Kom tæt på Londons gamle, sære og mystiske traditioner
I den ellers så moderne storby fastholder man hårdnakket en lang række særprægede og forunderlige traditioner og ceremonier, og mange af dem stammer helt tilbage fra middelalderen.
Det kommende brexit truer London Citys særstatus som et af verdens vigtigste finanscentre. Det er ellers en status, som går helt tilbage til middelalderen, hvor bydelen sammen med Westminster udgjorde Englands politiske og økonomiske centrum.
I dag lever Londons historie videre i en række særprægede traditioner, og stort set hver uge foregår der en eller anden begivenhed eller ceremoni, som borgerne i byen har fejret eller mindedes i hundredvis af år. Mange af ceremonierne og ritualerne er særdeles mystiske og har deres oprindelse i konkrete begivenheder.
Her præsenteres en række af de mest særprægede begivenheder, som stadigvæk kan opleves i London, og vi fortæller om deres historiske baggrund.
Får på London Bridge
Hvert år i september eller starten af oktober indtager et usædvanligt og mærkværdigt optog London Bridge. Freemen (borgere, som i gamle dage havde lov til at drive forretning i byen) fra The City, klædt i traditionelle dragter, fører får frem og tilbage på broen. I Middelalderen havde freemen ret til at komme ind til London over broen, der var den eneste adgang til byen over floden, uden at betale afgift, og det er denne ret, der stadig holdes i hævd.
Mens han fører får over London Bridge, fortæller en af the freemen:
»I dag er det penge, aktiehandler, forsikringer m.m., der handles med, men det er en fin tradition, at vi mindes, at London også i gamle dage var en handelsby. Dengang var det bare uld, der var handelsvaren. Så det giver god mening, at vi stadig mindes the freemen’s ret til at føre får over London Bridge«.
The Lord Mayor of London
The City i London har haft sin egen borgmester, The Lord Mayor of London, siden den tidligere Middelalder. England fik sin første premierminister i 1700-tallet, men da havde The City allerede haft 400 borgmestre. City er et lille område på kun ca. tre kvadratkilometer, men det var og er alligevel et af verdens vigtigste finanscentre. Bydelen er ikke demokratisk som de andre 31 kommuner i London, og den særlige ordning stammer helt tilbage fra Wilhelm Erobrerens tid, hvor han gav byen et kongeligt frihedsbrev, hvis beboerne ville støtte ham som konge. Byens borgere har siden da opfattet det sådan, at de er herrer i eget hus, og derfor vil de heller ikke have noget at gøre med Londons øvrige 31 kommuner. Her findes ingen kommunalbestyrelse eller folkevalgt borgmester. I stedet fastholder man det gamle lavsvæsen og har noget, man kalder Common Council. Det er et folkeråd af oldermænd, som vælges af freemen i de middelalderlige lav, som stadig eksisterer den dag i dag.
Øverst i hierakiet er borgmesteren og hans to sheriffer. De bliver valgt af oldermændene for et år ad gangen. Valget af den ny borgmester foregår den 29. september i den gamle lavsbygning Guildhall og for at sikre, at uvedkommende ikke trænger ind for at forhindre det vigtige valg, har man på forhånd sikret bygningen, hvor døre og vinduer bliver forskanset. Ved hver døråbning står en vagt med en stridsøkse.
Den anden lørdag i november kører den nyvalgte borgmester rundt i The City i sin pragtfulde guldkaret forspændt seks store bryggerheste for at blive hyldet. Efter kareten følger en procession af spydbærere, bueskytter, musketerer, Air Force-bands samt The Household Calvary and State Trumpeters. Der er lange ventelister for at få lov til at deltage i den imponerende procession, og der er altid tusindvis af tilskuere.
Lord Mayor of London skal ikke forveksles med Mayor of London, som er titlen på borgmesteren over hele Storlondon.
The Knolly’s Rose Ceremony
I 1370 da krigen mod Frankrig stadig rasede, var Sir Robert Knolly i Frankrig som engelsk hærfører. Hans kone, der var hjemme, blev træt af de avner, der blæste ind i hendes have fra tærskegrunden tæt ved, så hun købte grunden og anlagde en rosenhave. For at komme derover skulle hun imidlertid passere et mudret område og fik derfor bygget en bro. Da hendes mand kom hjem, blev han skrækslagen, fordi han vidste, at man ikke måtte bygge noget i London uden tilladelse. Han og konen blev indkaldt og skulle stå skoleret for The Lord Mayor of London, hvor de stod til straf og bøde. Men Sir Robert havde gjort sig godt bemærket i krigen, og da han tilmed var gode venner med borgmesteren, blev bøden fastsat til, at parret hvert år skulle aflevere en rose til borgmesteren. Det gjorde de, og lige siden er traditionen blevet holdt i hævd.
Broen og huset i Seething Lane er for længst væk, men af hensyn til traditionen har man bevaret et lille stykke jord, hvor der dyrkes røde roser, så borgmesteren fortsat kan få sin rose. Og sådan har det været hvert år med få afbrydelser lige siden 1381. Rosen båret på en blå alterpude bliver overbragt af The Honurable Court of the Company of Watermen and Lightermen, og den højtidelige procession bliver anført af The Verger of the Church of All Hallows by the Tower. Borgmesteren iført sin flotte embedsdragt tager imod i sin embedsbolig, Mansion House. En specielt udpeget person kaldet The Chief Escort to the Rose holder en kort tale, hvorefter rosen bliver givet til borgmesteren.
Svaner på Themsen
Svanerne på Themsen er fra gammel tid blevet betragtet som en kongelig fugl, men siden middelalderen har også vinhandlernes lav og farvernes lav haft svaner på floden. Fuglene har altid været beskyttede, og at skyde en svane kunne tidligere give strenge straffe. I 1970’erne blev en mand idømt tre måneders fængsel for med sit luftgevær at have dræbt to svaner. Han blev dømt i henhold til en lov fra 1592, som siger, at alle svaner, der ikke har mærker i næbbet, tilhører den britiske konge, og manden blev sigtet og dømt for at have forgrebet sig på kongelig ejendom.
Det er fortsat sådan, at man skal kunne kende forskel på ejerskabet til svanerne. Dronningen udpeger sin svanemester, og det samme gør de to lav, hvor hvervet ofte går i arv. I juli måned sejler svanemestrene og deres hjælpere ud på Themsen og indfanger svanerne og deres svaneunger. Svaner er aggressive fugle, så det kræver erfaring at fange dem.
På land undersøger man fuglenes næb. Har de ingen klip i overnæbbet, tilhører de dronningen. Et klip betyder, at de tilhører farvernes lav, mens to klip betyder, at de tilhører vinhandlernes lav. Samtidig klipper man også lidt af svingfjerene for at sikre, at fuglene ikke kan flyve for langt væk.
Ravnene på Tower
Der har været ravne på borgen Tower helt fra normannisk tid. Det var i Charles den 2.s regeringstid, at der opstod en myte om, at hvis ravnene forlod Tower, ville imperiet falde. Det måtte naturligvis ikke ske, så for en sikkerheds skyld har man derfor i dag altid seks ravne, og deres vinger bliver klippet, så de ikke flyver væk. Samtidig har man altid nogle ravne i reserve i Skotland. Ravnemesteren, en Yeoman Warden (den særlige garde ved Tower – også kendt som Beefeaters)passer på fuglene og sikrer sig, at de har det godt. De bliver bl.a. fodret med råt hestekød betalt af forsvarsministeriet.
For en del år siden kom betjente fra Scotland Yard med deres hunde for at undersøge, om der var skjult en bombe et eller andet sted på Tower. Uheldigvis kom en af hundene for tæt på en af ravnene, så den pludselig greb den om halsen og rystede den, så fjerene fløj, og ravnen døde. Straks var der stor opstandelse, og både ravnemesteren og flere medier kaldte det landsforræderi, mens Scotland Yard på sin side betegnede drabet som et uheld og udtalte, at hunden var en af deres bedste bombesnusere.
Hunden fik lov til at leve, men dagen efter var der på forsiden af avisen The Times en artikel med sort sørgekant, der berettede om den tragiske hændelse. For at berolige læserne kunne avisen dog berette, at der var ankommet en ravn fra Skotland, således at der igen var seks ravne på Tower.
The Ceremony of the Keys
Denne særprægede ceremoni er nok Londons ældste og har fundet sted uafbrudt i mere end 700 år – også under blitzen, hvor tyske fly bombede London i løbet af Anden Verdenskrig. Traditionen handler om den daglige lukning af Tower. En Yeoman Warden fulgt af to vagter går hen til træporten, der fører ud fra slottet. På vej tilbage rasler han med nøglerne. En brysk vagt standser dem så og råber med høj røst: »Who goes there?« Han får svaret: »The keys.« Vagten er tilsyneladende ikke tilfreds med svaret, så han siger: »Whose keys?« og svaret lyder: »Queen Elisabeth’s keys.« »Pass Queen Elisabeth’s keys and all is well«, lyder den sidste replik, og derefter fortsætter processionen op ad trappen. For enden giver the Yeoman Warden nøglerne til Towers kommandant, når klokken slår 22.00.
Det er gratis at overvære ceremonien, men man skal booke billetter online: hrp.org.uk/tower-of-london.
Adgang forbudt for dronningen
Der er ét sted i kongeriget, hvor dronningen ikke må sætte sine ben, og det er i Parlamentets underhus. Da Charles den 1. i 1641 kom til Underhuset for at arrestere fem parlamentsmedlemmer, var de blevet advaret på forhånd og flygtet. En rasende Charles forlangte at få at vide, hvor de var, men formanden udtalte knælende for kongen de berømte ord: »May it please your Majesty, I have neither eyes to see nor tongue to speak in this place, but as this house is pleased to direct me whose servant I am here«.
Rasende måtte Charles forlade Underhuset med uforrettet sag. Året efter brød borgerkrigen ud. Og den 30. januar 1649 blev kongen halshugget ud for Banqueting House i Whitehall. Dømt for forræderi mod det gode folk i England.
Når det nye parlamentsår starter, og dronningen i Overhuset læser premierministerens trontale, skal medlemmerne af Underhuset have besked, og eftersom dronningen ikke må komme i Underhuset, så sender hun en kongelig repræsentant Black Rod (Sorte Stav). Han bærer en sort stav under armen og banker hårdt tre gange med den på Underhusets massive egetræsdør, hvor der er dybe mærker efter flere hundrede års slag. Et medlem åbner døren på klem for derpå at smække den i for næsen af Black Rod. Han vender sig herefter mod de 649 medlemmer og råber af sine lungers fulde kraft: »Black Rod!«.
Dronningens repræsentant får herefter lov at komme tre skridt ind for at kundgøre, at medlemmerne er ønsket i Overhuset for at høre dronningens trontale. Ifølge traditionen bliver medlemmerne af Underhuset demonstrativt siddende nogle minutter og taler sammen, inden de endelig begiver sig til Overhuset.
Guy Fawkes
Da James den 1. blev konge i 1603, var det i en tid med voldsomme religiøse konflikter og voldelige sammenstød. Spørgsmålet var, om England skulle være katolsk eller protestantisk. En såkaldt krudtbande på otte personer ville sikre katolsk sejr i religionsstridighederne, og en af katolikkerne, Guy Fawkes, gemte sig under parlamentet med 36 tønder krudt, mere end nok til at sprænge hele parlamentet i luften. Planen blev dog afsløret, og Guy Fawkes blev ført til The Tower, hvor han blev lagt i the rack. En torturmaskine, der strækker en person flere centimeter længere, end han er. Under forfærdelige smerter tilstod han planerne, og kort efter blev de andre syv medsammensvorne pågrebet og idømt landets strengeste straf. De blev ført til Tyburn Tree, tæt ved Marble Arch, hvor de først blev hængt, derefter skåret ned, inden de besvimede, lagt på slagtebænken og sprættet op. Bødlen fik dobbelt løn, hvis han kunne skære hjertet ud og holde det op i hånden, mens det stadig slog.
Forsøget på at sprænge parlamentet i luften er aldrig blevet glemt. Hvert år den 5. november eftersøger en delegation af Yeoman Wardeners parlamentets kældre for at se, om der skulle være en Guy Fawkes. Om aftenen laver man bål og sætter Guy Fawkes på toppen, hvor han bliver brændt af som en heks. Samtidig bliver der i stor stil fyret massevis af fyrværkeri af.
Vil du have rejsenyheder, anmeldelser og guider på en nem og hurtig måde? Så bestil JP’s Rejse-nyhedsbrev, som kommer hver fredag kl. 15.00. Tilmelding her.