Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Advarsel: Botox spreder sig til hjernen

Nyt studie viser, at Botox "vandrer" via nervebanerne fra ansigtsmuskulaturen til hjernen. Den amerikanske sundhedstyrelse, FDA, skærpede i sidste uge tonen over for det populære rynkemiddel.

Et glat ansigt kan købes. På sprøjte i form af nervegiften botulinum toksin - bedre kendt som Botox - som indsprøjtet i ansigtet og for 3-4 måneder ad gangen lammer ansigtsmuskulaturen og udglatter de rynker, som mange gerne vil løbe fra.

Det lyder godt, men lægevidenskaben har længe vidst, at nervegiften ikke nøjes med at blive der, hvor den sprøjtes ind.

Dukker op i hjernen

I et nyt forsøg på rotter fra forskere fra det italienske Instituto di Neuroscienze i Pisa endda påvist, at Botox, som blev sprøjtet ind i dyrenes kæbemuskulatur, efter tre dage dukkede op i dyrenes hjerner - og tilmed stadig var der seks måneder efter.

Det skriver det norske forskningssite Forskning.no og tidsskriftet Nature om studiet, der i sidste måned blev beskrevet i Journal of Neuroscience, udgivet af Society for Neuroscience - som er det globale selskab for 38.000 hjerneforskere og neurologer fra hele verden.

Ingen umiddelbare skader

I rotteforsøget så forskerne, hvordan botulium toksin via rotternes nervebaner vandrede til dyrenes hjerner, hvor det påvirkede deres hjerneceller. Undervejs så dyrene ikke umiddelbart ud til at ændre adfærd, og de italienske forskere vurderer da også, at de mængder Botox, der anvendes i rynkebehandlingen på mennesker, er så små, at de sandsynligvis ikke kan skade menneskers hjerner.

Alligevel finder de det bekymrende, at den populære "rynkegift" i det hele taget kan vandre fra ansigtsmusklerne via nervebanerne og ind i hjernen, skriver Forskning.no.

Allergan, producenten af Botox, har i nyhedsmagasinet Newsweek raset imod studiet, og afvist, at det viser noget som helst. Ifølge producenten har andre studier vist det modsatte af forsøget fra Pisa.

Men sent som torsdag i sidste uge gik de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA (food and Drug Administration) ud med en klar og umisforståelig skærpet advarsel imod Botox og andre kommercielle udgaver af botulinum toksin efter at have evalueret stoffet på ny.

Skærper advarsel

Allergans rynkemiddel og lignende stoffer vil i USA fremover blive ledsaget af en stærk advarsel mod dødelige bivirkninger, hvis produktet spreder sig til andre steder i kroppen.

FDA understreger dog, at de alvorlige bivirkninger og dødsfald, som i USA er registreret ved brugen af botulinum toksin, alle er rapporteret i forbindelse med medicinsk - og ikke kosmetisk - brug af nervegiften.

"Botulinum-produkter har gavnlige virkninger, men kan også forårsage alvorlige problemer. Derfor er det vigtigt at alle, som behandler og behandles med stoffet kender risikoen ved det," sagde Ellis Unger, lederen af det kontor hos FDA, der netop har afleveret sin nye evaluering af Botox.

På verdensplan er der nu rapporteret over 600 tilfælde af alvorlige bivirkninger af stoffet. Herhjemme udsendte Lægemiddelstyrelsen sidste år en advarsel efter ti indberetninger om bl.a. lammelser efter brug af Botox.

Læs også: Så længe holder din plastikoperation