Fortsæt til indhold
Digitalt

Test: Barske gulvhøjttalere fra Dali

Mange kender nok Dali for dyre high-end højttalere, men det er faktisk billigere og hårdtslående højttalere, som gjorde mærket kendt. Med Lektor-serien går de tilbage til rødderne.

Af AUDUN HAGE, Magasinet Lyd og Bilde

Lektor-serien er det mange har ventet på - et nyt og billigere alternativ til den populære Ikon-serie. Dalis nye mellemklasse-højttalere er til sammenligning noget enklere bestykket og det første kendetegn ved topmodellen Lektor 8, er fraværet af Dalis velkendte kombination af diskantdome og bånddiskant. Bortset fra det, har Lektor 8 flere lighedstegn med sine storebrødre - blandt andet brugen af træfiber i bas og mellemtone-elementerne. Træfibermembranerne er meget lette og gør, at højttalerne kan reagere hurtigt på forandringer i musikken.

Byggekvaliteten på Lektor 8 er der heller ikke noget at udsætte på. De er meget solide og har godt dæmpede kabinetvægge, væsentlig bedre end de billigere Concept 8. Du må ganske vist nøjes med træimiteret vinylfinish. Højttalerterminalerne er af den enkle type uden mulighed for bi-wirring eller bi-amping.

Gode til hårdtslående musik

Lektor 8 er væsentlig mere ”pop” orienteret end sine dyrere brødre i Mentor og Helicon serien og gør det hurtigt klart, at de favoriserer musik med tryk på. Basgengivelsen er både hurtig og hårdtslående nok til, at man kan mærke rytmen pulsere i mellemgulvet. Lektor 8 klarer derimod at bevare en forbavsende klar mellemtone og distinkt diskant, selv når volumenknappen nærmer sig maksimum.

Diskantgengivelsen er det, man kalder behagelig afrundet. Den er langt fra lige så lys og nuanceret, som de dyrere Ikon 8, noget som kan slå både positivt og negativt ud. På de virkelig gode indspilninger, det kan være med Mark Knopfler, Nils Lofgren eller Katie Melua, vil du glip af nogle detaljer. Diskanten passer derimod godt til den lidt aggressive og ofte overkomprimerede lyd, som præger dagens pop-indspilninger. De samme lyde, som lyder hårdt og spidst på Ikon, kan lyde rigtig godt med Lektor-højttalerne.

Brug en strømstærk forstærker

Lektor 8 er ikke specielt letdreven. For at højttalerne skal vise sig fra deres bedste side, bør du derfor have en strømstærk forstærker, som kan være med på løjerne - gerne en 100 watts eller mere. Højttalerne fortjener også en god signalkilde, så du bør have en god CD-afspiller (alternativt en iPod-dock med god D/A konverter) for at hente bedst mulig lyd ud af anlægget. Lektor 8 er for øvrigt en stor højttaler, som kræver sin plads i lytterummet. Med basporte både foran og bag trives den bedst med en vis afstand til bagvæggen. Har du et mindre rum, kan de mere kompakte Lektor 6 være et godt alternativ.

Anbefalelsesværdig højtaler

Lektor 8 spiller højt, klart og med god indlevelse – en underholdende højttaler, som passer perfekt til hårdtslående musik. Rock, pop, hip hop og RnB lyder utrolig godt med disse højttalere, men de går ikke af vejen for at spille akustisk klassisk musik heller. Hvis du vil høre de sidste bider af information fra optagelserne, findes der mere detaljerede højttalere og også mere rendyrkede partyhøjttalere, som kan spille endnu højere. Lektor 8 rammer imidlertid plet, når det gælder kombinationen af tryk og raffinement og det er en højttaler, vi anbefaler at lytte nærmere til.

Læs også: Eminent lyd fra Vienna