Hvorfor bliver vestlige mænd dårligere og dårligere til at lave børn?
Forskerne ved allerede, at der er et problem med fertiliteten. Men man ved ikke hvorfor.
Noget tyder på, at det mandlige reproduktionssystem bliver sløjere og sløjere - i hvert fald i Vesten.
Et nyt metastudie, altså en undersøgelse hvor forskere drager en konklusion ud fra resultaterne af flere andre, eksisterende undersøgelser, konkluderede i sidste uge, at det står skidt til med mænds sædkvalitet i den vestlige verden.
Faktisk er antallet af sædceller halveret i løbet af de seneste 40 år, og der er ingen tegn på, at tallet er ved at rette sig, lyder konklusionen i studiet foretaget af forskere ved det hebraiske universitet i Jerusalem samt Icahn School of Medicine i New York.
»Det betyder, at en stadigt større del af mænd har en sædkvalitet, der ligger under det normale,« lyder det bl.a. i studiet.
Studiet baserer sig på 185 undersøgelser, som er foretaget fra 1973-2011, og fertiliteten hos sammenlagt 42.935 mænd er blevet undersøgt. Med til historien hører, at sådanne undersøgelser kan være forbundet med usikkerheder, både når det gælder de deltagende mænd, og når det gælder metoderne, man bruger til at måle sædkvaliteten.
Ikke desto mindre hævder forskerne i dette nye metastudie, at de har taget højde for disse usikkerheder, og at billedet stadig er entydigt dystert.
»Resultaterne er ganske chokerende,« siger epidemiolog Hagai Levine, der er studiets hovedforfatter.
Richard Sharpe, som er ekspert i mandlig reproduktion, siger til The Guardian, at den nye undersøgelse »sådan cirka er det tætteste, vi kommer« på at være sikre på, at der over de seneste årtier er sket et kraftigt fald i mænds sædkvalitet.
Studiet har ikke undersøgt, hvad der kan være årsagerne til problemerne. Der var dog ikke noget fald i sædkvaliteten at spore blandt mænd i ikkevestlige lande, og Hagai Levine spekulerer derfor i, om vestlige mænds livsstil kan spille en rolle.
»Antallet af sædceller er blevet kædet sammen med miljø- og livsstilsmæssige faktorer. Især drengefostres kontakt med kemi og moderens rygning under graviditeten kan spille en rolle, mens kontakt med pesticider kan spille en rolle i voksenlivet,« lyder det bl.a. i studiet.
Ifølge Hagai Levine er de vestlige mænds koncentration af sædceller faldet fra gennemsnitlige 99 million sædceller per ml. sæd i 1973 til 47 mio. per ml. i 2011. Tidligere har andre undersøgelser peget på et lignende fald.
WHO's definition på normal sædkvalitet er, at der skal være mindst 20 mio. sædceller per ml sæd, og minimum halvdelen af sædcellerne i prøven skal bevæge sig.
Sidste år meddelte WHO, at vi kender »meget lidt« til det mandlige reproduktive system, hvilket fik bl.a. de britiske myndigheder til at opfordre forskere til at undersøge problemets mulige årsager nærmere.
Ikke mindst fordi der på nuværende tidspunkt ikke findes en måde at gøre sædkvaliteten bedre på med medicinske eller kirurgiske indgreb.
»Vi kan ikke behandle os til bedre sædkvalitet hos infertile mænd, og vi har ingen anelse om, hvad der er skyld i problemet,« siger Richard Sharpe til The Guardian.
Professor Allan Pacey fra universitetet i Sheffield forklarer til avisen, at alt lige fra mobiltelefoner til forurenet drikkevand har fået skylden for lav sædkvalitet, men intet er endnu blevet bevist.
Også andre problemer med mænds kønsorganer, f.eks. en stigning i antallet af testikelkræft-tilfælde, er endnu et mysterium for lægevidenskaben. De fleste af disse kræfttilfælde udvikles i de samme celler, som er ansvarlige for produktion af sæd.