Vin og rock 'n' roll

WALLA WALLA, WASHINGTON STATE

»Hvad så, Niels, kan du lide college-piger?«

Det er, da Charles Smith stiller mig det spørgsmål, at det går op for mig, at jeg har indforskrevet mig selv til en lidt usædvanlig vinsmagning. For ikke at sige meget usædvanlig. Eller rettere sagt: den mest usædvanlige, jeg nogen sinde har været en del af.

Det begyndte ellers uskyldigt nok. Jeg lagde mærke til Charles Smith, fordi han i den grad skilte sig ud til en gående smagning, som blev afholdt i solskinnet her i Washington State. Menneskeligt, fordi han med sit lange, krøllede hår og sin hæse rock og rul-stemme slet ikke lignede de øvrige pæne mennesker, der stod der og præsenterede deres vin. Og vinmæssigt, fordi han præsenterede syrah snarere end de forskellige cabernet-blends, som var klart dominerende i selskabet.

Der var i det hele taget noget animalsk over ham.

Og derfor burde man ikke bliver overrasket over at høre, at han faktisk har en fortid i rock-branchen. Og i Danmark. Som manager for bl.a. Psyched Up Janis og The Cardigans har han været lidt omkring i sammenhænge, hvor man skal råbe højt for at blive hørt. Deraf stemmen, formoder jeg.

Han havde også dengang en dansk kæreste og en potentiel svigerfar med en karriere i det midtjyske erhvervsliv. Svigerfaderen var ikke glad, erindrer Charles, og heller ikke det burde overraske. Charles Smith ligner sindbilledet på enhver svigerfars sveddryppende mareridt.

Så da han inviterede mig med hjem til sin vingård for at smage fra fad, sagde jeg naturligvis ja tak. Vi havde det meste af et frit døgn foran os, så hvorfor ikke?

En mand med meninger

Det var en kvindelig repræsentant for organisationskomiteen, der gav mig løbepas. Hun og Charles Smith kender hinanden, og der var noget i hendes øjne, da vi sagde farvel. Som om hun vidste, hvad jeg gik ind til.

Selv fattede jeg det først, da han kom med sin bemærkning om college-pigerne. Da havde vi en rum tid siddet på en lokal restaurant og drukket gamle tysk riesling og spist spandevis af de fremragende morkler, man også finder i Walla Walla, og Charles Smith var klar til at gå videre. Ikke, som jeg havde regnet med, tilbage til hans vineri på Mill Creek Road, men ud i nattelivet. Eller det, man nu forstår ved natteliv i den ret støvede flække, der er byen Walla Walla, tæt ved grænsen til Oregon.

Efterhånden som aftenen skrider frem, bliver Charles Smith mere og mere artikuleret. Han har meninger, og han giver dem til kende. Min indledende bekymring for, at han påtænker en veritabel ”menage a trois” bliver dog gudskelov gjort til skamme, men han har dog samlet sin meget yngre kæreste op, da vi timer senere i hans gigantiske ”hummer” når frem til vineriet for at smage fadprøver. En gigantisk skulptur formende bogstavet K møder os i indkørslen. Det er hvidt og imponerende.

En speciel vinsmagning

Charles Smith tænder for anlægget, og så står den på Neil Young og "Like a Hurricane". Og syrah i forskellige afskygninger.

Charles fortæller, at han var på tur sammen med Sune fra The Raveonettes, da han første gang så dette sted. Året efter var han tilbage for at lave vin. Ikke amerikanske vin i traditionel forstand, ikke den frugtdrevne stil, men en mere rå, rustik udgave. Hans mor er fransk, og hans far har rødder i Wales ...

Første årgang var 1999, og produktionen var så lille som 340 kasser. I dag har den passeret 5.000 kasser, og Charles Smith har også en folkelig vin produceret under navnet House Wine fra det, han kalder The Magnificent Wine Company.

Ellers kan det være vanskeligt at holde styr på de forskellige vine, Charles Smith laver. De har forskellige navne år efter år. En af de bedste, vi smagte den nat, var syrah fra Morrison Lane. Han præsenterede den i magnum med en anden magnum ved siden af og spurgte, hvilken jeg foretrak. Da jeg pegede på Morrison Lane, nikkede han og tog den anden flaske med en rasende håndbevægelse.

»Jeg ved det,« sagde han, »denne her er noget shit«, og kastede flasken på cementgulvet, så den gik i tusind stykker.

Charles Smith dansede videre, men det lykkedes mig dog at smage en hel del forskellige vine. Og jeg kunne så absolut bedst lide hans syrah-vine frem for de af hans vine, der indeholder cabernet. De virkede næsten helt europæiske med animalske noter, der bragte tankerne hen på Nord-Rhône. Men mens jeg smagte, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan vinsmagning i den grad er påvirket af omstændighederne. Og at K Vintners' vine godt kunne smage anderledes under mindre turbulente omgivelser, hvor jeg ikke i et anfald af ”moderlighed” skulle følge efter vinmageren selv og sørge for, at fadene bliver proppet behørigt til.

Næste morgen viser det sig, at Charles Smith vækker sympati og moderlighed i andre end mig. Hans kvindelige medarbejdere smiler overbærende, da jeg med vis dramatik fortæller dem om nattens udskejelser.

Og da han viser sig i døråbningen, smiler de til ham.

»Charles, dog,« siger de kærligt. »Har du nu igen kastet med flasker?«

Alle de nævnte vine importeres af Sigurd Müller, tlf. 98 18 50 99

Læs næste vinartikel: Djævlen drikker merlot