Fortsæt til indhold
Livsstil

Julegodterne er fulde af sundhed

Pak bare den dårlige samvittighed væk. Der er rigtig mange gode ting i de søde sager, vi fylder os med til jul.

Julekonfekt, nødder, frugt og chokolade!

Jo, skålene bugner med søde fristelser det næste par uger, men den gode nyhed er, at dårlig samvittighed ikke behøver at berøve os fornøjelsen. For der findes et hav af gode næringstoffer gemt i skålenes sukkerbjerge, hvis man holder sig til de gode, gamle traditioner. Glem alt om vingummi og familieguf. Det kan selv jubeloptimister aldrig få gjort sundt. Men hvis du i stedet kaster dig over det hjemmelavede konfekt, figner, dadler og nødder, så kan du samtidig booste din sundhed.

Hvis den lille tyksak her indeholder over 60 pct. mandler, så kan du spise ham med god samvittighed.

Først nødderne. Især mandler julefråser vi i. I marcipanen, i risalamanden og i julegløggen. Og mandler er propfyldte med vitaminer, proteiner og mineraler, som er gode for helbredet. Men også valnødder og hasselnødder hitter på listen over gode næringskilder. Tidligere på året udgav DTU Fødevareinstituttet en cost-benefit-analyse på nødder, der konkluderer, at de positive effekter ved at spise en håndfuld nødder hver dag, langt overgår de negative. Det vil sige, at den tidligere fedtforskrækkede holdning til nødder er afløst af en anprisning af nødders sundhedsværdi. For de - godt nok fedende - olier, der findes i nødderne, er de gode fedtstoffer, som nedsætter risikoen for hjertekar-sygdomme. F.eks. viser et studie fra King’s College i London, at mandler kan være med til at nedsætte kolesterolindholdet i blodet, øge kroppens mæthedsfornemmelse og dens fedt- og sukkerforbrænding. Danske forskere har desuden fundet, at nødder indeholder aminosyren arginin, som kan være med til at modvirke fedme og diabetes. Det kan være én af forklaringerne på, at der blandt folk, som spiser en håndfuld mandler dagligt, ikke er lige så stor overvægt som hos kontrolgruppen.

Opskriften til støvede blåbærkugler er fra bogen "Hey! Det er hjemmelavet konfekt" af Julie Hey. Bogen er udkommet på Nyt Nordisk Forlag.

Støvede blåbærkugler

30 g tørrede blåbær, 200 g marcipan (helst med mindst 60 pct. mandler), 1 tsk kakao, pynt blåbærstøv.

Fremgangsmåde: Blend de tørrede blåbær og ælt dem med marcipanen. Tilsæt kakao og ælt til en ensartet masse. Rul marcipanen ud i en aflang pølse. Del marcipanen i mindre stykker, tril dem til kugler og rul dem i blåbærstøv.

Tip: Blåbærstøv fås hos Mill & Mortar, millmortar.dk, som har alt slags bærstøv. Du kan også selv lave bærstøv ved at blende frysetørret bær.

Jamen hvad så med kræftrisikoen, spørger du måske. Aflatoksinerne, som dannes af en række forskellige skimmelsvampe, der kan vokse i forskellige typer nødder? Den har Fødevareinstituttet analyseret, og konklusionen er, at de positive effekter overstiger de negative. Det er i paranødder og pistacienødder, man finder flest aflatoksiner, så dem kan man jo bare gå uden om, hvis man er nervøs for kræftrisikoen.

Figner, dadler og abrikoser hører også til i juleskålen. Og her er sukkerindholdet højt. Mellem 300 og 400 kal. pr. 100 gram. Og vi har fået tudet ørene fulde om, at der er lige så meget sukker i tørret frugt som i vingummi. Til gengæld er der også fibre, mineraler og vitaminer, som gør en masse godt for kroppen.

Dadler siges at være gode for fordøjelsen og for bakteriefloraen i tarmen, så de er essentielle på julebordet. Dadler indeholder calcium, jern, fosfor, natrium, kalium, magnesium og zink. Spiser man 100 g dadler, får man dækket 15 procent af sit daglige behov for disse mineraler. Og indholdet af A-vitamin og K-vitamin er højt ligesom indholdet af antioxidanter, især carotenoider og phenoler. Dadler skulle være gode for nervesystemet, hjernen og hjertet. De indeholder også svovl, som skulle gøre dem egnede til at modvirke sæsonprægede allergier, hvilket nok har større relevans i forår og sommer.

En dadel dagligt skulle hjælpe til en afbalanceret og sund kost.

Figenplanten har i århundreder været blandt de mest benyttede til medicinsk brug. Figner indeholder et væld af gavnlige næringsstoffer, herunder vitamin A, vitamin B1, vitamin B2, calcium, jern, fosfor, mangan, natrium, kalium og chlor. Figner er gode mod forstoppelse og indeholder lige som dadler mange antioxidanter. Figner skulle modvirke seksuel dysfunktion, forstoppelse, fordøjelsesbesvær, diabetes, hoste, bronkitis og astma. Figner er også en hurtig og sund måde at få vægten tilbage på efter sygdom. Hvilket naturligvis betyder, at andre, som ikke behøver at tage på i vægt, må indtage disse små tørrede frugter med måde. Frygter man sukkerindholdet i dadler og figner, så kan man altid ty til abrikoser, der ikke er helt så energimættede, men også er fyldt med gode egenskaber.

Opskriften til Fine figner er fra bogen "Hey! Det er hjemmelavet konfekt" af Julie Hey. Bogen er udgivet på Nyt Nordisk Forlag.

Fine figner

20 små tørrede figner, valnøddekerner, 100 g lys chokolade, pynt evt. marcipanblade

Fremgangsmåde: Åbn de små figner i bunden, pres et lille stykke valnød ind i hver figen og luk dem sammen igen. Smelt og temperer den lyse chokolade. Dyp fignerne halvt i chokoladen, imens du holder fast i stilken. Sæt dem på bagepapir og lad dem tørre. Dekorer evt. med små grønne marcipanblade

Og endelig er der jo chokoladen. Brug en mørk chokolade som overtræk til julekonfekten og bliv i godt humør. Studier viser, at chokolade påvirker frigørelse af endorfiner og serotonin i hjernen, stoffer som hjælper mod stress og giver en følelse af velvære. Chokolade indeholder desuden store mængder flavonoider, der hindrer kolesterol i at aflejre sig. Det får blodet til at flyde bedre i årerne. Mørk chokolade indeholder flere flavonoider end nogen anden mad. Dette inkluderer også grøn te, sort te, rødvin og blåbær, som er andre kendte flavonoidkilder.

Der er altså masser af gode gevinster at høste ved julens søde fristelser.

»Men alt med måde,« siger Heddie Mejborn, der er seniorrådgiver på DTU Fødevareinstituttet, der er med til at fastlægge det videnskabelige grundlag for de officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen.

»Man skal være opmærksom på, at nødder og tørret frugt har et meget højt kalorieindhold. Heldigvis er de også ret mættende, så man ikke fristes til at spise så meget.«

Det er dog ikke det, man spiser mellem jul og nytår, der er mest farlig for den slanke linje. Det er det, man spiser mellem nytår og jul.

»Men man kan roligt holde fast i vanen med at spise en god håndfuld nødder hver dag, også mellem nytår og jul« siger hun.