Den perfekte vin til gløggen
Mange vælger bare en billig vin, når gløggessensen skal spædes op. Og det kan også være helt fint, men der er nogle fælder og gode råd, man bør kende.
Hygge med æbleskiver og gløgg rykker hastigt tættere på. Derfor kan det være godt at få styr på, hvilke vine man skal købe til sin gløggessens.
For der er nogle klare fælder, som man bør undgå, fortæller vinkyper Malene Smidt Hertz.
- Jeg har endnu ikke smagt en gløggekstrakt, som smagte godt sammen med rødvin, der har et betydeligt indhold af tannin (garvesyre). Det vil sige, at man skal købe en fadfri rødvin, siger Malene Smidt Hertz.
En anden ting er, at man skal have fat i rødvin, hvor druerne har fået masser af sol, fortæller Malene Smidt Hertz.
Hun advarer dog mod at bruge en kraftig shiraz fra Australien eller en intensiv cabernet sauvignon, for de druer har et naturligt højt indhold af garvesyre, og det giver et udtørrende resultat, når vinen varmes, lidt som at spise en umoden banan.
- Så derfor kunne man i stedet bruge rødvine fra sydrhône, hvor hovedbestand-druen er grenache, som på spanske hedder garnacha, anbefaler Malene Smidt Hertz.
Hun peger også på druer som primitivo og zinfandel som gode til den røde gløgg.
Sommelier Heine Egelund fra H.J. Hansen Vin i Odense advarer også mod de syreholdige vine.
Han mener, at de oversøiske vine fra Australien, Californien og Argentina kan blive lidt for voldsomme og vulgære, når man bruger dem i gløgg, som er en meget sød drik i forvejen.
Hvis man er mere til den hvide version af gløggen, er der også nogle gode forholdsregler at tage med hensyn til valg af vin.
- Igen skal man ikke tage en vin med al for høj syre, som en tør riesling eller sauvignon blanc. Jeg synes, man skal bruge de hvide vine fra Rhône, som er baseret på druerne viognier eller marsanne, for de har lidt krydderi og pondus, siger Heine Egelund.
Vinkyper Malene Smidt Hertz peger på fadfrie hvidvine, som ikke er for aromatiske.
- Her vil en chardonnay være god, og husk, at det ikke er ufint at vælge en vin til 50 kroner i stedet for 250 kroner. Det handler ikke om pris, men om stil, slutter Malene Smidt Hertz.
/ritzau fokus/