36-årig anorektiker viser sin nøgne krop frem: Jeg håber ikke, at nogen ser mig som et ideal

Hvorfor ser man kun anorektikere, når de er kommet ud på den anden side, spørger Signe Grønnebæk.

Artiklens øverste billede
Signe Grønnebæk blev chokeret, da hun så billederne af sig selv. Foto: John Andersen/ Fotoskud

Signe Grønnebæk var 17 år, da hun begyndte at kontrollere mængden af mad, som hun tillod at komme indenfor.

Det begyndte med ønsket om at tabe sig en smule, men også med en vilje til selv at tage styringen.

»Jeg gik i gymnasiet, og det var et pres. Jeg har altid været meget kropsfikseret, fordi jeg har været gymnast, og jeg har fra fødslen manglet mit venstre bryst, så mit kropsbillede har altid været skævt og negativt. Mine forældre havde nogle problemer, som jeg skulle forholde mig til, og så var det oplagt, at jeg skulle have kontrol over et eller andet, og det blev så maden. Der var ingen, der skulle diktere, hvad der skulle ind i min mund, slet ikke min mor og far,« fortæller Signe Grønnebæk.

Men efterhånden mistede Signe Grønnebæk kontrollen, og i stedet blev det en spiseforstyrrelse, som tog over. Og sådan har det været lige siden for den i dag 36-årige kvinde, som har været helt nede på 31 kg.

36-årige Signe Grønnebæk har kæmpet med en spiseforstyrrelse siden 17-årsalderen. Foto: Johnny Andersen/ Fotoskud

Nu har hun startet en blog, Anoreksigne, om sin sygdom og har i samme forbindelse fået taget nøgenbilleder af sig selv af en professionel fotograf. Alt sammen i et forsøg på at synliggøre sygdommen.

Billeder, som med al tydelighed viser, hvad mange års udsultning har gjort ved Signe Grønnebæks krop. Det, man ikke kan se, er, at hun har fået knogleskørhed, slidgigt, kronisk hovedpine, og at hjernen ikke er så klar, som den har været.

»Da jeg skulle lave bloggen, vidste jeg, at det skulle være med billeder. For det visuelle giver så meget mere end det skrevne ord. Jeg føler, at der er så meget skyld og skam omkring denne sygdom. Vi kan feje alt ind under gulvtæppet, og jeg kan blive ved med at gå i store bluser og sweatre, for så er den øjenbæ væk. Men jeg bliver ked af det, fordi jeg føler, at folk ikke ønsker at se mig,« forklarer Signe Grønnebæk, som blev førtidspensionist, fordi sygdommen ikke gjorde det muligt for hende at arbejde. 

Foto: Johnny Andersen/Fotoskud

Da hun så billederne, blev hun chokeret.

»For mig er min krop bare et hylster. Jeg har svært ved at forholde mig til, at det er mig, for det matchede ikke det billede, jeg havde af mig selv. Og jeg bliver chokeret, hver gang, jeg ser dem. Men derfor er det også vigtigt, at jeg blotter mig på den måde, så jeg bliver konfronteret med det hver dag.«

Signe Grønnebæk fortæller, at tanken om, at nogle mennesker vil se hendes krop som noget at stræbe efter, har givet hende »mange søvnløse nætter.«

»Der er en hage ved alting, og det må jeg tage med. Men jeg håber for alt i verden ikke, at nogen vil se det som et ideal. Jeg håber dog, at de piger eller drenge, som har den opfattelse, har nogle at snakke med, for jeg ønsker en åbenhed omkring det. Spørg folk, hvad de tænker, når de ser billederne. Snak med jeres børn,« lyder opfordringen.    

Indtil videre har reaktionerne da også overvejende været positive. Flere piger, som også kæmper med maden, har henvendt sig og fortalt Signe Grønnebæk, at billederne skræmte dem, og hun håber, at kunne hjælpe andre som sig selv.

Foto: Johnny Andersen/Fotoskud

Bloggen blev til, fordi Signe Grønnebæks idé om at skrive en bog om sin historie blev afvist af et forlag, ifølge hende, fordi det ikke, var en »solstrålehistorie«.

»Det gjorde mig ked af det og gal, fordi man åbenbart ikke vil "face" lorten, mens den lugter, man vil kun have historien om folk, som er kommet ud på den anden side.«

Signe Grønnebæk har endnu ikke taget det fulde skridt over på den anden side, men er ganske langsomt i gang. I løbet af årene har hun forsøgt sig med flere fejlslåede behandlinger, men oftest er hun efter eget udsagn faldet mellem to stole og har mistet tilliden til systemet.

Foto: Johnny Andersen/Fotoskud

»Ingenting har hjulpet. Jeg var for fysisk syg til, at psykiatrien turde tage ansvaret for mig. Jeg kunne få en hverdag til at fungere og var rask nok i mit hoved til, at lægerne ikke råbte vagt i gevær. Jeg var over 18, så der var ingen, der kunne tvangsfodre mig.«

Angstmedicin har dog gjort livet nemmere, og den 36-årige, som arbejder i fleksjob, ser nu lysere på fremtiden, end hun har gjort længe. Hun er begyndt at spise nye ting og kæmper nu for, at spiseforstyrrede skal kunne få tilbudt øjeblikkelig hjælp, når de erklærer sig klar - på linje med alkoholikere. 

»Jeg vil virkelig gerne have en form for Minnesota-kur for spiseforstyrrede, uanset hvor de bor i landet,« erklærer hun med henvisning til behandlingsprogrammet, som oprindeligt blev designet til alkoholikere.

»Så skulle de spiseforstyrrede være indlagt i fire-fem uger og efterfølgende have en mentor, som de kan ringe til på alle tidspunkter af døgnet.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.