Dufte og kemi sendte Kira ud af arbejdsmarkedet

I toget fra Næstved og på vej ind mod sit arbejde hos Arla i København sad Kira Thømming altid og bladrede i en gratisavis. Hendes hud kløede, og hun havde hovedpine.

Hun havde ingen anelse om årsagen til sine voldsomme symptomer, der gjorde hende »så svimmel, at jeg næsten ikke kunne finde fortovet, når jeg stod af på hovedbanegården,« som hun husker det.

Hun stolede på sin læge, der ikke havde kunnet finde tegn på, at hun fejlede noget alvorligt.

»Hun havde testet mig for alt og kunne ikke se, at der var noget galt. Så hvis jeg fejlede noget, mente min læge, at det måtte være stress,« husker Kira. Selv var hun ikke overbevist om stressdiagnosen, og hendes urin klarede også frisag i en test for stresshormoner.

»Så jeg tænkte, at hvad end det var, der gav mig symptomerne, ville det nok gå over af sig selv,« siger Kira, der vænnede sig til hovedpinen og overvandt svimmelheden i de fleste situationer. Det faktum, at hun fik tømmermænd allerede en halv time efter at have drukket en øl, slog hun og veninderne også bare hen med fis.

Mere alvorligt blev det dog taget, da Kira i slutningen af 2006 oplevede, at symptomerne blev voldsommere.

På det tidspunkt var hun lige flyttet fra sin datters far og ind i et nyrenoveret rækkehus i Næstved.

»Dér fik jeg det virkelig skidt,« husker Kira, og på henvisning af sin egen læge blev hun nu indlagt i tre dage på Næstved Sygehus til udredning for sukkersyge.

»Men jeg havde hverken sukkersyge eller det omvendte, altså for højt insulinindhold,« konstaterer Kira. Hendes læge sygemeldte hende dog i tre måneder.

»Jeg havde det meget skidt. Det blev ikke bedre af at være hjemme de første par måneder, men så blev det gradvist lidt bedre,« fortæller Kira.

Den afslørende maling

Kira Thømming begyndte at arbejde igen. Hun havde fortsat mange symptomer og intet overskud, når hun kom hjem om eftermiddagen. Men hun holdt ud længe. Det var først i 2009, da Kiras arbejdsplads flyttede ind i en nyrenoveret bygning i Københavns havn, at hun måtte give fortabt. Hun sad ved sit skrivebord, da hun pludselig tabte koncentrationsevnen totalt.

Hun følte det, som om hun sad på en gyngende båd.

»Samtidig kløede og brændte min hud, og jeg fik meget ondt i nakken og i hovedet,« husker Kira Thømming.

Få meter fra hendes bord stod en maler og lappede på de sidste helligdage på det ellers indflytningsklare kontor. Pludselig var Kira Thømming ikke i tvivl om, hvad hun reagerede på. Det var den samme hovedpine, kløe og voldsomme svimmelhed, hun havde oplevet, da hun flyttede ind i det nymalede rækkehus.

Kira er duft- og kemikalieoverfølsom

Da Kira dagen efter ringede til sin læge og fortalte om sin reaktion på malingen på sit arbejde, foreslog lægen i første omgang, at hun fik lavet en aftale om at arbejde hjemmefra den næste tid.

Lægen henviste hende samtidig til Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital.

»Her mødte jeg for først gang nogen, som kendte til mine symptomer, og det var virkelig rart at blive taget alvorligt,« fortæller Kira, der på afdelingen blev klar over, at hun led af det, man på engelsk kalder Multiple Chemical Sensitivity.

På dansk kalder man lidelsen duft- og kemikalieoverfølsomhed, men vi bruger samtidig den engelske forkortelse MCS.

Det gik også op for Kira, at hun måtte have udviklet overfølsomheden over mange år.

»Allerede som barn var jeg nok overfølsom. Min far arbejdede som litograf på Ekstra Bladet og Politiken, og derfor fyrede vi med aviser i brændeovnen derhjemme. Jeg kan huske, at min mor har fortalt, at jeg altid gik rundt og sagde, at jeg svedte i hovedet. Det må have været på grund af tryksværten i luften.«

Med den fornyede viden om sin overfølsomhed arbejdede Kira det næste år på skift på kontoret i København og hjemmefra.

»Jeg tror egentlig ikke, at min arbejdsgiver kunne mærke noget på mig, for jeg lagde alle mine ressourcer i arbejdet. Men jeg var fuldstændig kvæstet, når jeg ikke var på arbejde, og til sidst kunne det ikke hænge sammen længere.«

Hvis det ikke var den friske maling på væggene, der stjal hendes koncentration, var det i stedet sprøjtegiftene på markerne derhjemme, tryksværten fra andres aviser på vej ind med toget og kollegaernes parfume eller parfumerede, nyvaskede tøj.

Kira blev kun mere og mere sensitiv over for alle dufte og kemikalier omkring sig.

I februar 2010 var hun nødt til at stoppe med at arbejde.

Et stille og duftfrit liv på Bogø

I dag bor Kira sammen med sin datter og kæreste på Bogø, syd for Vordingborg. Kæresten, som er landmand, bruger ingen sprøjtegifte, og alt, hvad der kommer inden for husets fire vægge, er parfumefrit. Parret har tre heste og et føl på vej.

Kira mener, at hendes koncentrationsevne har taget varig skade efter i så mange år at have været eksponeret for kemikalier og parfumer, hun ikke kan tåle. Set i bakspejlet mener Kira, at hun kørte sig selv alt for hårdt. Men på Bogø føler hun, at hun kan være til.

»Jeg har færre dårlige dage nu, hvor jeg bor på Bogø og går hjemme,« siger hun.

Noget så harmløst som vindretningen kan dog betyde en dårlig dag for Kira. For er vindretningen forkert, kan luften være fyldt med dufte fra forbrændingsanlægget i Nørre Alslev.

»Eller når landmænd og haveejere sprøjter mod ukrudt, eller når røgen fra naboernes brændeovne blæser herover. Så er jeg nødt til at lukke vinduer og døre og holde mig indenfor med mine to luftrensere,« siger Kira, som oplever, at foråret er den hårdeste tid på grund af de mange blomstrende træer og buske, og fordi landmændene sprøjter meget på det tidspunkt.

Kira forstår godt, at hendes symptomer i første omgang blev forvekslet med symptomer på stress. Hun oplevede da også, at hun reagerede endnu stærkere på kemi i perioder, hvor hun samtidig var stresset.

Forening: 25.000 er slået ud af MCS

I MCS Foreningen ser formand Simone Wrona en klar tendens til, at symptomerne på kemikalieoverfølsomhed associeres og forveksles med stress.

»Det er meget typisk for rigtig mange MCS-patienter, at ingen læger eller andre under udredelsen forbinder symptomerne med duft- og kemikalieoverfølsomhed, fordi der generelt ikke er særlig meget viden om sygdommen. I stedet er man inde over noget stress eller traume-relateret og kategoriserer det, patienten oplever, som en psykisk lidelse,« siger hun.

Der mangler helt generelt en anerkendelse af MCS som en fysisk sygdom, mener Simone Wrona.

I 2006 gennemførte det nu nedlagte Videnscenter for Duft- og Kemikalieoverfølsomhed en undersøgelse, der bl.a. estimerede, at omkring 17.000 danskere lider af MCS i sådan en grad, så de ikke kan arbejde eller fungere i sociale sammenhænge.

Men i MCS Foreningen regner man med, at det tal er noget højere.

Her taler man om, at i hvert fald 25.000 er uarbejdsdygtige og må leve et socialt isoleret liv på grund af deres duft- og kemikalieoverfølsomhed.

Herudover regner man med, at omkring 150.000 danskere er påvirket i mildere grad, men stadig på en måde, så sygdommen hæmmer dem arbejdsmæssigt og socialt.