Maling af murværk
Mon du kan/vil hjælpe os? Vi har et hus fra 1969 med kalksandsten. For et par år siden fik vi udbedret nogle fugeskader.
Den ”dygtige” murer, der havde lovet, at de nye fuger ville få samme udseende som de gamle, har ikke holdt, hvad han lovede. Det bevirker, at man tydeligt kan se, hvor der er sket udbedringer. Dertil kommer, at årene har sat sit spor på muren, hvor stenene dog er i fuld behold.
Vi har en datter og svigersøn, og deres hus - også med kalksandsten - blev malet for 12 år siden og ser fortsat flot ud. Vi overvejer nu at male stenene, men hvordan sikrer man det bedste resultat? Afrensning? Hvilken maling, hvor mange gange?
Vi ville være meget taknemlig for, hvis du ville svare. Vi læser med interesse de gode råd i Living om søndagen.
Venlig hilsen,
Helge Jensen, Birkevej, Vinderup
SVAR:
Kalksandsten er mursten, der er fremstillet af brændt kalk, sand og vand. De er relativt porøse sammenlignet med tegl og optager en del vand, men de afgiver også hurtigt vandet igen.
Kalksandsten findes med enten glat eller kløvet overflade, er normalt kun anvendt som skalmuring/formur, og de gamle kalksandsten er ganske holdbare og frostsikre.
En muret facade med kalksandsten, som er korrekt udført og uden fugtproblemer, er derfor stort set vedligeholdelsesfri som teglmurværk, men tiden kan give stenene et slidt eller gråligt udseende, og fugerne kan efterhånden forvitre/smuldre. I så fald skal de udkradses og omfuges - præcis som I har fået gjort partielt. Det er en skam, at resultatet af fugereparationerne ikke er blevet tilfredsstillende, og at en overmaling af murværket derfor er kommet på tale.
Når man maler murværk, skal man inden gøre sig klart, at man mister det udseende, der følger med at have to forskellige farver og materialer sat sammen - altså stenene og fugerne. Facaderne bliver mere som glatte flader, og reliefvirkningen mindskes. Desuden skal man være opmærksom på, at en pudset eller malet facade kræver jævnlig vedligeholdelse - i modsætning til den blanke mur. Men ønsker man at give hele murværket en overfladebehandling, kan man vælge enten at tyndpudse facaderne eller blot male dem. Man kan benytte en tyndpuds i form af vandskuring, sækkeskuring eller filtsning. Den efterlader et tyndt lag puds på murens overflade, og man kan fortsat fornemme sten og fugers struktur gennem pudsen. Tyndpudsen er bedst til glatte kalksandsten og kan afsluttes med for eksempel en silikatmaling for det pæneste resultat. Den kan imidlertid være vanskelig at påføre kløvede sten, men der findes en hvid specialpuds på cementbasis, som er beregnet til facader af kløvede kalksandsten. Den hedder ”Skalcem 1000” og kan påføres direkte på den rengjorte facade. Det giver en kalkmat overflade, der ifølge forhandleren ( www.skalflex.dk) er diffusionsåben og slidstærk. Det er dog ikke et produkt, jeg selv har nogen erfaring med.
Uden at vide, hvilken maling jeres datter og svigersøn med held har benyttet på deres hus, vil jeg nævne, at mange fagfolk advarer mod at male direkte på blank mur - også dem af kalksandsten, fordi der kan opstå problemer med vedhæftning og murens fugtbalance.
Uanset om man maler direkte oven på blank mur eller på puds, er det vigtigt at vælge en diffusionsåben maling, der binder godt på det mineralske underlag, og til det formål er silikatmaling mit bedste bud.
Jeg vil anbefale, at I rådfører jer med en byggesagkyndig malingsekspert, og selv om en forhandler af produkter måske ikke er uvildig, synes jeg alligevel, I bør tale med Keim Scandinavia A/S, som leverer god silikatmaling - og god rådgivning. Deres konsulent for Jylland Nord hedder Henrik Raunholt og kan nås på tlf. 4656 4644 eller 4018 8642 ( www.keim.dk).
Et klassisk alternativ til at give murene overfladebehandling er at udkradse alle fuger og få hele huset omfuget, uden at stenene bliver dækket til af hverken maling eller puds. God vind.
Venlig hilsen,
Maja Svane