Cafe Krasnapolsky

Gæsterne var iklædt lige dele sort tøj, livslede og blaserte attituder. Mad var der til at begynde med ikke noget at få af udover fladmaste sandwich, der lå stablet i bundter i glasmontren for enden af den 22 meter lange bardisk. Til gengæld var der Sort Guld i hektolitervis i de fadølsbrusere, som var installeret i baren, og dengang i 80'erne var det, hvad vi drak. Sort Guld, måske Elefant, helst fra flaske, mens vi stod i en af de tre kødrande omkring baren på Krasnapolsky og forsøgte at lade som om intet rørte os.

Det er godt 22 år siden, at cafeen, der om noget var et billede på 1980'erne, åbnede, men den ligger der stadig, selv om årene på ingen måde er gået umærket henover den. De store fritlagte udsugningsrør i loftet er de samme, glasholderne over baren, logoet med navnet, der stammer fra et luksushotel i Amsterdam, og de store hvide vægge, men ellers er der ikke meget 80'er-dekadence og spejlcafe over Kras, som den hed i citysmarte-munde for tyve år siden.

Overvældende minder

Jeg havde til frokost allieret mig med musikredaktøren, som var fast inventar dengang, hvor en svært surmulende Carsten Jensen, en bag solbriller formummet Poul Borum og musikerne fra Sort Sol og D-A-D hang ud ved baren sammen med punkere, studerende, kunstnerspirer og allehånde wannabees, der aldrig blev andet. Og minderne var - om ikke ved at overvælde os - så nok til at fjerne fokus fra bedømmelsen af stedet i en god halv time, efter vi var ankommet.

Arrogante bartendere

Vist var der Floss, Mont'en og Port Salut i Huset, men Krasnapolsky var indbegrebet af 80'erne, hvor de smarte og lækre fra alle kulturer mødtes for at dyrke udstillingen af sig selv, overfladen i spejle og stål, sort og hvidt, og hvor bartenderne var så arrogante og snobbede, at man skulle være heldig for at få øjenkontakt med dem og blive ekspederet, hvis man var almindelig dødelig.

Krasnapolsky er aldrig rigtig blevet det samme in-sted igen, og det store pakhusagtige og rå lokale har siden begyndelsen af 90'erne levet en lettere skizofren tilværelse, som blanding af frokostrestaurant, natklub, cafe og spisested i brasseriestil.

Menukortet hentede vi selv oppe ved disken, og her er heller ikke noget at råbe hurra for. Det er caferepertoirets klassikere, burgere, clubsandwich, foccaciaboller med fyld, pasta, croque monsieur og Caesar Salad.Priserne er meget lave, det billigste koster 59 kroner og det dyreste, okseburgeren, koster 89 kroner. Vi bestilte burgeren, en clubsandwich, en danskvand og en pepsi hos tjeneren, der kom ned til bordet og på alle måder udstrålede en venlig opmærksomhed, som ligger lysår fra fortidens arrogance. Flere minder blev udvekslet - også om den hedengangne natklub i kælderen, U-matic, som ejerne åbnede i 1985. Her kørte der hiphopvideoer på storskærme på dansegulvet, der var forskanset bag tunge gummidøre - a la dem man har på slagterier - en komisk anakronisme i dag? Tjaeh, men U-matic var stedet i de år, Københavns hippeste natklub, kold, rå og progressiv.

Vi måtte ikke vente længe på vores mad, som til gengæld lod mere end meget tilbage at ønske, hvad angår niveau, råvarer og udførelse. To stykker toast af værste pulverslags omsluttede en håndfuld krølsalat, et stykke stegt kyllingebryst, nogle sammenkrøllede baconskiver og to tomatskiver. Det hele var smurt ind i en gullig karrydressing, der måske ikke var et industriprodukt, men smagte som sådan. Ved siden af lå tre små cornichoner. Det er ikke for groft at kalde det en parodi på cafémad, som de fleste steder er langt over dette niveau. Det kan godt være, at det er billigt, men det er langt ude, at man skal have serveret så ligegyldig og kønsløs mad.

Musikredaktøren havde taget burgeren, som ret beset først holdt sit indtog på spisekortet på de københavnske cafeer, da 80'erne var ved at rinde ud. Han var en lille smule, men ikke meget heldigere end mig. At der var 200 gram oksekød var ikke løgn, men det var stegt, så man fik en ubehagelig mistanke om, at det må have været en tur i fryseren inden, gråt udenpå, helt rødt indeni, men samtidig uden saft. Burgeren fulgtes med en gigantisk bunke fries, der var taget lige ud af fryseposen. Der blev ikke spist op, men det skyldtes ikke udelukkende den store portion.

Desserter var der ingen af på menukortet, så frokosten blev en kort oplevelse. Kort, skuffende og kedelig. Krasnapolsky har set bedre dage og for længst glemt alt om dem. Men vi glemmer aldrig 80'erne.