Nyt studie: Vestlige mænds sædkvalitet er blevet halveret over de seneste 40 år
Mens nogle forskere er stærkt bekymrede, maner andre til besindighed og efterlyser mere forskning på området.
Det er et ømtåleligt emne, både for de mænd, der er ramt af problemerne, og for de førende forskere på området.
Nu har et nyt forskningsprojekt - igen - forsøgt at kaste lys over mænds sædkvalitet, og det er langt læsset med gode nyheder.
Vestlige mænds sædkvalitet er blevet mere end halveret fra 1973 til 2011, ifølge et internationalt forskerhold fra Human Reproduction Update.
43.000 mænd fra hele verden har i løbet af de næsten 40 år været involveret i undersøgelsen.
Det skriver blandt andet The Guardian og BBC.
Den bekymrende udvikling gælder mænd fra Europa, Nordamerika, Australien og New Zealand, mens problemet langt fra er så omfattende i resten af verden, ifølge undersøgelsen.
Resultatet er »ret chokerende« , ifølge hovedforfatter og epidemiolog Hagai Levine.
»Hvis vi ikke ændrer vores måde at leve på i forhold til miljøet samt de kemikalier, vi bliver udsat for, så er jeg meget bekymret for fremtiden. I sidste ende har vi et problem med reproduktion i det hele taget, og vi kan ende med at uddø som mennesker,« siger han til BBC.
Langt fra så bombastiske er andre forskere, der roser studiet for at være et af de mest grundige indtil videre, om end de stadig maner til besindighed.
For mens studiet indikerer, at forhold som kemikalier, pesticider og rygning kan have ført til udviklingen, er det stadig alt for tidligt at konkludere, ifølge Richard Sharpe fra University of Edinburgh.
»Det er primært, fordi der langt fra er blevet investeret nok i at undersøge mænds reproduktivitet,« siger han til The Guardian.
Også Allan Pacey fra University of Sheffield er afventende, selvom han roser den seneste undersøgelse for at have været mere grundig og fejlfri end tidligere studier.
»Debatten er langt fra afsluttet, og der er tydeligvis stadig meget arbejde, der skal gøres. Ikke desto mindre er undersøgelsen et skridt frem i forhold til at fremskaffe data, der i sidste ende kan gøre os i stand til at undersøge emnet mere grundigt,« siger han til BBC.
Èn ting er forskerne enige om - der er brug for mere fokus på området for i sidste ende at løse det, der kan blive et stort problem for mennesket.
»Det er et klassisk eksempel på et generelt sundhedsproblem, der er gået under radaren og er blevet ignoreret,« siger Hagai Levine.