig selv, at de ved præcis, hvordan 220 år gammel Bordeaux-vin skal smage, og Koch var da heller ikke tilfreds med de svar, han fik. Han satte en detektiv på sagen, der som en anden dusørjæger fik instruks om at bringe Rodenstock til fald.

Og det var ikke småting, detektiven kunne finde frem.

Rodenstock hedder slet ikke Rodenstock, men Meinhard Goerke. Han stammer fra byen Marienwerder i det nuværende Polen, og han er søn af en jernbanearbejder. Og han er tidligere ved en tysk domstol blevet dømt for forfalskning, da en tysk samler havde sendt en flaske til et laboratorium og fået indholdet undersøgt med kulstof 14-metoden. Desuden anførte flere vidner, at hr. Goerke ofte eksperimenterede med blandinger i et skjult laboratorium.

Kochs detektiv gik langt videre. Han fik Jefferson-flaskerne undersøgt for cæsium 137, der kan afsløre, om indholdet hidrører fra før eller efter atomalderen, og han fik FBI-agenter til at undersøge indgraveringerne. De konkluderede, at indgraveringerne var udført med moderne værktøj og var alt for perfekte til at stamme fra 1787.

Næsen taget ved næsen

Koch lagde sag an mod tyskeren ved en domstol i New York sidste år. Men Rodenstock, der erkender, at han hedder Goerke, søger med forskellige juridiske kneb at undgå sagen og henviser til, at han er tysk statsborger.

Og så erklærer han i øvrigt sin uskyld med henvisning til verdens mest indflydelsesrige vinkritiker; amerikaneren Robert Parker, hvis næse er forsikret for en million dollars, er ellers kendt for at være tilbageholdende med at tage imod den slags invitationer, men lod sig lokke, da Rodenstock i 1995 inviterede til en smagning, hvor Parker bl.a. smagte Château Pétrus 1921 fra magnumflaske og gav den en begejstret anmeldelse og topkarakteren 100 point.

»Men selvfølgelig kan også jeg tage fejl,« siger Parker til The New Yorker, da han får oplysningen om, at man på Château Pétrus hævder slet ikke at have flasket vin på magnum i det år.

»Hvis Rodenstock virkelig er en svindler,« tilføjer Parker, »så burde nogle ansætte ham til at blande deres vin. For han er forbandet god til det.«

Læs næste vinartikel: Rock 'n' roll-smagning med flaskekast