Stol på din mavefornemmelse, siger lægerne. Men kan man stole på en mave i oprør?

At nå til bunds i, hvorfor ens mave og tarm går amok over helt almindelige, såkaldt sunde madvarer, kræver stor tålmodighed, for lægevidenskaben kan ikke altid give et facit. Mærk selv efter, siger de eksperter, som jeg håbede kunne levere svaret. Men tør jeg det? Det er et svært puslespil at få styr på en irritabel tarm – og jeg mangler brikker!

Artiklens øverste billede

Bingo! sms’ede jeg til min mand med et billede af det måleapparat, der lige havde testet min udåndingsluft. Flere års jagt på en forklaring var slut. Endelig kunne jeg fremvise en form for videnskabeligt bevis på, at min mave reagerer eksplosivt på visse madvarer og med kort varsel kan suspendere alt i min kalender, medmindre det kan klares i en radius af 10 meter fra et toilet.

Ih, hvor det føltes godt, nærmest som en æresoprejsning efter alle de tvivlende blikke og drillende kommentarer, jeg har inkasseret, når jeg pillede rå løg ud af alverdens retter og takkede nej til selv det lækreste brød ­– igen og igen og igen.

Det er ikke sjovt at være besværlig. Selv om min søde mand, der er praktiserende læge, havde forsøgt at være meget tålmodig, kunne jeg mærke hans voksende frustration over at få begrænset sin kulinariske frihed i køkkenet, i takt med at diverse undersøgelser udelukkede ondartede sygdomme som kræft i maven eller spiserøret, mavesår, den autoimmune sygdom cøliaki, som skyldes gluten i f.eks. brød, for slet ikke at tale om diverse tropiske amøber og tarmparasitter, som jeg kunne have raget til mig under vores rejse til Maldiverne, lige inden maven for alvor gik amok.

Ja, glutenfølsom er du jo nok heller ikke, når du ikke bor på Østerbro, jokede han. Haha, meget morsomt.

»Ja, glutenfølsom er du jo nok heller ikke, når du ikke bor på Østerbro,« jokede han. Haha, meget morsomt. Jeg kender udmærket kilden til hans ræsonnement, nemlig et kursus i mave-tarmsygdomme for praktiserende læger. Jeg lyttede også med, da underviseren fik salen til at skraldgrine med sin bemærkning om, at 90 % af alle Danmarks glutenfølsomme bor på Østerbro. Underforstået: At folk i visse miljøer hidser hinanden op til at dæmonisere mere eller mindre uskyldige fødevarer som forklaring på, at de ikke altid er på toppen – uden at der er videnskabelig evidens for deres teorier. I modsætning til cøliaki findes der endnu ikke nogen test, der kan dokumentere, om man lider af glutenfølsomhed, selv om nogle af symptomerne minder om hinanden.

»Det er nok snarere fruktaner. Mange mennesker, der tror, de reagerer på gluten, kan i virkeligheden ikke fordøje fruktaner – som bl.a. findes i hvede, rug, løg og hvidløg. Alt det, der virkelig generer mig,« sukkede jeg opgivende, fiskede endnu en skive havrebrød op fra fryseren og kylede en pose fuldkornsrismel over til min mand, så han kunne vende min rødspætte i det.

Medmindre du er diætist, fødevareforsker eller lider af irritabel tyktarm, er du i din gode ret til ikke at vide, hvad fruktaner er. Det er en gruppe kostfibre, eller rettere: ufordøjelige kulhydrater, som findes i bl.a. rugbrød, hvedeprodukter, byg, æbler, pærer, løg og hvidløg, artiskokker, jordskokker, nektariner og meget andet godt. De anses for at være ekstremt sunde, fordi vores tarmbakterier kan danne et væld af nyttige stoffer af dem. Men hos nogle mennesker giver de også anledning til en voldsom luftdannelse i tarmen, ondt i maven, diarré eller forstoppelse og andre symptomer, som kendetegner tilstanden irritabel tarm. Hvad vi reagerer på, er lidt forskelligt, men korn og løg driller i særklasse flest af os, der reagerer kraftigt på fruktaner.

Løgfamiliens medlemmer er hård kost, hvis man døjer med fruktaner. Selv små mængder kan sætte gang i luftudviklingen. I særdeleshed hvidløg. Foto: John Bendtsen/w+b photography.

Når folk spørger mig, hvorfor jeg ikke spiser hvede- og rugbrød, og jeg nævner fruktanerne, kigger de først spørgende på min mand, lægen. Fruktaner? Han trækker på skulderen, for den slags kostfibre fylder ikke alverden i pensum på medicinstudiet. Dernæst kigger de på mig med medlidenhed, som om jeg er en stakkel, der forsøger at gøre mig interessant ved at have selektive kostvaner og snyde mig selv for en af livets goder – helt vidunderligt nybagt brød, når det er allerbedst.

Jeg fik mistanke til fruktanerne efter en mareridtsrejse til Genève. Her reddede en schweizisk messevagt på en stor sundhedsmesse min værdighed og sit eget hjemlands ry som Europas mest hygiejniske land. Han hjalp mig nemlig med at forcere indgangsmylder, afspærringer og toiletkøer, da det virkelig gjaldt. På mit bedste skolefransk fik jeg forklaret ham, at jeg skulle bruge et toilet NU, lige NU, og mit kropssprog har garanteret understreget alvoren. Med sin uniformerede krop som rambuk banede han vejen for mig frem til personaletoiletterne. Da jeg en halv time senere vaklede ud derfra, helt udtømt, blinkede han indforstået til mig. Den mand vidste helt klart, hvad sagen drejede sig om, og jeg er ham evigt taknemmelig.

Messen i Genève fandt sted kun en måneds tid efter hjemkomsten fra Maldiverne, og jeg havde forsøgt at blive rejseklar ved at fodre min oprørte mave med det mest ufarlige og neutrale, jeg kunne komme i tanke om: hønsekødssuppe og ristet brød. Kun de to ting. Set i bakspejlet skulle jeg nok have nøjedes med suppen, for før messen var omme, kendte jeg alle dens toiletter indefra.

Hvem kan holde til at gå rundt som en tidsindstillet bombe med 10 sekunders count down?

Hjemme igen besluttede jeg at tage affære. Hvem kan holde til at gå rundt som en tidsindstillet bombe med 10 sekunders count down? Jeg havde tabt tre-fire kilo, hvilket jeg under andre omstændigheder ville have været voldsomt tilfreds med, men prisen var for høj, når jeg samtidig måtte aflyse (eller være pinlig under) møder, udlandsrejser, vennemiddage og kæresteweekender og i øvrigt følte mig træt og utilpas det meste af tiden.

Mens jeg ventede og ventede på at blive gennemtestet hos mavetarmspecialisten, kastede jeg mig ud i en Low FODMAP-inspireret måde at spise på. Low FODMAP-diæten er en australsk metode, der i dag anvendes med høj succesrate mod irritabel tyktarm, også her i Danmark. Den går ud på systematisk at udelukke og genindføre bestemte grupper af fødevarer for at indkredse dem, der udfordrer ens system.

Mælk kunne jeg hurtigt frikende, men snart stod det klart, at alt det brød, jeg i de forløbne uger havde klynget mig til som safe food, når maven var i oprør, i virkeligheden var en del af problemet. Ganske få dage efter, at jeg holdt op med at spise brød, var der helt ro på. Og da jeg samtidig lige så længe, jeg kan huske, har kæmpet med alle former for løg, passede pengene: Skurken måtte være fruktanerne. Nu manglede jeg bare at få min hjemmestrikkede diagnose bekræftet af lægevidenskaben.

Hurra, der findes en test

Mave-tarmspecialisten havde nævnt, at man kan teste sin tolerance over for fruktaner med en fruktosepusteprøve. Fruktaner består nemlig af lange kæder af fruktose, også kendt som frugtsukker. Der var meget lang ventetid på at få en sådan test, men jeg kunne købe mig til den for 900 kr. på et privathospital. Det ville jeg gerne betale for at få sagen afgjort én gang for alle.

Først skulle jeg drikke 250 ml væske med 25 g fruktose i, og herefter skulle jeg puste i et lille apparat med 30 minutters intervaller i to timer. Undervejs ville brintmængden fra mine lunger afsløre, om jeg kunne nedbryde fruktose eller ej. Uden at gå i detaljer kan jeg berette, at jeg kun på et hængende hår var i stand til at møde op til kontrollen efter 60 minutter. Det meste af tiden mellem måling 2 og 3 var min bug i undtagelsestilstand på klinikkens toilet. Efter tredje måling var der ikke grund til at fortsætte testen: Brintmængden fra mine lunger talte sit eget sprog. Positiv!, skrev lægen som konklusion på mit måleskema.

Nej, det er ikke min alkoholpromille, men brint i min udåndingsluft en time efter et ordentligt skud flydende fruktose. Min startværdi hed 7, og hvis værdien steg med 20, opfyldte jeg kriterierne for at være positiv. Foto: Karen Lyager.

Tænk, at man kan blive så glad over at få papir på, at noget i ens krop IKKE fungerer optimalt!

Tænk, at man kan blive så glad over at få papir på, at noget i ens krop ikke fungerer optimalt! Og jeg var stadig i live i modsætning til hypokonderen, der skrev Hvad sagde jeg?! på sin gravsten. Og jeg var lettet. Lige indtil jeg begyndte at nærlæse de vejledninger, jeg havde fået med hjem, for hvad var jeg egentlig testet positiv for? På listerne var nævnt en række madvarer, primært frugter, som jeg skulle skære ned på eller holde mig fra, fordi de indeholder store mængder fruktose. Men de fleste af dem havde jeg på intet tidspunkt følt mig generet af. Og blandt dem, jeg godt måtte spise, så jeg til min store overraskelse de hovedmistænkte, brød og løg.

Forvirret spurgte jeg Mette Borre, klinisk diætist med speciale i fordøjelsesproblemer, herunder irritabel tyktarm, som plager ca. 1 million danskere, for hende skulle jeg alligevel tale med i anden anledning. Hun er særligt uddannet i low FODMAP-diæten, som har fokus på både fruktaner og fruktose – og skelner mellem de to ting.

»Jeg er ked af at sige det, men du kunne have brugt pengene bedre. En fruktosepusteprøve er meget usikker, og du kan ikke rigtigt bruge resultatet til noget. Alle mennesker har i et eller andet omfang svært ved at optage fruktose, ikke mindst dem med irritabel tarm, så hvis du bonner kraftigt ud for fruktose, behøver det ikke betyde, at det kun er det, du ikke tåler. Det kan sagtens være fruktanerne eller andre grupper af FODMAP-madvarer, der driller dig allermest,« vurderede hun ­– og knuste mit håb om en klippefast afgørelse, taget af andre end mig selv.

»Ved en frukostepusteprøve får du desuden meget mere fruktose i kroppen på én gang, end du ville gøre i virkeligheden. Det svarer måske til at spise ca. fire-fem æbler på én gang. Det bedste du kan gøre, er faktisk det, du allerede har gjort: Udelukke de fødevarer, der kan genere, indføre dem igen en efter en og på den måde finde ud af, hvad du kan spise og i hvilke mængder. Det kan sagtens være, at du har problemer med flere forskellige typer FODMAPs, men det er min erfaring, at de, der kæmper med fruktaner, især har problemer med løg, hvidløg, rugbrød og hvede, præcis sådan som du oplever det.«

»Men det er jo frygteligt!« klagede jeg. »Nogle gange er jeg næsten villig til hvad som helst for at kunne sætte tænderne i en skive nybagt rugbrød, og jeg får tårer i øjnene, når vores italienske bager letter på sin ovnlåge, så mine næsebor fanger den forførende duft af sprød pizza.«

»Ja, men måske kan du godt komme til at spise lidt rugbrød igen, hvis du samtidig holder igen med nogle af de andre FODMAPs, der driller, f.eks. løg, hvidløg, porrer og æbler. Vælg et rugbrød, der er bagt med surdej og uden hvede i. Måske kan du finde en balance, hvor du kan spise én skive rugbrød om dagen – eller måske bare et par dage om ugen. Mærk efter,« lød hendes råd.

Byttebørs for irritable tarme

Type fødevare

Kendt for at give luft i maven

Mere skånsomme valg

Frugt

Abrikos, avocado, blomme, dadel, fersken, figen, pære, sveske, vandmelon, æble


Ananas, appelsin, banan (ikke overmoden), cantaloupemelon, clementin, jordbær, kiwi, papaya, rabarber, vindrue


Grøntsager

Artiskok, blomkål, hvidløg, jordskok, løg, porre, svampe


Aubergine, grønne bønner, grønkål, gulerod, kartoffel, knoldselleri, pastinak, tomat

Bælgfrugter

Tørrede bønner, linser, kikærter


Kornprodukter

Hvede, byg, rug

Havre, spelt, ris, quinoa, majsmel, boghvedemel

Nødder og frø

Mandler, pistacienødder, cashewnødder

Valnødder, hørfrø, jordnødder

Diverse

Frugtjuice, frugtstænger, myslibarer, slankeprodukter tilsat bl.a. inulin, sukkerfri pastiller, sukkerfrit tyggegummi


Kilde: Mette Borre/Ugeskrift for læger

Now you are talking – jeg kan altså handle med mig selv? Men igen kræver det, at jeg tør tro på, hvad min krop forsøger at fortælle mig, og at den ikke fortæller mig, at der er fare på færde, når tarmen er i oprør. Tør jeg det? spørger jeg Christian Lodberg Hvas, overlæge i mavetarm-sygdomme på Aarhus Universitetshospital.

»Irritabel tyktarm er irriterende og kan være forfærdeligt. Når det er værst, kan man græde, når man går i seng om aftenen, og græde, når man står op om morgenen, og nogle mennesker ender med at blive førtidspensioneret af det. Det er dog meget sjældent, at det bliver så slemt. Og dog: I en norsk undersøgelse spurgte forskerne patienter med irritabel tarm, hvor mange år af deres liv de ville betale for at slippe af med deres smerter og ubehag. Gennemsnittet af svarene var, at man var villige til at leve ni år kortere. Ni år! Det er tilfældigvis også det antal leveår, man i gennemsnit mister, når man er ryger. Det siger lidt om, hvor slemt det kan føles. Men man dør ikke af irritabel tyktarm, og man bliver ikke syg af at have det, og det er vigtigt at slå fast,« siger han.

»Mange tror, at de på et tidspunkt bliver alvorligt syge, hvis de bliver ved med at irritere deres tarm med mad, den ikke kan håndtere, uden at det gør ondt eller giver diarré eller forstoppelse. Men det er simpelthen ikke rigtigt. Mennesker med irritabel tyktarm har ikke øget risiko for tarmkræft, jernmangel, cøliaki, kronisk tarmbetændelse eller andre behandlingskrævende sygdomme, uanset hvor meget de mishandler deres tarm med noget, de får ondt i maven af. Og det er derfor, at vi ikke betragter irritabel tarm som en sygdom, man skal have behandling for i det danske hospitalsvæsen, selv om symptomerne hos nogle kan være fuldstændig invaliderende.

Gennem de senere år har vi lært en masse om, hvordan symptomer ved irritabel tarm kan mindskes. Og irritabel tarm består kun af symptomer. Som patient må man på den anden side acceptere, at der ikke findes ét sæt råd eller anbefalinger, der passer til alle, og at vi ikke kan ikke irritabel tarm til at forsvinde. Derfor må man på egen hånd finde den bedste måde at leve med sin personlige tarm. Og hos de fleste går den vej gennem kostændringer,« siger han.

Se Chistian Lodberg Hvas’ og Mette Borres vejledninger til patienter med irritabel tyktarm her

Professoren: Respekter den personlige erfaring

»Hvordan i alverden overvandt du den mentale hurdle? Du er jo videnskabsmand, og sådan nogle som jer kræver jo normalt solid evidens for alting,« spørger jeg Oluf Borbye Pedersen, forskningsleder ved Novo Nordisk Fondens Metabolismecenter på Københavns Universitet og en af verdens mest respekterede forskere, når det gælder sundhedsfremmende tarmbakterier.

Oluf har nemlig også været gennem møllen. Blev for mange år siden testet negativ for cøliaki, hvedeallergi og andre sygdomme, der kunne forklare det genstridige udslæt, han havde på brystet. Da han som eksperiment begyndte at spise glutenfrit, slap han både af med sit udslæt og følelsen af at gå rundt med ballonmave, og samtidig oplevede han, at han fik endnu mere energi og overskud. Men den videnskabelige forklaring får han muligvis aldrig.

»Mit valg af en glutenfri livsstil har intet med videnskabelig evidens at gøre. Det er udelukkende baseret på personlig erfaring, men den skal man også have stor respekt for. Vi mennesker er jo utrolig forskellige, både når det gælder gener og tarmbakterier og hvordan f.eks. mad og miljø påvirker vores biologi. Nogle gange giver det slet ikke mening at lave forsøg, der konkluderer noget på baggrund af kollektive gennemsnit.

For mig virkede det at skære glutenholdige madvarer fra, men det er ikke ensbetydende med, at det også virker for dig. Det kan kun du selv finde ud af. Og vi som læger og videnskabsfolk bør anerkende folks personlige konklusioner på områder som dette, fordi de jo rent faktisk kan have ret, og fordi vi grundlæggende ikke kan sige, hvad der gælder for den enkelte,« siger han.

I stedet for at føle mig ladt i stikken af de lægelige autoriteter bliver jeg nødt til at finde svarene i mig selv og fokusere på alt det gode, jeg rent faktisk KAN spise.

Efterhånden kan jeg godt se, hvor pilen peger hen: På min egen mave. I stedet for at føle mig ladt i stikken af de lægelige autoriteter bliver jeg nødt til at finde svarene i mig selv og fokusere på alt det gode, jeg rent faktisk KAN spise. Ja, i virkeligheden skal jeg være taknemmelig over, at jeg jo allerede har fundet en måde at spise på, der fungerer for mig i det daglige. I hele coronaperioden har min mave opført sig aldeles eksemplarisk, fordi jeg selv har kunnet styre, hvad der havnede i den. Det var lige før jeg troede, at alt var godt. Men nu kan den godt vise tænder indimellem over kantinemad og festmad, som jeg ikke på samme måde kender indholdet af. Den slags praktiske problemer må jeg løse, f.eks. ved at have mit eget brød med i tasken, når andre skal lave mad til mig.

Desuden må jeg udvikle en elegant måde at tackle andres drillerier og irritation over, at jeg skal være så ufattelig besværlig, og konfliktskyheden er måske i virkeligheden mit største problem. Nu, hvor jeg træner i at tro på mine kropssignaler, vil jeg overveje, om jeg tør lufte min anden interessante observation: At jeg er væsentlig mindre træt om aftenen og har mindre ondt i mine led, når jeg takker nej til hvede, rug, løg osv. Men – måske venter jeg med at stå på mål for det til en anden dag.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.