Test: Bowers & Wilkins Volvo Premium Sound - Luksuslyd på 1. klasse
Når Volvo tager skridtet op i luksusklassen, lader de Bowers & Wilkins stå for lyden. Det er en god idé.
Plus:
Fuldvoksent anlæg med surround, streaming og fyldig lyd til alle passagerer.
Minus:
Du skal købe en Volvo XC90 for at få anlægget.
De fleste af os tilbringer meget af tilværelsen i en bil. For nogle af os er det derfor vigtigt, at stereoanlægget i bilen er godt. Dårlig lyd gør turen kedeligere, hvis man er glad for musik.
Engang var det forholdsvis let at gøre noget ved. Man købte simpelthen en bedre afspiller, en kraftigere forstærker og bedre højttalere, og fik dem monteret i stedet for det anlæg, der fulgte med bilen.
Nu om dage er det ikke helt så enkelt. Skal man købe en ny bil i dag, må man vælge anlæg, samtidig med at man vælger farve, fælge og andet udstyr. De fleste bilproducenter tilbyder derfor anlæg, der er tilpasset bilen, fra kendte højttalerproducenter som Bose, JBL, Bang & Olufsen og Bowers & Wilkins. For bare at nævne et par stykker.
Anlæggene findes ofte i flere udgaver med flere eller færre højttalere, og prisen lægges oven i bilens pris, når man vælger ekstraudstyr.
Moderne bilanlæg er tæt integreret med bilens elektronik, og valg af lydkilde, volumenstyring og søgen efter radiostationer foregår gerne med knapper på rattet. Flere og flere biler – ikke kun i luksusklassen – har en touch-skærm, hvor man kan skifte mellem betjening af navigation, temperaturregulering og lydanlæg med et par swipes på skærmen.
Det er mildt sagt en tand mere avanceret end for bare 15 år siden, hvor man kun skulle finde de alt for små knapper på bilens stereoanlæg for at skifte radiokanal.
Skræddersyet lydsystem
Volvo har valgt at samarbejde med Bowers & Wilkins i England, der har bygget lydanlægget til XC90. Premium Sound Sensus Connect, som det hedder, har 12 forstærkere med tilsammen 1.400 W, 19 højttalere, FM, DAB+, streaming fra mobil og tablet – samt cd-afspiller i midterkonsollen.
Til sammenligning har det simpleste anlæg i XC90 – Performance – seks højttalere og 52 W effekt. Der findes også en mellemting kaldet High Performance, som hæver lydkvaliteten en tand, med 12 højttalere og 224 W.
I en så stor bil kræver det flere højttalere at få lyden ordentligt fordelt i den store kabine. Hvilket igen kræver flere forstærkere. Lydkvalitet er én ting – en vigtig ting, hvis du spørger mig – men frekvensområdet skal justeres til det akustiske miljø i en bil. Ellers risikerer man, at bassen bliver ulden, fordi vejstøj lægger sig oven i lyden, og at diskanten drukner i vindstøj.
I XC90 har Bowers & Wilkins virkelig rullet sig ud. Premium Sound-anlægget koster 73.000 kr. – plus cd-afspiller til 1.500 kr. – og i opsætningen indgår i alt 19 højttalere drevet af effektive klasse D-forstærkere. Hver dør har et diskant-, et mellemtone- og et bas-element monteret. Foran på toppen af instrumentbrættet – læderklædt i vores testeksemplar af bilen, en T6 Inscription – sidder en centerhøjttaler med mellemtone og diskant, og bagved sidder yderligere et sæt højttalere.
Plus en subwoofer med en 25 cm stor bas, som ikke sidder i et traditionelt basreflekskabinet, men er integreret i bilens chassis, så et langt større volumen hjælper basfrekvenserne med at nå ned mod 20 Hz. Det er dybere, end mange subs til hjemmebrug kan gå.
Luksuslyd
Styringen af det hele foregår på den store touch-skærm midt på instrumentbrættet, og føreren kan vælge imellem 7.1 kanals surround-lyd fra Quantum Logic og at optimere lyden, så den opleves bedst af enten føreren, af alle, af dem bagerst eller hvor som helst i bilen.
Volvo B&W har også samarbejdet med svenske Dirac Research, der har hjulpet med programmering af lydoptimeringen til de forskellige siddepladser. De har også “indlagt” Göteborgs Koncerthus i anlægget, hvilket fungerer på den måde, at hvis man vælger Koncertsal på touch-skærmen, får lyden lidt mere klang, og lydbilledet virker større.
Læs hele testen hos Lyd & Billede