Filterfælden på nettet klapper

Facebooks Mark Zuckerberg er citeret for at sige: »Et egern, der dør foran dit hus, er mere relevant for dig lige nu end mennesker, der dør i Afrika.«

Sørgeligt, men – vil jeg hævde – desværre sandt.

Når jeg går ind på New York Times’ hjemmeside og kan vælge mellem ”Markise brækker kvindes ben i Park Slope” (mit kvarter) klikker jeg på linket hurtigere, end du kan nå at sige ”Syrisk oprør”.

Sådan er det bare. I det hele taget dyrker vi mennesker det nære og omgås helst ligesindede. Vi render rundt og bekræfter hinanden i, at vores holdninger er korrekte; vi holder den avis, vi deler synspunkter med, og er i grove træk ikke meget for at få udfordret vores opfattelse af verden – selv om alle naturligvis påstår det modsatte. Man vil jo nødig virke indskrænket.

Denne boble af selvbekræftende adfærd er i de senere år også flyttet ind på computeren.

Tjek på din adfærd

Det begyndte den 4. december 2009. Google bekendtgjorde for verden, at man nu ikke længere behøvede at være logget ind på sin Google-konto for at få glæde af personligt tilpassede søgeresultater – personalized search results.

I ”gamle dage” viste Google de samme søge-resultater til alle, uanset hvilken politisk overbevisning, købekraft, køn eller alder personen bag tasterne havde. Men den dag i 2009 begyndte Google at anvende dine tidligere søgninger og din netadfærd til at give mere præcise resultater og vise mere målrettede annoncer.

Selv når du ikke er logget ind som en bestemt bruger, forsøger Google at tegne en profil af dig baseret på din geografiske position, hvilken type computer du bruger, hvilken browser du anvender og mere end 50 andre parametre.

Google er ikke den eneste. Facebook gør det i stor stil – ja, selv netaviser som New York Times og Washington Post er begyndt at sortere i artiklerne, så hjemmesiderne viser de artikler, du formentlig vil synes godt om, mens artikler, som du historisk set er gået uden om, vil blive skubbet i baggrunden.

Selve indholdet i artiklerne skrives naturligvis ikke om, men det ville svare til, at den avis, du sidder med nu, har andre artikler end din nabos version af dagens Jyllands-Posten.

Ikke så tosset, hva’? Hvorfor ikke bare være glad for at skulle lede mindre efter de gode artikler og slippe for at se på annoncer, der rammer helt ved siden af dine behov?

Måske knapt så smart

Tja, en grund til at få armene ned kunne være, at de tilpassede søgeresultater lukker os inde i en lille selvtilstrækkelig boble, hvor vi kun ser det, vi ønsker at se. Lægger man Googles tilpasningsalgoritme sammen med Facebooks, Yahoo News’ og alle de andre hjemmesider, der benytter dem, så kommer vi til at leve i en såkaldt filterboble.

Det mener den amerikanske forfatter Eli Pariser, der har ”opfundet” begrebet og skrevet om det i bogen "The Filter Bubble: What the Internet Is Hiding from You".

Eli Pariser er politisk interesseret og undrede sig en dag over, at han ikke længere modtog Facebook-opdateringer fra republikanske venner, mens opdateringer fra venner på hans egen side af det politiske spektrum nåede fint frem til hans Facebook-side.

Det viste sig, at Facebook analyserede, hvilke links Eli Pariser selv lagde på Facebook, ligesom Facebook havde lagt mærke til, at han klikkede oftere på demokratiske end republikanske venners links. Således konkluderer Facebook, at Eli Pariser kun er interesseret i demokraternes synspunkter, mens højreorienterede synspunkter sorteres væk uden at spørge ham.

Ment som en hjælp

Ikke at Facebook har en politisk agenda – det samme sker for folk, der udelukkende uploader og klikker på billeder af biler eller babyer. De vil med tiden opleve det, som om at deres venner pludselig er helt vilde med biler eller babyer, fordi der kommer opdateringer fra venner, der deler den interesse.

Personligt elsker jeg, at tingene er skræddersyede. F.eks. i min favorit-app til iPad, Zite. Det er en nyhedslæser, der baserer udvælgelsen af artikler alene ud fra mine personlige præferencer. Var det min hustru, der loggede ind, ville hendes Zite-magasin se helt anderledes ud end mit.

Der er dog den væsentlige forskel, at jeg med personligt tilpasset indhold i Zite selv har fodret app’en med specifikke søgeord, som den bruger i sin jagt på at finde de bedste artikler til mig. Og jeg kan trykke tommel-op eller tommel-ned, så Zite lærer, hvad jeg synes godt om.

Auto-propaganda

Modsat er det med Google og andre søgemaskiner, hvor jeg forventer en mere neutral oversigt over tilgængelige informationer. Jeg har en forventning om, at oraklet vil give samme svar på samme spørgsmål, uanset hvem der indtastede søgningen i søgefeltet.

Men den tid er forbi. Tilpasningen af søgeresultater foregår usynligt og uden, at jeg aktivt har gjort noget. Neutraliteten udvandes og filterboblen vokser klik efter klik.

Det medfører auto-propaganda – altså propaganda, der forstærker vores egne overbevisninger og ikke sætter tingene i perspektiv, men blot giver os mere af det, vi kan lide. Vores præferencer og holdninger bekræftes af søgemaskinerne, som vi ubevidst selv har op- draget. Det er propaganda designet af os selv; målrettet mod os selv.