Eksperter advarer: Dit barn kan blive kvalt i ny baby-dille
Der er risiko for, at barnet bliver fejlernæret eller kvalt ved trenden Baby-led Weading, advarer Sundhedsstyrelsen samt norsk overlæge.
Eksperter opfordrer til, at man tænker sig om, før man springer ud en ny madtrend for babyer, der går fra amning til fast føde. Dillen kaldes Baby-led weaning, og den er særligt populær i England og Australien, men også herhjemme har den samlet tilhængere.
Baby-led weaning - på dansk babystyret madtilvænning - går ud på, at barnet i praksis selv skal have lov til at bestemme, hvad og hvor meget det vil spise. Og maden skal være den samme, som resten af familien får, skåret ud i en størrelse og form, så barnet selv kan samle den op - babymos eller puré er altså bandlyst.
På den måde kan børn blive langt mindre kræsne end dem, som bliver madet med ske, skriver Sundhedsstyrelsen, som også påpeger, at det kan have en positiv effekt på barnets vægtudvikling.
Eksperter har dog nogle bekymringer overfor metoden. For det første kan man risikere, at barnet ikke får tilstrækkelig næring.
»Omkring seksmånedersalderen har børn et meget lille jernlager i kroppen, og de er meget afhængige af jern. I den mad, de selv kan finde ud af putte i munden, er der meget lidt jern,« siger Ingrid B. Helland, som er overlæge ved Rikshospitalet, til TV2 Norge.
Sundhedsstyrelsen anbefaler heller ikke metoden på den baggrund, at den ikke finder det tilstrækkeligt belyst, om børnene får nok mad og den rette næring. Det skriver styrelsen i rapporten "Ernæring til spædbørn og sundhed - en håndbog for sundhedspersonale".
»Desuden er aspektet omkring risiko for kvælning pga. for store madstykker ikke tilstrækkeligt belyst,« tilføjes der.
Det er også noget, som den norske overlæge ser alvorligt på.
»Hvis barnet får bidder, som den ikke kan magte, så kan det sætte sig fast i halsen. Det er livsfarligt, og hvis barnet for ofte tager for store bidder, så kan det udløse brækreflekser, som heller ikke fremmer, at barnet spiser,« siger Ingrid B. Helland.
Nogle af principperne fra Baby-led weaning kan forældre dog godt tage til sig, mener overlægen.
»Det er vigtigt, at barnet tager del i familiens måltider - at det sidder med rundt om bordet og smager på den mad, som familien spiser,« siger Ingrid B. Helland.
Forældre skal dog sørge for, at barnet får tilstrækkelig mad og næring, understreger hun.