Restaurant Egebjerg
Nyåbnede Restaurant Egebjerg leverer høj kvalitet for rimelige penge og en gratis velkomstdrink til husarerne.
Det truede med torden på dagen, og derfor fik vi plads indenfor i den hyggelige (og meget lune) borgerstue med de høje, hvidmalede paneler, der er rammen om Restaurant Egebjerg. Det var og er jo ellers også de mange udendørs borde under parasollerne, der er med til at aktualisere stedet her, rent bortset fra at Egebjerg er en funklende ny restaurant på adressen. Gråbrødre Torv 21 var indtil for et halvt års tid siden rammen om restauranten af samme navn. Dansk frokost og om aftenen reel og ganske rustik mad.
Nye folk er kommet til og med dem ambitionerne om en »lidt mere spændende og moderne gastronomi«, som det hedder i pressemeddelelsen. Den præsenterer også restaurantchefen, Bo Hagen Petersen, som er en mand, for hvem god service er en livsstil.
Og sådan virkede han faktisk også, da vi mødte ham. Med enkelte sveddråber på issen og et solidt forklæde om maven mindede han mindre om værten på en gourmetrestaurant end om en åbenbaring af en krofatter med et godt hjerte for tørstige vejfarende. Det skal forstås rosende, for med solid energi og højt humør fik han alle i restauranten til at føle sig hjemme, og det er en kunst.
Tiltalende fleksibilitet
Vi var ganske mange. En italiensk vinimportør fejrede fødselsdag med hele familien, en stor bioteknisk konference var i byen, læg dertil det løse i form af kærestepar og lignende, så har man en fyldt restaurant og et gevaldigt leben.
I køkkenet står Per Voss Hansen. Med en fortid på La Cocotte i Clostrup, De Gaulle på Nørrebro, Søllerød Kro og enkelte sidespring til Frankrig er han ingen nybegynder i branchen, og han ved tilsyneladende, hvad han vil her.
Menukortet er forholdsvis enkelt. Til frokost leveres stadig klassiske danske ting, til aften er der menu, tre til fem retter, med tilhørende vin og dertil et beskedent a la carte-udvalg, som man i øvrigt opfordres til at sætte ind i menuen, hvis noget dér ikke passer én.
Denne tiltalende fleksibilitet, som måske kan tilskrives restaurantens status som ny og grøn, levnede ikke megen tvivl i vore kritisk anlagte sind; vi havde appetit på fem retter (475 kr.), og med substitueringer var der mulighed for at komme endog meget fint rundt i kortet. Restaurantchefen tilbød for sin del at bytte lidt om i vinmenuen, så det hele kunne gå op i en højere enhed.
Der er kun plads til én alkoholiker i hver familie, og den plads er optaget, så min beskedne hustru bad om at få en halv vinmenu, altså et halvt glas af hver. Restaurantchefen så lidt befippet ud ved tanken, men indvilgede dog i eksperimentet, selv om han, som det skulle vise sig, med sin fortid i Café Grønnegade og Spinderokken ikke ligefrem var i træning med udskænkning af halve glas.
Den gastronomiske forestilling begyndte med en lille amuse bestående af en østerscreme serveret i en lille torpedoformet tallerken og udstyret med to ristede løgringe. Cremen var god og frisk med en fin, pikant smag af østers og hav, men løgringene truede med at tage pippet fra den, og jeg forstod ikke helt genialiteten i dette første indslag. Men det kan selvfølgelig være mine smagsløg, der var midlertidigt sat ud af kraft af den gin og tonic, jeg selv havde blandet mig i baren, en gimmick, som Egebjerg introducerer. Gæsterne opfordres ved ankomst til at søge mod bardisken, hvor alt til faget henhørende forefindes i form af lime- og citronskiver, Beefeater gin, rom, cola, tonic og andet godt. Velkomstdrinken er på huset, og gratis sprut er jo historisk set altid med til at sætte stemningen i vejret. Set i forhold til det oftest horribelt prissatte glas champagne, man plejer at blive budt på, skal der heller ikke lyde nogen klage herfra.
Der gik lidt tid, før den første ret ankom, men ventetiden føltes egentlig ikke lang, simpelt hen på grund af den gode stemning i lokalet og den aldrig svigtende opmærksomhed, hvad angår opskænkning af isvand. Egebjerg serverer iskoldt postevand og prøver ikke at sælge andet.
Menuens første var fjordrejer og majs (a la carte pris 105 kr.) lagt på rødtungeterrin, krydret med hele estragonblade og lagt på en udmærket hummerbisque. Kombinationen truede indimellem med at tage opmærksomheden fra fjordrejerne, men det holdt lige, og hovedindtrykket var en let, sommerlig smag, der lod de fine råvarer få plads. Terrinen var klart det mindst interessante.
Den medfølgende kabinett 2002 fra S.A. Prüm i Mosel havde sødme nok til at følge med.
Sommerligt
Ved næste ret skiltes vejene. Min hustru fik menuens forslag, perfekt grillet tun med såkaldt mormordressing og icebergsalat. Det smagte rigtig godt, en fint tænk kombination. Hertil en meget kraftig Fleurie fra det hede år 2003. Vinen var udmærket, men blev desværre serveret alt for varm, hvad der er en forbrydelse mod en beaujolais og reelt umuliggjorde en bedømmelse af vinens anvendelighed i forhold til retten.
Jeg fik nogle gode stykker hummer lagt på en ganske tæt hummerskum med en såkaldt panna cotta (kokkesprog) af ærter og tomat serveret i en lille skål for sig og med en bisque i bunden. Den gjorde nu ikke voldsomt meget væsen af sig, men hummeren var god. På mit forslag flyttede mersaulten fra Vincent Girardin i den glimrende årgang 2002 op i rækkerne. Den var oprindelig tænkt til en senere gedeost. En ganske kraftig, moderne, nærmest eksotisk sag, faktisk lige ved at overdøve maden, men det hjalp, da grøntsagerne fik lidt salt.
Nu sagde menuen bryst af unghane på nye fedtede kartofler. Det fedtede bestod i en mild barbequedressing, der faktisk fungerede fint sammen med de mere traditionelle indslag; rabarber og en crouqette af låret bundet sammen af lidt foie gras. Saftigt bryst og en smagfuld, ganske intens variant af lårkødet. Igen både sommerligt og godt.
Man havde valgt en kraftig vin til fra den glimrende producent Yalumba. En shiraz/viognier blanding, der qua den grønne drues indblanding ikke blev for voldsom heller til unghanen. Den stod også o.k. til min perfekt stegte kalv, igen en meget sommerlig servering med dampede babygulerødder, asparges og nye stegte kartofler. I bunden en rigtig god morkelsovs.
Næste ret glimrede i al sin enkelhed: En rigtig god, frisk gedeost garneret med spæd salat, krydderolie med tomat og et fortræffeligt, smørristet maltbrød, groft skåret, lunt og med intens smag af både malt og smør. Dertil fandt restaurantchefen et glas Cloudy Bay, engang New Zealands bedste sauvignon blanc, i dag nok bare én af de bedste. Det stod fint, som det sig hør og bør med den drue og gedeosten.
Glæde ved bordet
Desserten var chokoladeis, begået på Valrhona og suppleret med en lige så god vaniljeis og chokoladecreme. Den kolde suppe af passionsfrugt i bunden udgjorde et behageligt frisk modstykke til den ret intense iscreme, og den botrytis-prægede, senthøstede viognier fra Yalumba viste sig forbavsende syrefrisk dertil, så alt i alt var der glæde.
To personer kan spise her for lige omkring tusinde kroner, hvad der placerer restauranten i det attraktive midterleje, hvor byen altid savner gode, nye indslag. Går man ud i flere end de tre retter (som vi gjorde), løber det hurtigt højere op, men det er man jo selv herre over.
Under alle omstændigheder er der lagt op til et ægte sommerhit. Enkel mad af høj kvalitet, fornuftige priser og en aldrig hvilende servicemindedhed, der er en sjældenhed i København. Fem stjerner og hatten af for det.