Vi smitter hinanden med fodsvamp
<p>Næsten halvdelen af danskere med fodsvamp håber, at det vil gå væk af sig selv. Dermed risikerer de at smitte andre.</p>
»Jeg venter og ser. Måske går det over.« Omtrent sådan tænker næsten halvdelen af de mange danskere, der hvert år får fodsvamp. Det viser en ny undersøgelse blandt 1.734 danskere foretaget af New Media Age. Her svarer 45 pct. af de smittede, at de ikke umiddelbart gør noget ved problemet, når de opdager symptomerne.
Men de smittede risikerer at bringe sygdommen videre, når de går barfodede i offentlige omklædningsrum.
»Jeg synes, at det pænt ulækkert,« siger bademester i Frederiksberg Svømmehal 26-årige Anas Ratz. I øjeblikket kører svømmehallen en stor kampagne for at gøre gæsterne ekstra opmærksomme på hygiejnen. Men det er op til folks egen samvittighed at sørge for, at de ikke smitter.
»Vi kan vi ikke gå og sige til alle gæster: 'Må jeg lige se dig under fødderne',« siger Anas Ratz.
Fodsvamp skyldes en infektion med svampe, og symptomerne er typisk lugtgener, udslæt og kløe mellem tæerne og under fødderne. Bliver fodsvampen ikke behandlet, kan den sprede sig til andre dele af kroppen.
Ignorerer symptomer
Overlæge Michael Heidenheim fra hudafdelingen på Roskilde Sygehus og faglig redaktør på Huddoktor.dk vurderer, at de smittede typisk venter med at gøre noget ved problemet, til generne er blevet større.
»Så mange kan givetvis rende rundt og smitte uden at vide det. Men smittefaren er ikke voldsomt stor. De rigtige omstændigheder skal være til stede, eksempelvis et svækket immunforsvar. Det er ikke alle, der udsættes for smitten, der får sygdommen,« siger han.
Nogle patienter forsøger efter et gammelt husgeråd at bekæmpe sygdommen med Atamon, som bruges til at konservere madvarer. Men det er ifølge Michael Heidenheim en dårlig idé, da det kan medføre allergiske reaktioner.
»Gem Atamonen til syltetøjet og gå i stedet til din læge med fodsvampen,« siger han.
Læs også: 10 råd til at holde influenzaen væk