Inflation, klimahensyn og enorme mængder madspild: Er tiden ved at løbe fra julens store madfest?
Julen er fuld af traditioner, men næppe er nogen stærkere og mere indgroede end de store mængder mad, vi forventes at indtage i hinandens selskab i løbet af december. Men sundheds- og klimahensyn, inflation, generationskløfter og et slankevidundermidler står i kø for at trække dugen væk under det klassiske julebord.
Æg og rejer. Fiskefilet. Gravad og røget laks. Marinerede, hvide og stegte sild – og den i karry, ej at forglemme.
Julemedisteren, de små frikadeller, fiskefileten, den lune leverpostej med stegte champignon og sprød bacon side om side med den stegte mørbrad, den brune sovs og måske endda resterne af flæskestegen og anden fra aftenen forinden. Selv om livremmen snart skal spændes ud, så lander tarteletter også på tallerkenen, inden der endelig sluttes af med ostebord og risalamande.
Det er som en dans, vi alle kender trinene til. Først gør fisken sin entré, og den skal såmænd også have en snaps at svømme på, og derefter følger de mange forskellige lune og ikke mindst fede retter som perler på en snor. Til sidst danses der af med noget sødt, og så triller alle deltagende fra bordet og i seng, enten på grund af overspisning eller en forhøjet promille.
Det store julefrokostbord er indgroet tradition. Men det er efterhånden heller ikke uden en vis bismag.