Kamels spisehus
Kamels Spisehus på Vesterbro lader, trods viriliseret nyt design, meget tilbage at ønske. Hvis københavnske restauranter har det svært i almindelighed, så gjaldt det ikke denne aften i december, da københavnerne sætter sig til skiven som ramt af en kollektiv psykose.
Alt optaget, var den fælles melding, undtagen altså på Kamels Spisehus i Sundevedsgade. Stedet, for nærværende godt skjult bag containere og stilladser, har sit navn efter grundlæggeren, som ikke er der længere, men har overladt styret til sin ven. Samtidig er restauranten blevet renoveret efter alle kunstens regler og til overflod blevet udstyret med den hyggepianist, der på et elektrisk klaver diverterer med Misty og Feelings og alt, hvad der ligger midt imellem. Når han ikke er der, synger Julio Iglesias og andre i højttalerne.
Pianisten var nu ikke kommet endnu, da vi trådte ind ad døren og blev modtaget af en kvindelig tjener, der var alene på skansen i restauranten med rundt regnet 40 pladser; vi fik frit valg og satte os i hjørnet.
Enkelt spisekort
Spisekortet er enkelt og overskueligt, fem forretter og fire hovedretter er der at vælge imellem, om end prisstrukturen ikke synes helt klar. Her forefindes en dagens menu, to retter for 270 kroner (stedets hjemmeside opgiver prisen til 210 kroner, men vores regning sagde noget andet), der er også en månedens menu, pris ukendt, og så kan man vælge tre á fire retter fra kortet, pris for sidstnævnte servering er 320 kroner. Der er ikke anført nogen a la carte-pris for de enkelte retter, men vi vovede springet og kombinerede på kryds og tværs, som vi havde fået lov til.
Vinkortet tæller et par snese ret tilfældigt valgte flasker. Blandt de hvide fås en chablis på halvflaske og desuden en husets vin, en chardonnay-baseret landvin fra Languedoc. Vi fik et glas, det var træt og trist, selv om det blev serveret hvinende koldt. Jeg så flasken og kunne konstatere, at vi fik de sidste to glas, selv om vi var aftenens første kunder, så den har været åben siden dagen før. Mindst.
Restaurantens pris var 190 kroner for en flaske, så 55 kroner per glas må siges at være en frisk pris for et glas, især når man betænker stedets liberale holdning til, hvor længe en vin kan holde sig.
Det glas sad vi så og kiggede lidt på, mens den juleramte by festede igennem uden for vinduet.
Venlig stemning
Stemningen er venlig herinde, og indimellem kom kokken ud af sit køkken, lagde hånden på vores skuldre og spurgte, om alt stod vel til.
Måltidet begyndte med en såkaldt fiskesymfoni til min hustru. Den var en del af dagens menu og bestod af en ristet kammusling, vel tilberedt og fint saftig og lagt i en ret kraftig, karrydomineret sovs, som dog ikke kæntrede. O.k. I midten en ret umotiveret kæmpereje, som var kogt og ikke andet, og desuden en lakse-/torskeroulade, som var tør som en novembervind i forstaden og nærmest pulveriserede, når man stak gaflen i den.
Jeg fik blåmuslinger, udmærkede, en stor tallerken, kraftigt krydrede lige til kanten. I bunden genfandt jeg den karrysovs, der havde prydet kammuslingen, og den blev understreget af det meget (for) salte brød, to slags, et med grønne oliven, et andet med rosiner (!).
Garnituren gik igen
Min hustrus anden ret var en såkaldt brik (kokken har tunesiske aner, og herfra stammer retten), en tynd, friturestegt dejpakke, her fyldt med gedeost. Meningen er, at den skal være sprød. Det var denne ikke, våd af fedt og meget lidt velsmagende. Ikke meget andet end frituren slap igennem.
Ved siden af salatblade og (så vidt jeg husker) græskarkerner.
Garnituren gik igen på min tallerken, selv om hovedindholdet var et andet, nemlig foie gras-terrine. Den var ikke god, det er jeg nødt til at sige. En industriel (og hvis den var hjemmelavet, så smagte den industrielt) udgave, formodentlig rørt med smør før bagningen for at opnå ensartethed og sødme. Kortet lovede en art selleri-garniture, men hvad der kom, var snarere en meget sødlig piment af rød peberfrugt, som gennemvædede det ristede brød, der fungerede som bund.
Jeg bad om et glas sød vin til min foie gras, og tjeneren oplyste til min opmuntring, at jeg kunne få et glas sauternes. Et glas kom ind, og sauternes var det i hvert fald ikke, kunne jeg smage og bad om at se flasken, der viste sig at være en Pinau des Charentes (en blanding af cognac og druesaft) fra Paul Monier, Incos cognac-mærke. Igen havde jeg fået det sidste af flasken, så det stærkt oxiderede indtryk har næppe været vinens stil alene. Pris 65 kroner per glas, og i betragtning af, at der går mindst 14 glas på en literflaske, og at holdbarheden her hos Kamel er anslået til uendelig og spildet derfor lig nul, er det en pæn profitrate. Dette er ingen dyr drik i indkøb.
Knastørt kød
Til kødretterne var vi gået ud i en Châteauneuf-du-Pape 2001 fra Christian Berthet-Rayne, ikke Jordens bedste producent, og ikke Jordens bedste vin. 520 kroner var meget dyrt for den, selv om den fik det lidt bedre i mødet med maden, der trak frugten frem i vinen og gjorde den elskværdigere.
Den blev mødt af kronhjortefilet til min hustru og kalvefilet til mig. Jeg beklager at måtte sige, at kalvefileten var fyldt med spinat og parmesan, sidstnævnte meget diskret doseret, men afgørende var det, at begge kødretter var knastørre, ikke bare lidt, men helt usædvanligt tørre og helt gennemstegte, også kronhjorten.
Garnituren var den samme på begge tallerkner, hvad der kan begrundes praktisk, men ikke gastronomisk. Den bestod af granatæbler, jordskok, mango, svampe og strimlet appelsinskal, sidstnævnte smagte ret meget igennem, og blev holdt sammen af en tilforladelig sky. Navnet på herligheden var ifølge kortet Sauce á la Fatma.
Som tilbehør kom kogte, stegte hele kartofler, og om hele serveringen er at sige, at den var spiselig, men meget langt fra at være spændende. Garnituren til kalven stak i alle mulige retninger, men det skulle blive værre endnu.
Dåsemandariner
Desserten var sammensat af udpræget sød kastanjeis, garneret med dåsemandarin (præsenteret som syltede mandariner, igen skal jeg ikke kunne afvise, at det var hjemmelavet, men det smagte af dåse), to halve jordbær, et friskt kinesisk kirsebær og en lille chokoladeskål. Kombinationen var reverenter talt utrolig - med det metalliske indtryk fra mandarinerne i direkte kollision mod den artificielt sukrede is. Min hustru levnede chokolade på tallerkenen, det har jeg ikke set før, men det kan hænge sammen med dens udprægede smag af den i 1970'erne meget brugte kiksekage.
Kun med opbydelsen af al god vilje og taknemmelighed over den venlige betjening og den hyggelige, hjemlige og varme stemning (desværre understreget af massiv cigaretrøg, der tog magten allerede ved halvni-tiden) kan det blive til to knebne stjerner til Kamels Spisehus.