VW Golf: Klassisk elbil genfinder gnisten
Den elektriske VW e-Golf har fået længere rækkevidde, som nu er på 300 km i teorien og 200 km i praksis. Det giver mere anvendelighed, men der er også begrænsninger.
Hvad kom først, hønen eller ægget?
Den gamle talemåde holder endnu.
Den elektriske Volkswagen VW e-Golf er nemlig et bevis på, at man ikke nødvendigvis behøver at genopfinde den dybe tallerken og udvikle en ny bil fra bunden for at skabe en komplet elbil.
Her har tyskerne taget et gennemprøvet koncept fra en femdørs Golf VII, der så har fået en elektrisk drivline med batteri og elmotor, der kaster 136 hk af sig, mens pakken af sikkerheds- og komfortudstyr med storskærm, digital instrumentering og automatisk nødbremse matcher de andre Golf-modeller. Inklusiv den indbyggede soliditet og gode køreegenskaber.
Der er dog ikke meget sjov eller funktionalitet ved en elbil, hvis rækkevidden er for kort, og batterierne derfor drænes for hurtigt. Det har været en hæmsko for en række af de elbiler, der er kommet på gaden inden for de seneste år.
Det gælder også e-Golf fra 2014, der ligesom bl.a. BMW i3 nu får et facelift, og rækkevidden her efter den teoretiske NEDC-skala øges fra 190 km til 300 km, hvilket ude i virkeligheden er lig med et spring fra godt 120 km til 200 km.
Der er også lidt flere kræfter i forhold til den tidligere models 115 hk. Det er noget, som vi prøver af i løbet dagene i selskab med den opgraderede e-Golf, der koster 302.977 kr. plus lev.
Flere muligheder
Lad os slå det fast med det samme: Rækkevidde tæller. Når først du har oplevet den frihed, der ligger i at køre en Tesla S med en reel rækkevidde på måske 350 km og superhurtig opladning, giver det en ny dimension af at køre elbil.
Hvis du på den anden side ser elbilen som en pendlerbil fra oplandet og ind til storbyerne, kan du sagtens nøjes med en rækkevidde på et par hundrede km. Især hvis du har en wall-boks med hurtigopladning i garagen, der kan reducere ladetiden til omkring fem timer mod 17 timer med det medfølgende såkaldte ”mormor”-kabel, der kan tilsluttes husstandens almindelige stik.
Fidusen er endnu bedre, hvis du kan lade på arbejdspladsen eller undervejs med et såkaldt Clever Unlimited-abonnement, der giver adgang til fri strøm på Clevers ladestandere for 399-599 kr. pr. måned.
Vi kørte delvist på motorvej og i by og brugte muligheden for at sætte bilen i indstillingerne Normal, Eco og Eco Plus samt et såkaldt Bregenereringsgear med kraftigere motorbremse.
Resultatet er klart: du kan nå de 200 km ved at køre hensynsfuldt.
Men det står også klart, at e-Golfen på den front har sin force i byen og dens indfaldsveje, hvor momentet på 270 Nm, der tager ved fra start, giver kraftoverskud, og hvor du med pæn kørsel faktisk kan holde godt på strømmen.
Motorvejskørsel dræner derimod batteriet med samme hastighed, som en skoleknægt fra 1. klasse tømmer en juicebrik med sugerør. Vi kørte bilen ved en temperatur omkring de 15 grader, og som altid falder rækkevidden, jo mere du nærmer dig frysepunktet.
Ram det rigtige gear
Vi ramte Eco-indstillingen som det bedste kompromis, hvor der er den bedste balance mellem kræfter og forbrug, mens den mere ekstreme Eco-plus-indstilling, der sætter strømforbrugere som blandt andet klimaanlægget ud, også gør bilen unødigt bovlam, mens topfarten her begrænses til 115 km/t.
På de lange stræk står det klart, at e-Golf også er en gedigen rejsevogn, som ligger klippefast på motorvejen, og efter vores mening er en af de mest komfortable elbiler på markedet.
Der opstår dog problemer, hvis du kommer for langt hjemmefra uden forberedelse. Det viste en tur gennem Kolding, hvor der skulle være tre centrale ladesteder i bymidten.
Bilens indbyggede navigation, som skulle vise os vej til ladestandere, er nemlig noget grovkornet og ledte os i første omgang frem til en stander fra et andet selskab, mens standere ved Føtex ikke var til at finde.
Her måtte vi tage Clevers egen app i brug, som er noget mere præcis i beskrivelsen af laderen, der viste sig at være placeret på taget af bygningen og var en hurtig 50 kW-lader, der kan oplade 80 pct. af batteriet på 45 min.
Det lykkedes også at finde andre centrale 22 kWh-standere ved den lokale tekniske forvaltning. Men selv om strømmen er betalt med dit abonnement, koster det altså 10 kr. i timen at parkere her.
Overvej Golf GTE
Afgifterne på elbiler blev let justeret i foråret og er ikke reguleret ved den seneste afgiftsomlægning. Og salget går i øjeblikket i slæbegear, mens vi venter på næste generation af nye elbiler med længere rækkevidde.
Hvis du dog går efter en brugsvenlig elbil, der kan anvendes som enhver anden bil i hverdagens trummerum og kun kører op til de 200 km mellem hver opladning, er e-Golf et klart bud.
Med efterårets afgiftsændring er der dog kommet et alternativ, som forener det bedste fra flere verdener inden for rækkevidde til stort set samme pris lige over de 300.000 kr., nemlig plug-in-hybriden Golf GTE, der kører 50 km på ren el og med brændstofmotorens rækkevidde når op på samlet 883 km.
Det er et klart alternativ, indtil den næste generation af elbiler står klar, og hvor VW har den Golf-klasse store I.D. på bedding i 2020 med en teoretisk rækkevidde på 400-600 km og en pris, som skulle matche en Golf Diesel.
Vil du have bilnyheder, anmeldelser og guider på en nem og hurtig måde? Så bestil JP’s Biler-nyhedsbrev, som kommer hver onsdag kl. 15.00. Tilmelding her.