Test: Tivoli Audio Albergo+ DAB-radio - Digital radioklassiker
Den bedste FM-radio er blevet digital, og nu kan den også streame musik fra mobilen.
Plus
- Kompakt og letbetjent DAB-radio med streaming, som fås i forskellige farverige variationer. God lyd uanset lydkilde.
Minus
- Nogle af konkurrenterne har mere fyldig klang og spiller med mere power.
For mange af os er Tivoli Audio ensbetydende med god radiolyd, ikonisk design og ordentlig kvalitet. Den klassiske Tivoli-radio findes i tusindvis af hjem og vil helt sikkert overleve FM-båndet som distributionsform.
Men den er også gammeldags – ikke bare i sin nuværende analoge form, men også fordi den ikke kan bruges som højttaler, hvis man vil streame musik. For selv om radio stadig er de flestes foretrukne underholdningsmedie, vokser musik-streaming med eksplosiv hast.
Det har Tivoli Audio indset, og den nye, digitale udgave af den klassiske bordradio har alt det ovennævnte. Plus indbygget DAB+ radio-tuner. Albergo+ har både FM, DAB og DAB+ radio, samtidig med at den understøtter streaming fra mobil og tablet via Bluetooth.
DAB-radioen har også indgang til analoge lydkilder og hovedtelefon-udgang med stereo. Oveni har Albergo+ udgang til et ekstra højttalerkabinet af samme størrelse og design, som man kan koble til, hvis man vil have stereolyd. Det er også værd at nævne, at den har vækkeur med to alarmer, og at den bliver ved med at virke, selv om strømmen skulle svigte.
Moderne lydprodukt
En anden cool ting ved Albergo+ er, at den fås med sort, hvid, rød, blå eller grøn front, som desuden kan kombineres med et trækabinet. Disse findes også i forskellige farver og finishes, og ifølge Tivoli vil der komme flere kabinetvariationer med tiden. Så kan man skifte til en matchende farve, når man laver om på indretningen derhjemme.
Den moderne digitaludgave af Tivolis radioklassiker er en naturlig evolution, hvor man får et opdateret design, god lyd og kombinationen af DAB+ og Bluetooth. Som det sig hør og bør for moderne lydprodukter.
Albergo+ er ikke den billigste DAB+ radio, der kombinerer Bluetooth med bekvem fjernstyring, men den er afgjort blandt de bedste bordradioer, hvis man går op i lydkvalitet.