Test af Leica X2: Kvalitet koster
Alle, der drømmer om et Leica-kamera, men ikke har råd til et M9, kan få mange af ønskerne opfyldt med Leica X2.
Bare navnet er nok til at få hjertet til at slå hurtigere. Et Leica-kamera har altid været forbundet med eksklusiv kvalitet, udsøgt optik – og høje priser. De, der har haft råd til et Leica, ser sig sjældent tilbage. Men man må godtage begrænset funktionalitet, nul mulighed for video-optagelse, manuel fokus og priser, som ligger langt over et typisk spejlreflekskamera. Sådan var det i hvert fald, indtil Leica præsenterede X1 i 2010.
Da kunne man pludselig få opfyldt drømmen om et ægte Leica til en femtedel af prisen. For X1 og det nye X2 er vaskeægte Leica-kameraer. Udviklet og produceret i Tyskland, med Leica Elmarit 24 mm f/2.8 optik fastmonteret. Til 13.495 kr. fremstår det som et røverkøb sammenlignet med systemkameraet Leica M9 påmonteret et Summarit 35 mm f/2.5 til 58.500 kr.
Den optiske kvalitet er der ikke meget at udsætte på. Ligesom X1 har X2 en 24 mm vidvinkel med lysstyrke f/2.8, svarende til 36 mm brændvidde, hvis vi omregner til klassisk 35 mm filmformat. Eller 24 x 36 mm småbilledformat som på M9.
Vigtige forbedringer
Billedsensoren er byttet ud med en ny 16,2 megapixels CMOS i APS-C-format, som giver højere opløsning og matcher den optiske kvalitet på X2 bedre end 12 megapixels-sensoren på forgængeren X1. Men Leica har lavet andre vigtige forbedringer på X2.
Billedkvalitet
Efter flere hundrede billeder med X2 står det klart, at billedkvaliteten er et par hak bedre end med forgængeren X1. For ikke at sige tre hak. Hvor forgængeren havde en i overkanten aggressiv støjdæmpning af jpeg-filerne, har X2 fået en mildere og meget bedre jpeg-processering. Kombineret med en langt bedre billedsensor giver det rigtig god opløsning og detaljeskarphed og kun lidt generende billedstøj ved høj ISO.
X2 har næsten ikke konkurrenter i denne klasse med APS-C format. Fujifilm X100 er det nærmeste, man kommer. Da får man 12,3 megapixels, 23 mm (35 mm) f/2.0 fastoptik, søger med optisk, hybrid eller elektronisk LCD-søger integreret, 720 HD video-optagelse og superb billedkvalitet. Til 8.000 kr.
Læs hele testen hos Lyd & Billede/Gear her.