»Fællesskabet er det fede«

Efterskolen blev svaret på forældrenes bekymringer. Mikkel Beha blev 15 år på dagen, hvor han startede på Rantzausminde Efterskole nær Svendborg på det sydlige Fyn. 11. august 1981.

Århusdrengen var i bund og grund en god dreng med en kærlig og frimodig kernefamilie i ryggen, men alligevel var det som om, han befandt sig i et dårligt selskab.

»Jeg vidste godt, hvad der var rigtigt og forkert, men samtidig var jeg havnet i nogle vennemiljøer, som ikke kom fra samme kår som jeg, og som ikke havde samme kodeks for rigtigt og forkert. Når vi var ude at lege, legede vi ”stjæle knallerter”, hvor andre legede ”spille fodbold” eller ”klatre i træer”. Jeg kan huske den dårlige samvittighed, men jeg havde ikke noget valg. Det var bare sådan vi gjorde,« fortæller Mikkel Beha Erichsen.

Da han gik i 8. klasse i en traditionel folkeskole i Aarhus med ”kateder og 24 elever”, gik det derfor op for både hans forældre og ham selv, at et efterskoleophold ville være en god ide.

»Jeg kunne ikke sidde stille og kom op at diskutere med lærerne hele tiden. Jeg lavede alt muligt andet end at gå i skole og sad konstant til samtaler oppe på skolen. Jeg var jo ikke nogen ond dreng, men jeg var nok en blanding mellem ballademager og velargumenteret spørgsmålsstiller, « siger Mikkel Beha Erichsen.

Hans forældre kom fra højskoleverdenen. Stedfaren var af den gamle Vallekilde Højskole-familie og moren, stedfaren samt nogle af deres venner havde startet Den Røde Højskole i Svendborg, så for dem var det naturligt, at Mikkel skulle på højskole. Valget faldt på Rantzausminde Efterskole, fordi der her var fokus på elevdemokrati, medbestemmelse og medansvar.

»Det passede rigtig godt til mig, da det var det, jeg havde siddet og råbt op om i 7.-8. klasse, men aldrig kommet igennem med,« siger Mikkel Beha Erichsen.

”Hullet”

Den 11. august 1981 var, så vidt han husker, en søndag.

»Jeg kan huske min første dag meget tydeligt. Man kommer jo med en milliard sommerfugle i maven, fordi man er 15 år gammel, man skal møde en hel masse nye venner, man er virkelig på og usikker på, hvad det er, man har rodet sig ud i. Man har spørgsmål som: Hvem skal jeg bo på værelse med? Hvordan ser de ud? Hvor kommer alle de andre fra? Er det nogle jeg kan finde ud af at snakke med? Er der nogle piger, der ser godt ud?« siger han.

Han blev kørt til efterskolen af sine forældre, og da de var taget af sted, samledes alle de nye efterskole-elever i ”Hullet”, et slags amfiteater, som var tilpasset de omkring 70 elever.

»Jeg kan huske, at der stod nogle af andetårseleverne og skulle introducere skolen. De skulle fortælle, hvordan rengøringsordningen fungerede, hvornår man spiste, og jeg syntes, de var så store. De var 16 år og kæmpeseje. Jeg tænkte bare: Så stor bliver jeg aldrig, så klog bliver jeg aldrig, sådan noget smart hår får jeg aldrig, og så mange søde venner får jeg aldrig.«

”Hullet” var efterskolens samlingspunkt. Her var møde hver morgen, og det var her den kommende dag blev ridset op, den kommende lejrskole, og her de store beslutninger på demokratisk vis blev truffet. Der blev lavet udvalg og uddelegeret ansvarsområder, og det var det, der var så fantastisk ved efterskolen, synes Mikkel Beha Erichsen.

»Det var meget anderledes end folkeskolen. Det var en kæmpe gave at blive hørt, at blive lyttet til, blive taget alvorlig og opleve, at ens stemme var nøjagtig lige så meget værd som lærernes. Selvfølgelig havde de voksne nogle regler, men mange beslutninger blev truffet af de knap 70 elever på Rantzausminde Efterskole.«

En genfødsel

Mikkel Beha Erichsens to ældste sønner har også gået på efterskole, og hans yngste søn er af sted lige nu. De er alle sammen selv kommet og sagt, at de ville på efterskole. Uden at blinke, fortæller han. Gennem dem kan han genkalde, hvor meget efterskolen gør for børn i den alder.

»De fortæller jo ikke så meget, men man kan se på dem, at de har det godt. De kommer hjem og stråler. De har røde kinder og nye venner. De vokser fra uge til uge. Ikke bare fysisk, men også herinde,« siger han og peger på sit hoved. »Der er ikke nogen alder, hvor man udvikler sig så eksplosivt som fra 15 til 17 år. Den former virkelig en.«

Selv om det er over 30 år siden, er Mikkel Beha Erichsens bedste venner den dag i dag nogle, han gik på efterskole med. De ses ikke som ”efterskolevenner”, men som ”venner”, og de er alle sammen blevet gift på kryds og tværs, så når de mødes til påskefrokoster, nytårsaften og fødselsdag er de en ”kerne” på 25 stykker.

»Vi er meget forskellige. En er elektriker, en er pædagog, og en driver en restaurant. Men vi ved bare, at vi har hinanden,« siger han.

Det samme kan man ikke sige om de venner, som Mikkel Beha Erichsen stjal knallerter med i folkeskolen. Dem har han ikke haft kontakt med siden.

»Jeg kom aldrig tilbage til Aarhus. Jeg var jo hjemme og besøge min familie i Aarhus, men uden at gå ned ad det spor. Det var fortid. Søndag d. 11. august skiftede mit liv fra at være ham, der godt kunne finde på at stjæle en knallert og pjække fra skole til at være en enorm engageret og demokratisk orienteret efterskole-elev. Det var over night.«

At ens liv kan skifte over night er også en kvalitet, som Mikkel Beha Erichsen tillægger efterskolen. Her kan man få lov til at skifte ham uden nogen løftede øjenbryn.

»Man kommer uden bagkatalog, uden forhistorie. Du kan komme ind og være lige den, du vil. Det er en kæmpe gave til mange unge, der måske i deres egen familie og i vennekredsen er blevet låst fast i et billede af, hvem de er. Lige så snart du starter på efterskolen, er tavlen visket ren. Du kan lave et personlighedsskift, fordi der ikke er nogen, der forventer, at det altid er dig, der siger det sjove, eller at du er den, der er den stille. Det er en slags genfødsel.«

I folkeskolen var Mikkel Beha Erichsen den irriterende elev, der konstant skulle stille kritiske spørgsmål til undervisningen, men på efterskolen var det netop meningen, at man skulle være kritisk og stille spørgsmål til sin omverden. Det fik pludselig også Mikkel Beha Erichsen til at interessere sig for skolen på ny.

»Det viste sig jo, at jeg ikke havde svært ved skolen. I folkeskolen i Aarhus gad jeg bare ikke, fordi alt skulle gøres på en bestemt måde. På efterskolen var der selvfølgelig også et pensum, der skulle følges, men undervisningen var tilrettelagt anderledes,« fortæller han.

»Man skulle f.eks. hjælpe hinanden, og da jeg blev bedt om at hjælpe Connie med procentregning, var det den første succesoplevelse, jeg havde haft i skolesammenhæng nogensinde. På efterskolen fik man også lov til at fordybe sig i et emne, man brændte for. Jeg fordybede mig i Bob Marley og blev ekspert på rastafari-kultur og reggae. Det havde jeg aldrig fået lov til i folkeskolen. «

Fællesskabet

Mikkel Beha Erichsen blev på efterskolen i to år ligesom cirka halvdelen af de andre. »Jeg kunne simpelthen ikke få nok. Det var simpelthen så fedt, så der var ingen grund til at skynde sig videre,« siger han.

Rantzausminde Efterskoles lærerstab var ung, så da han gik ud af 10. klasse flyttede han sammen med nogle af lærerne i et kollektiv tæt på skolen. På den måde var Mikkel Beha Erichsen stadig en del af efterskolemiljøet, og det er faktisk gennem Rantzausminde, han kender sin kollega, tv-værten Cecilie Frøkjær, der gik på efterskolen nogle år efter ham.

»Så sent som i går, da vi stod i Operaen og skulle optage TV 2’s nytårsshow, talte vi om, at vi kun var 15 og 17 år dengang, og at vi ikke i vores vildeste fantasi kunne have forudset, at vi ville ende herinde i Operaen sammen i dag. Men sådan vil livets tilfældigheder det.«

Da Mikkel Beha Erichsen gik ud af efterskolen, anede han ikke, hvad han ville være. Kollektivet startede en cykelforretning, og på det tidspunkt var han overbevist om, at han ville slå resten af livets folder som cykelsmed. Senere besvarede han opkald i Tine Brylds radioprogram på Danmarks Radio, og det var den vej igennem, han kom til at lave TV. Når han kigger tilbage på efterskolen, er fællesskab noget af det første, der popper op hos ham. Efterskolen var for ham en god demokratisk grundskoling, der lærte ham at tage ansvar for sine handlinger og for de fælles regler, som de satte op. Derfor er der også en episode, som især har brændt sig fast, når han tænker tilbage på efterskoletiden. Ligesom på alle andre efterskoler er der udsmidningsgrund, hvis man drak eller røg hash. Men en dag var der en elev, som havde drukket alkohol, og det rygtedes rundt på skolen. Til sidst fandt lærerne ud af det, og konsekvensen var altså udsmidning.

»Det var et kæmpe chok for vores gruppe pludselig at få taget en ud af flokken. Det var som at miste en lillefinger,« siger han.

Men det største chok var, at nultolerancen overfor hash og alkohol var blevet besluttet på et fællesmøde i ”Hullet” af eleverne selv.

»Lige pludselig så vi konsekvensen af ikke at have overholdt nogle regler, som man havde lavet i fællesskab. Han var jo fuldstændig ulykkelig. Og det var netop tragisk, fordi han selv havde været med til at lave reglerne,« siger Mikkel Beha Erichsen og fortæller, at det havde været helt anderledes, hvis det var regler lavet af forældre eller lærere.

»Vi var indstillede på de her regler. Det var rammen for vores fællesskab. Derimod mener jeg i høj grad, man skal udfordre regler, der er lavet af andre. Selvfølgelig må man ikke slå ihjel eller køre spritkørsel, men mange regler skal man udfordre.«

Den holdning kommer både fra Mikkel Beha Erichsens opvækst, der var præget af ”hippier, kollektivister og højskolefolk”, men den er også i høj grad formet af efterskolen.

»Ansvarligheden og det, at vi er gode nok alle sammen.«

Og det er også sådan, han har opdraget sine børn.

»Vi har altid sagt til dem, at de er gode nok, som de er. De får også en masse ansvar, og så skal de leve op til det. Ikke som en test, men fordi vi synes, det er en god måde at gå ud i livet på.«

Der er altså ingen tvivl om, at Mikkel Beha Erichsens efterskoleophold ændrede hans liv. Bogstaveligt talt. Men hvad med i dag? Kunne han få lige så meget ud af et sådan ophold i dag som da han var 15 år?

»Ligegyldigt hvor man er i livet, kan man få noget ud af fællesskabet. Det er en mangelvare i dag, og jeg kan godt blive en smule mismodig, når jeg f.eks. med unge kolleger oplever, hvor meget det handler om, hvad jeg har lyst til, hvad jeg har behov for, og hvilken andelslejlighed jeg skal have, og nu ønsker jeg mig en folkevogn Up. Jeg tænker, at de går glip af alle fællesskaberne. Jeg har lyst til at sige, at de skal lave noget sammen med andre. Køb et sommerhus sammen med nogle venner og sæt det i stand. Det er pissesjovt. Gør noget i fællesskab. Fælleskab er det fede. Og hvis man får den følelse ind tidligt i sit liv, er det en kæmpe gave resten af livet, fordi man ved, hvor meget det er værd.«