Forening: »Kæden hopper lidt af, når man fotograferer noget så frygteligt så smukt«

Hun ligner noget fra en kz-lejr. Og dog.

Den 36-årige Signe Grønnebæk har skabt stor opmærksomhed, fordi hun har ladet sig afbilde i en kunstnerisk fotoserie, som viser det nøgne resultat af knap 20 års udpining af kroppen.

Fra hun var 17 år, begyndte hun vandringen ind i anoreksiens verden, hvor hun har levet lige siden. Men nu skal der råbes højt, mener Signe Grønnebæk, som har startet bloggen Anoreksigne for at sætte fokus på sygdommen, som hun ikke mener, at systemet behandler godt nok.

I forbindelse med bloggen fik hun samtidig fotografen Johnny Andersen til at tage fotoserien til skræk og advarsel. Billeder, som siden er blevet vist i adskillige medier, og også betød, at hun onsdag aften gæstede DR’s ”Aftenshowet”.

Men spørgsmålet er, om sådanne billeder virker afskrækkende eller inspirerende?

Generalsekretær i Landsforening mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS) Steen Andersen Ledsager er i tvivl.

»Billederne er jo næsten til at holde ud at se på, fordi de fremstiller noget, som måske ikke er særlig rart at se på, på en pæn måde. Mange af de billeder af tynde kroppe, som ligger på Instagram ser efter min mening hæslige ud, og alligevel er der nogen, som bliver inspirerede og ”liker” dem. Det fortæller mig noget om, at man ikke kan se, hvad det er, man ser.«

Omvendt anerkender han, at billederne formentlig ikke havde skabt samme opmærksomhed, hvis ikke, de havde været smukke.

»På den måde er de jo effektfulde.«

Signe Grønnebæk har fortalt til Jyllands-Posten, at hun blev chokeret, da hun så billederne.

»For mig er min krop bare et hylster. Jeg har svært ved at forholde mig til, at det var mig, for det matchede ikke det billede, jeg havde af mig selv. Og jeg bliver chokeret hver gang, jeg ser dem. Men derfor er det også vigtigt, at jeg blotter mig på den måde, så jeg bliver konfronteret med det hver dag.«

Hun understreger også, at det har været med i hendes overvejelser, at nogle ville kunne se hendes krop som noget at stræbe efter. Men, pointerer hun, hidtil har kun hørt fra personer, som følte sig afskrækkede af, hvad de så.

Men Steen Andersen Ledsager er ikke overbevist.

»Hvis man tager sådanne billeder og siger, at man gerne vil advare andre mod at se sådan ud, så tænker jeg, at det ikke helt stemmer, for så skulle man ikke tage dem så flot, som de er taget. Jeg vil ikke nedgøre hendes intention, men bare sige, at det ikke er sådan, man sætter fokus på, at anoreksi er den mest dødelige, psykiske sygdom for unge piger. Jeg er bange for, at kæden hopper lidt af, når man fotograferer noget så frygteligt så smukt.«

Generalsekretæren så gerne, at man satte fokus på de utilstrækkelige resultater i behandlingen af anoreksi.

»Vi ved, at der stort set ikke har været forbedrede behandlingsresultater de sidste 20 år. Uanset hvad man har prøvet, er der ikke flere, der bliver raske end for 20 år siden. Det kunne tyde på, at vi har været lidt for ensporede i vores forskning. LMS er nået frem til, at behandlingsalliancen mellem patienten og behandleren er det næste der skal satses på. Hvis man ikke har tillid til behandleren eller metoden, så bliver man ikke rask, og der har behandlingsvæsenet måske været lidt for rigidt. Det psykiske har ikke fyldt nok, og det har kemien mellem behandler og patient måske heller ikke.«

En af Signe Grønnebæks pointer er dog netop også, at anoreksibehandlingen er mangelfuld, og at hun ikke har følt sig mødt af systemet.