Breaking
Få breaking news via vores app | Få nyheden på mail
Annonce

Dette er en blog: Karen Lyager skriver i egen ret om trends og tendenser inden for sundhedsforskning, kost og motion. Har du spørgsmål eller forslag til emner, hun skal tage op, kan du skrive til karen.lyager@jppol.dk.

Livsstil

4 grunde til at snøre løbeskoene, når du er i sorg

Hvorfra henter man styrken til at leve videre, hvis ens barn dør? Journalist og forfatter Anders Legarth Schmidt begyndte at løbe. Den strategi ville jeg ønske, jeg havde kendt, da jeg mistede en datter, der var for lille til at blive født. Ny forskning tyder på, at det hjælper.

Anders Legarth Schmidt besluttede sig for at løbe gennem sorgen. Foto: Jan Grarup

Go' Morgen, Danmarks studievært Mikkel Kryger var grødet i mælet af bevægelse, mens han interviewede journalisten og forfatteren Anders Legarth Schmidt, der snørede løbeskoene 10 timer efter, at hans seksårige datter Ellen var død af kræft, og besluttede at løbe sig gennem sorgen.

At lægge et barn i graven er enhver forælders værste mareridt. Studieværten, der selv har små børn, kæmpede sig igennem indslaget uden tårer, men jeg er sikker på, at mascaraen flød foran mange tv-skærme og gav klumper i adskillige halse. Mine tårer holdt sig først pænt i øjenkrogen, men da jeg straks efter kastede mig over Anders Legarths Schmidts nye bog, hvor han beskriver sit liv med sorgen efter Ellens død, væltede de ud i mængder, der overraskede mig. Hvor kom de dog fra? 

Måske fra det faktum, at også jeg har en lille datter liggende på kirkegården. Camille, hedder hun. Men jeg kendte hende slet, slet ikke på samme måde, som Anders kendte sin Ellen, for hun blev født alt for tidligt, i 24. uge, og i realiteten var hun jo kun spæde spark i maven under mine hænder og genstand for en hel masse moderkærlige og omsorgsfulde drømme. Lige indtil hun lå og gispede i en skylleskål, en fin og perfekt minikopi af sin storesøster. Efter få øjeblikke måtte hendes små, uudviklede lunger give op, og hun stod ikke til at redde. Men hun nåede at gispe og blev derfor både i lovgivningsmæssig forstand og i mit hjerte til et levendefødt barn, der døde fra mig.

At løbe er at udslette sig selv - skridt for skridt. Jo flere skridt du tager, jo længere væk kommer du fra det, der egentlig er din kerne. Din frygt, din angst, dine fobier. Dine tanker om alt det, der kan gå galt, og alt det, der er gået galt.
Anders Legarth Schmidt

Igen skammer jeg mig næsten over at nævne hende, når Anders har mistet en seksårig. Jeg tænker ikke særlig tit på hende længere, medmindre noget trigger erindringen frem. Men jeg ville ønske, at jeg dengang havde fået den idé - eller det råd - at hoppe i løbeskoene, og jeg er overbevist om, at Anders' beretning kan blive en vigtig inspirationskilde til mange, der rammes af sorg. Også i mindre målestok end hans, det værste scenarie af alle.

Dengang endte jeg i et dybt, sort hul og lå i dagevis i sengen og hulkede, mens vores på det tidspunkt 3-årige ældste datter stod med store forskrækkede øjne og var vidne til mine urbrøl, der kom fra et sted dybt inde i mig, som jeg ikke kendte. Da der pludselig stod en bedemand i døren og bad mig tage stilling til, hvilken kiste Camille skulle begraves i, var jeg lige ved at knalde døren i hovedet på ham af sorg, vrede, frustration - og især afmagt. Stakkels mand.  

I sin nye bog beskriver Anders Legarth Schmidt frygten for, at også hans yngste datter skal få leukæmi. Når man én gang oplever, at det utænkelige sker, kan det også ske igen, konkluderer man. I vores tilfælde var det store spørgsmål: Turde jeg overhovedet blive gravid igen? For tænk nu, hvis historien gentog sig. Ville man kunne rumme den sorg en gang til?

Jeg blev dog heldigvis gravid efter få måneder. Ganske vist fyldte frygten for, at det skulle gå galt igen, næsten lige så meget som glæden og håbet. Uge 22, uge 23, uge 24, uge 25, talte jeg. Tiden sneglede sig af sted, især da vi nærmede os det tidspunkt, hvor jeg fik veer med Camille. Men vejrtrækningen blev lettere, efterhånden som vi nåede så langt frem i talrækken, at selv et for tidligt født barn ville have realistiske odds for at klare sig.  Og bang: Pludselig sad jeg med endnu en lyslevende, fuldbåren og sund og rask datter i armene, præcis på terminsdatoen.

Da yngste datter rykkede ind, trak spøgelserne sig stort set tilbage til kulissen, men inden da havde sorgen og skyldfølelsen over alt det, jeg muligvis kunne have gjort for at afværge katastrofen, kombineret med frygten for en gentagelse, sendt mig på mental flugt på samme måde, som da min første mand døde af ALS: Jeg begravede mig i arbejde. Ikke nogen særlig god måde at bearbejde følelser på, men den eneste, jeg kendte, når kæmp- eller flygt-hormonerne piskede rundt i kroppen.   

Siden er løb også kommet ind i mit liv, og når Anders siger, at løb for ham netop ikke var en flugt fra tabet af Ellen, men også en måde at føle sig forbundet med hende, leve med sorgen og bearbejde den, forstår jeg fuldt ud, hvad han mener. Da min mor fik konstateret en grim cancer i spiserøret, da min far døde, da jeg blev skilt og gennemlevede diverse arbejdsmæssige udfordringer, var løbeturene i den grad med til at få følelser og tanker på plads og give mig styrke til at komme videre. Når jeg ind i mellem render ind i en skade, er det ikke så meget den konditionsmæssige effekt, jeg savner, men løbeturenes fabelagtige evne til at skabe orden oven i bøtten på mig.

I timerne efter et hårdt træningspas åbner der sig altid et vindue til at blive et bedre menneske. Udmattelsen betyder, at alle parader er nede. Kroppen er helt afslappet, og ligeså er tankerne. Stivheden i hjernen er væk. Den er føjelig og bøjelig. Ubekymret.
Anders Legarth Schmidt

Faktisk er der nærmest tale om en tendens: Mange af de løbere, der for ti år siden var helt besatte ved tanken om at præstere, fx løbe marathon på marathon eller jagte næste PR, har i dag en helt anden tilgang til løb: De løber for glæden, overskuddet, hele den mentale dimension.

Til store fysiske styrkeprøver som maraton og ironman-stævner møder man ofte atleter, der ligefrem skilter med, at de løber til ære for deres afdøde mor, far, søster, bror, ægtefælle eller barn. De får altid varme kram med på vejen fra deres medløbere og klapsalver fra tilskuerne. De fleste har jo oplevet sorg og tab selv - og ved, hvor helende en tur med pulsen oppe kan føles. Om ikke andet, fordi man får en pause fra de sorgfulde tanker, der ofte kører i ring. Anders beskriver så smukt den vidunderlige lethed og tomhed, han følte, da han gennemførte Frankfurt Marathon i fantomtid. Uden at tænke på Ellen i de to timer og knap 42 minutter, det varede.

For mit vedkommende behøver pulsen heldigvis ikke være helt oppe at ringe for at få tankerne til at flyve og falde i hak. Det kan de fint i mit langsomme løbetempo - og oven i købet også, når jeg går, hvis der er fart nok på. Måske slægter jeg familiens vist nok eneste fitnesspionér på: Filosoffen og teologen Søren Kierkegaard, der bl.a. skrev: Jeg har gået mig mine bedste tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den.

Kombinationen af løb og gang er også god: Enhver, der har prøvet at bearbejde sorg og angst på løbestierne, kender nok følelsen af, at hele brystkassen snører sig sammen, så man næsten ikke kan få luft.  Så hjælper det at komme ned at gå lidt - eller resten af turen.

Du kan kalde det en flugt. Det er den forklaring, som er mest oplagt på spørgsmålet: Hvorfor løber han så meget? For mig har det været det modsatte. En måde at holde mig i live på. Uden løb og bevægelse var jeg blevet til stenen, der rammer vandoverfladen og hvirvler mod bunden og dyndet.
Anders Legarth Schmidt

Tager jeg racercyklen og kører ud ad en øde landevej, hvor benene kan arbejde rytmisk og ikke bliver bremset af lyskryds og andre trafikanter, fungerer det også. Men det SKAL være rytmisk, og hjertet skal banke og pumpe blod ud, og jeg skal ikke bruge krudt på at tænke på, hvad mine lemmer foretager sig. Hjernen må have fred til at føle, planlægge, sortere - eller bare lov at være tom og bygge sig selv op.   

Jeg har kigget mig lidt omkring i forskningen og litteraturen om fysisk træning som sorgbehandling. Endnu er der mange huller i vores forklaringsmodeller til, hvordan sorg påvirker os fysisk og mentalt, men én ting er sikker: Det sætter sig dybe spor på både hormoner, immunforsvar, nervesystem, kredsløb, fordøjelse, stofskifte og kroppens indre ur. Og nogle af disse skadevirkninger kan motion forebygge.

Når det er sagt, er det meget individuelt, hvad der skal til for at få mennesker gennem en sorg. For nogle vil træning opleves som tortur og ikke som den lindring, andre vil føle. Måske er de forskellige reaktionsmønstre en af grundene til, at mange par ender med at gå fra hinanden efter tabet af et barn: Parterne ikke er i stand til at sørge sammen. Fx hvis den ene har behov for at forpuppe sig i sofaen og tale med sin partner - der i stedet længes efter ensomheden på de lange, seje løbeture. En bog som "Jeg løber" kan forhåbentlig bane vej for en større forståelse for, at løbet netop ikke er en flugt. Hverken fra sorgen eller resten af familien. 

4 grunde til at dulme sorg med træning

1. Du booster dine glædeshormoner

Og her taler vi ikke om "Runner's High", som er de færreste forundt. Men løbeture og tilsvarende træningspas sætter gang i produktionen af glædes- og lykkehormonerne serotonin, noradrenalin og dopamin,  så hjernen oversvømmes med dem. Det minder lidt om den virkning, man forsøger at skabe med antidepressiv medicin: De får ikke sorgen til at forsvinde, men smerten føles lettere at håndtere.

Hormonfabrikkerne findes især nede i vores tarme. Et studie fra november 2017 viser, at  udholdenhedstræning som fx løb ændrer sammensætningen af ens tarmbakterier, især hvis man er normalvægtig. Det får dem til at danne flere kortkædede fedtsyrer, som er med til at regulere mængden af inflammation ikke bare i tarmen, men også i hjernen, fordi de to dele kommunikerer med hinanden via den lange vagusnerve. For at gøre en lang og indviklet historie kort, er det bl.a. din øgede produktion af disse fedtsyrer under træningen, der booster mængden af de humør- og velværehormoner, der virker som en befrielse i hjernen.  Mange mennesker med depression har stor gavn af at træne i kampen for at få de sorte tåger til at lette.

2. Du dæmper mængden af stresshormoner

Når musklerne arbejder, brænder de stresshormoner af. Forskerne har endnu ikke helt kortlagt sorgens biokemi, bl.a. fordi det er svært at udføre den slags forskning på forsøgsdyr, da man ikke umiddelbart kan sammenligne menneskers og dyrs måde at sørge på. Men forsøg med abemødre og abeunger, der blev adskilt fra hinanden, viser, at bl.a. stresshormonet kortisol i høj grad stiger, når man savner en elsket. Og vi ved, at kortisol frigiver sukker og fedt til musklerne, så man er klar til flugt eller kamp - og at det skal helst ud af kroppen igen. Hvis stressniveauet forbliver højt under længere tid, svækkes immunforsvaret, så man lettere rammes af sygdom. Især ser lægerne en tendens til, at mennesker i dyb sorg hyppigere får blodpropper, hjertestop og andre livstruende reaktioner fra hjerte-kar-systemet. Plus mange andre sygdomme, der hænger sammen med inflammation og et svækket immunforsvar.  

Eftersom træning gør dig fysisk træt, vil du også få lettere ved at sove om natten og mindre ravage i dine døgnrytmer.

Eksperterne er ikke enige om, hvilke former for fysisk træning, der virker bedst mod stresshormoner, men det er formentlig også indviduelt, om bedste bud er en rolig gåtur, et yogapas, en heftig spinningtime eller spurt på løbestien.

3. Du danner nye, friske hjerneceller til at løfte humøret

En af de mest fascinerende gevinster ved træning er, at det kan få nye, friske hjerneceller til at spire frem i det vigtige hjernecenter hippocampus, så ens kognitive evner ikke forfalder så meget med alderen. Hippocampus er center for bl.a. hukommelsen, men er også helt central i netværk af hjerneceller, der styrer humøret, fx angst, stress, lyst og appetitniveau. Hippocampus hos mennesker med ubehandlet depression kan skrumpe med ca. 10 pct., viser metastudier fra Center for Psykiatrisk forskning på Aarhus Universitetshospital.

Der er endnu en del løse ender i forskernes puslespil på dette felt, men studier tyder på, at alt det, der får nye hjerneceller til at vokse frem, og ikke mindst motion, også gør os mere robuste mentalt set. Bl.a. fordi motion får os til at danne stoffet BDNF - Brain Derived Neurotropic Factor - der virker som Substral for væksten nye hjerneceller.

4. Du får struktur i hverdagen

Hvis du mangler en mening med livet i sorgen over det menneske, du har mistet, kan faste træningstidspunkter, meget gerne på et hold, og i nogle tilfælde ligefrem træningsprogrammer frem mod et mål blive et værdifuldt holdepunkt og give en form for fixpunkt i horisonten.  

Læs mere i Anders Legarth Schmidts bog Jeg løber her

Andre bøger om løb og dets effekt på sindet:
Catriona Menzies-Pike: The Long Run: A Memoir of Loss and Life in Motion (2017)
Haruki Murakami: Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe (2009)

Kilder:
Medical & Science in Sports & Exercise, 20. november 2017
Nature Reviews Neuroscience 18. juni 2017
eLife 2. juni 2016

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Profil
Velkommen til min blog, der har som mål at gøre den nyeste sundhedsforskning brugbar og spiselig - bogstavelig talt - også i en travl hverdag.

Har du spørgsmål til mig eller forslag til emner, jeg skal tage op, så send dem endelig til karen.lyager@jppol.dk.
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
TV
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her