Hjælp til mødre, der ofrer sig selv

Enhver mor vil gøre alt, hvad der står i hendes magt, for at hjælpe sit barn. Ikke mindst, hvis barnet får en diagnose som depression, spiseforstyrrelser, angst eller ADHD. Hun bakker 100 procent op om sit psykisk sårbare barn og bruger alle sine ressourcer på at hjælpe sit afkom. Det gælder i virkeligheden også, hvis det er hendes gamle mor eller en anden i familien, som bliver psykisk syg.

Ofte er mødrene den primære støtte- og omsorgsperson, hende, der følger sine nære til behandlinger, og hende, der aldrig giver op. Udfordringen er bare, at vi som kvinder glemmer at få ladet vores egne batterier op, fordi vi kun giver og giver. Det er mere end uhensigtsmæssigt på længere sigt, forklarer Sanne Roesen. Hun er uddannet psykoterapeut og mindfulnessinstruktør samt forfatter til folderen “Børn og Unge med psykiske problemer – en guide til forældrene”, udgivet af Bedre Psykiatri.

Hun kender alt til kvinder, som er nedslidte af at passe på alle andre end sig selv. Hun har selv været pårørende og opdagede, at der manglede tilbud til mødrene. Hun begyndte som frivillig i Landsforeningen for pårørende, Bedre Psykiatri.

Siden hen har hun som selvstændig terapeut i mere end tolv år haft netværksgrupper for pårørende.

»Mødrene kæmper en brav kamp for deres børn, men er selv ved at gå ned med stress. De skal have hele deres familie og deres eget arbejdsliv til at hænge sammen, samtidig med at de er den nærmeste støtte for deres barn. Det kan man klare i en kortere periode. Men ofte er det et længere forløb, og så slår kræfterne ikke til hos moderen, hvis hun ikke sætter omsorg for sig selv ind på sin følelsesmæssige konto,« siger Sanne Roesen. »Det er vigtigt for mig at sige, at vores børn altid er vores børn, ligegyldigt hvor gamle de bliver. Hvis de er psykisk sårbare, er det belastende at være mor og pårørende, og derfor skal vi passe på os selv for at kunne klare det store arbejde.«

Pårørende er i fokus

Sanne Roesen har specialiseret sig i at hjælpe de pårørende, så de kan give næring til sig selv. Hun har forældrenetværksgrupper i Jylland og på Fyn, hvor det er forældrene, der er i fokus. Men hun holder også mindfulnesskurser for pårørende – foreløbig i Aarhus og Randers. Her får kvinderne en mental pause til egen opfyldning, så de igen har energi til det fortravlede liv, som det er at være på alle steder.

»Jeg har mødt mange kvinder, der bryder sammen de første gange, vi mødes, fordi de synes, at det er forkert, at det er dem, der skal modtage. De er så vant til at give og føler næsten, at det er forbudt, hvis de bruger tid på sig selv. Men jeg forklarer dem, at for at de kan være den faste klippe, som det kræver at være mor til et psykisk sårbart barn eller ung, så skal man tankes op. Og kvinderne blomstrer, jo mere de tager sig af sig selv.«

En realitetskløft

I et ugentligt frirum på et par timer kan det ofte evigt tændte alarmberedskab blive slået fra, ligesom det tunge ansvar, som de fleste pårørende føler, kan parkeres uden for døren.

Her lærer Sanne Roesen deltagerne, at det er helt legalt at koncentrere sig om sig selv – også selv om ens datter eller søn er alvorligt psykisk syg.

»I det rum bliver der kun talt om, hvordan mødrene oplever verden, hvordan de har det, og hvad de har brug for.«

Sanne Roesen forklarer, at den symbiose, der opstår i forhold til den syge, ikke er nem. Vi vil jo bare gerne fjerne problemerne fra vores børn eller andre familiemedlemmer. Der opstår en realitetskløft mellem det, vi ønsker, og det, der er virkeligheden.

»At have et barn med en diagnose er meget smertefuldt, og den smerte går ikke væk. Det er virkeligheden og langtfra det, vi ønsker for vores barn. Jo dybere realitetskløften er, jo større er smerten. Essensen af mindfulnesstankegangen er: Vær i det, der er, som det er – lige nu. Derfor arbejder vi blandt andet på at få realitetskløften til at blive mindre dyb.«

Vejrtrækningen

Udgangspunktet for Sanne Roesen er MFBSR, mindfulness based stress reduction. Men hun har forenklet metoden. For da hun selv tog uddannelsen til mindfulnessinstruktør, blev hun meget overvældet af, hvor meget tid det krævede at praktisere mindfulness.

»Folk blev nærmest stressede af at skulle deltage i processen. Metoden er udviklet i et behandlingsmiljø, hvor folk befinder sig store dele af døgnet, og hvor man sagtens kan sætte tid af til længerevarende øvelser. Ingen tvivl om, at det er virkeligt givende, hvis man er i stand til at fordybe sig fuldstændig. Men i de fleste danskeres dagligdag passer det rigtigt dårligt. Derfor er forløbet tilpasset, så det passer ind i hverdagen. Det skal jo ikke være en stressfaktor, at man ikke kan nå at være mindful.«

Mindfulness handler som sagt om at blive nærværende.

»Jeg bruger åndedrættet som et anker for nærvær. Vi laver mange åndedrætsøvelser på kurset, små og store, korte og lange. I forløbet indgår flere forskellige elementer, blandt andet ACT, acceptance commitment therapy. Her arbejder vi ud fra mindfulness, altså nærvær, og accept forstået som at acceptere det, man ikke kan ændre, og kun handle på det, man har overskud til. For de pårørende handler det meget om at blive klar over, hvad der er egne grænser, og hvad der er barnets.«

Mange oplever, at deres grænser bliver invaderet. Man bliver i tvivl om, hvornår man kan tillade sig at sige til og fra, og om det, man føler, er i orden. Man er bange for at sætte noget negativt i gang ved at sige fra eller ved at holde fast i sine grænser. Så mister man sit overblik.

»Vi vil jo vores børn det bedste, og ingen ønsker at gøre noget, der forværrer børnenes tilstand. Vi snakker for eksempel tit om det, der sker på den korte og den lange bane. På den korte bane kan det, at man ikke sætter grænser, måske være godt, fordi man undgår en konflikt. Men på den lange bane er det skidt, fordi man bevæger sig i den forkerte retning i forhold til, hvad barnet har brug for af modstand, støtte osv.« Sanne Roesen mener, at mindfulness virker, fordi man får mulighed for at opdage sine egne faldgruber. Man bliver i stand til at træffe bevidste valg, fordi man får tid til sine overvejelser og ikke slår automatpiloten til. En af teknikkerne er vejrtrækningsøvelser, når man kommer i pressede situationer.