Fortsæt til indhold
Mad & Vin

Marinade med antioxidanter er vejen til en sundere grillbøf

Marinerer du dit kød med en marinade, der indeholder antioxidanter, kan du undgå de skadelige stegemutagener under tilberedningen på grillen.

Mathias Sinius Mølgaard

Når sommeren presser sig på, rykker mange af os fra komfuret og ud til grillen for at stege en god bøf til middagen.

Selv om grillsmagen tiltaler de fleste, skal du også være varsom. Griller du din mad forkert, kan der dannes kræftfremkaldende stoffer kaldet stege- og røgmutagener.

- Ved at følge simple råd når man griller, kan man tilberede kød med en god spisekvalitet og med et minimalt indhold af kræftfremkaldende stoffer, siger Margit Dall Aaslyng, der er seniorprojektleder ved Teknologisk Institut.

Et af de råd er at marinere sit kød. Forsøg fra Teknologisk Institut har vist, at marinader med et højt indhold af antioxidanter kan holde de skadelige stegemutagener væk.

- De kemiske reaktioner, der sker, når du griller kød, hedder en oxidationsreaktion, hvilket vil sige, at stofferne reagerer med hinanden, og de bruger ilt, når det sker, siger Margit Dall Aaslyng og fortsætter:

- Men antioxidanter, som du finder i mange grønne krydderier og i frugt og grønt som hvidløg og æbler, forhindrer, at reaktionen sker, siger hun.

Derudover er det også bevist, at krydderier som oregano, sumak og acerola har et højt indhold af antioxidanter, fortæller Margit Dall Aaslyng.

For at undgå, at din bøf udvikler de farlige stegemutagener, er det også vigtigt ikke at stege kødet for hårdt.

Placerer du kødet for tæt på varmekilden, er der en større risiko for at danne stegemutagener - men det er der råd for.

- Tilberedning ved indirekte varme viser sig at være den mest skånsomme tilberedningsmetode, siger Margit Dall Aaslyng.

Samme holdning deler Kim Schulz, der er grillekspert og tidligere medlem af det danske grilllandshold. Han fortæller, at en bøf nemt kan få for meget, hvis den udsættes for meget direkte varme.

- Sørg derfor for at have et område, hvor der ikke er flammer eller direkte varm. Så kan du brune kødet af over varmen og derefter lægge det til side for at få den indirekte varme, siger Kim Schulz.

Han foreslår derfor, at du kun fylder din grillstarter halvt op med kul. Grillen bliver nemlig rigeligt varm til stegning af eksempelvis en bøf.

Risikoen ved at stege kød direkte over ild er også, at marinaden på kødet kan dryppe ned på flammerne og skabe såkaldte røgmutagener.

Kim Schulz' råd er derfor, at du kun steger kødet af over varmen, hvorefter du kan stege kødet færdigt over den indirekte varme.

/ritzau fokus/