Operaens Café

Kan man ikke komme i Operaen, kan man altid tage i Operaens Café - det smager da lidt af fugl. Den aften var der ingen forestilling, og derfor heller ikke åbent i restauranten, hvor man i øvrigt kun kan spise, hvis man har bestilt plads. Men så spiste vi i caféen, som har åbent hele tiden, og hvor man til gengæld ikke kan bestille bord.

Vi ville med vandbussen for at få det hele med. Sejltur og operahus med lys. Flot.

På køreplanen er angivet, at vandbussen afgår fra den festlige side af Nyhavn. Det gør den ikke. Heldigvis var vi i god tid, så vi kunne nå over på den anden side. Det tager fire minutter at sejle over, og vi kunne ikke se en snus nede fra vandbussens bug. Ærgerligt.

I øvrigt havde vi ladet os friste af HUR's lille plan over, hvordan man kommer til Operaen uden egen bil. Man skriver: (tag) Havnebussen, så får du sjælen med. Det lyder godt, men den sidste havnebus forlader operaen kl. 19.47. Ærgerligt!

Uanset hvad man måtte mene om Operaen rent arkitektonisk, så er det en imponerende oplevelse at stå under det store, næsten fritsvævende tag. Den såkaldte brødrister er også flot og ændrer i øvrigt udseende fra brødrister til kæmpegræskar, når man kommer indendøre. Man får en respektløs lyst til at skære en glad og en ulykkelig maske i græskaret ...

Flydende grænser

Man føler sig meget lille og meget ensom i den store, tomme foyer, hvor blå reb spærrer for trapperne og elevatorerne. Ingen adgang, vi må blive hernede.

Langs den store glasfacade er der en lang bardisk, og under den store, svungne trappe står runde caféborde og stole, som viser sig at være behagelige. Der er pænt besat, selv om vi er tidligt på den.

Man kan ikke påstå, at her er hyggeligt. Caféområdet er også afgrænset med blå reb, hvilket virker mærkeligt, som havde man tegnet en streg i sandet og sagt, hertil og ikke længere. Arrangementet virker sært svævende i det store rum. Man føler sig ikke særlig velkommen, men det råder de hurtige og venlige tjenere bod på. Vi får menukortet, og det ser glimrende ud. Det havde vi også regnet med, for det er Jakob Hundsdahl, køkkenchef hos Tivolis Divan 2, der står i spidsen for både café og restaurant.

Klassisk menu

Menuen er ikke særlig stor, men klassisk. Det er ikke her, man skal vente sig de store kulinariske sidespring. Der er et pænt frokostkort, og om søndagen serveres brunch, og i aftenmenuen kan man, som jeg gjorde, vælge den toretters menu til 245 kr., eller, som min medspiser gjorde, vælge fra kortet.

I menuen er forretten en carpaccio af torsk med iset foie gras de canard og balsamico. Alt, der er tyndt skåret ud og marineret, kaldes carpaccio. Sådan er det åbenbart. Torsken var helt fin, men fuldstændig overdøvet af balsamicoen. Jeg kunne ikke finde foie gras'en, selv om man påstod, at den som frossen var blevet revet ud over fisken. Nå, siger jeg bare, det var da synd og fuldstændig spildt.

Til gengæld var min medspisers valg af stegte kammuslinger, 115 kr., godt: Tre pæne og perfekt tilberedte kammuslinger anbragt på sellerijulienne og serveret med citron og salturt, som ligner bittesmå, grønne asparges, men som smager lidt hen ad grønt græs, når man tygger længe nok på dem. Vi fik hver et glas Chardonnay Reserva fra Casa Silva i Chile til 50 kr. pr. glas, og den gik fint til begge forretter, selv om balsamicoen overdøvede også den.

Sprød og mør perlehøne

Menuens hovedret, kalv stegt med rosmarin, serveret med bagte rodfrugter, kartoffelmos eller pommes puré, med oliven og kalvesky, serveres i store, dybe tallerkner. Det er en sær mode. Sidder man lidt lavt, er det ret svært at komme til med kniv og gaffel. Til gengæld ligger saucen trygt og godt i bunden. Her ville der nu ingen fare have været, for kalveskyen var så indkogt, at den klistrede læberne til. Der er forskellige skoler inden for sauceverdenen: Nogle foretrækker en let udgave, andre en stærkt indkogt. Jeg hører til dem, der foretrækker skyen, inden den er blevet til lim. Men smagen var der intet at udsætte på. Kødet var perfekt stegt, rosa, saftigt og helt mørt.

Min gæst havde valgt perlehønebryst a la saltimbocca med gnocchi, courgetter og sky, 148 kr.

Med perlehønebryst kan man være heldig eller uheldig. Vi regnede med dygtighed i køkkenet, så vi ikke fik brug for heldet, og det blev belønnet. Sprødt skind og saftigt kød. Igen serveret i dyb tallerken, men da min gæst er noget højere, og der er god plads ved det runde bord til at stritte med albuerne, gik det. Og maden var, som den skulle være.

Vi delte en Brampton OVR fra Stellenbosch i Sydafrika, 285 kr., til hovedretten. Måske til den kraftige side til det forholdsvis lette kød.

Ananas med peber

Nu var tiden kommet til beslutningen: dessert eller ej. Pligten vandt. Min gæst havde fået kig på en peberbagt ananas med vanilleis og pistaciekrokant til 78 kr., og jeg tog så et udvalg af oste, to danske, en fransk og en spansk, til 85 kr.

Aftenen igennem havde vi nydt udsigten over til Frederiksstaden og Marmorkirkens kuppel. Det vi kunne se, for vi er ikke særlig gode til at sætte lys på vore seværdigheder. Det er muligt, at kirkens kuppel normalt er belyst, men denne aften var den mørk, og når det er mørkt på denne årstid, er det meget mørkt. Det er lidt en skam, for udsigten er en stor del af oplevelsen ved at spise her. Det er flot at se Per Kirkebys relieffer, det store "græskar" af smukt svungent træ og de festlige diskokugler, der er på kanten af kitsch. Alt det er flot og har endnu nyhedens interesse.

Dessert og ost kom og fortjener ikke den store omtale. I orden, men ikke noget særligt.

Alt i alt var det aftenens konklusion. Alt var i orden, men ikke noget særligt. Klassisk, veltillavet (bortset fra f.eks. foie gras'en på carpaccioen), pæne priser (man betaler for at sidde her), så vi giver gerne de fortjente fire stjerner, for det er et klassisk køkken behandlet med respekt, som det er rart at møde.

bodil.krogh@jp.dk