Rasmus Bjergs onemanshow åbner med en nedtur

Showet begynder med en nedtur. Et nulpunkt i den ellers så succesfulde skuespiller Rasmus Bjergs liv. En våd bytur var endt på forsiden af Ekstra Bladet, hvor den kendte skuespiller blev udråbt som voldspsykopat, der havde slået en kvindelig bartender i gulvet. Det er en del år siden nu, og historien viste sig at være forkert.

»Jeg kunne virkelig ikke huske noget fra den aften, så den anklage gav mig et kæmpechok. Politiet kunne så heldigvis vise mig en overvågningsvideo, der afslørede, at det faktisk var mig, der havde fået et par på hovedet. Men de dage, hvor jeg gik rundt i et limbo og troede, at jeg havde gjort det, som jeg blev beskyldt for, var en traumatisk oplevelse for mig. Jeg havde fornemmelsen af et fuldstændigt kontroltab,« fortæller Rasmus Bjerg.

I stedet for at lægge låg på den ubehagelige oplevelse tager han den nu med op på scenen – i sit onemanshow ”Endelig alene”, som han kommer til Musikhuset Aarhus med i oktober.

»Oplevelsen satte en proces i gang hos mig, hvor jeg forsøgte at forstå, hvordan jeg kunne havne i sådan en situation. Den erkendelsesproces udgør rammen for hele showet. Vi ser en mand, der ingenting kan. Han skal være sjov, men han er gået ned med flaget og vandrer bare rundt i sit køkken. Ud fra den scene rejser jeg mig langsomt igen – og finder ud af, at jeg er god nok, som jeg nu engang er,« forklarer Rasmus Bjerg.

Som skuespiller er han i forvejen kendt for sine figurer fra tv og teater, der rummer lige dele rund venlighed og farligt mørke lige under overfladen. Den dualitet tager han også med ind i sit eget show.

»Jeg synes jo, at komik altid skal stå på et fundament af noget tragisk. Der skal være et dybere lag i komikken. Ligesom når vi laver en tragedie, så skal den have komediens lethed i sig. Verden er ikke sort eller hvid, et dumt svin er ikke bare et dumt svin, og helten er måske ikke altid god. Der er mellemregninger undervejs, som jeg synes, er interessante. Tragik og komik er forbundne, det er hele grundlaget for mit arbejde,« siger Rasmus Bjerg.

Han har skrevet sit onemanshow sammen med dramaturg Thor Bjørn Krebs, der har hjulpet med at få det personlige stof transformeret til et almengyldigt materiale. Men det blev en lang skriveproces, for der var meget personligt stof, der skulle bearbejdes undervejs.

»Flere gange mente jeg, at jeg skulle ned ad en bestemt vej i mit show, og der var det sundt at have en til at sige: Det der er uinteressant, hvad skal vi bruge det til? Måske er det mere interessant at kradse lidt i det sted, hvor du ikke har lyst til at være? Jeg blev guidet og konfronteret af andre, så jeg kom ud af min komfortzone, for det skal man, hvis man skal lave et godt show. Man skal turde springe ud på det dybe vand, og det har jeg gjort med det her show,« understreger Rasmus Bjerg, der skrev manuskriptet igennem mindst 12 gange, inden showet fandt sin form. Et år tog skriveprocessen, hvis første skridt var adskillige interviews med hovedpersonen selv, og så skrev de to forfattere hver for sig og sammen, indtil begge var tilfredse.

»Showet er en meget gennemarbejdet konstruktion. Det er første gang nogensinde, at jeg har så stor en aktie i et projekt, og det er superfedt,« siger Rasmus Bjerg og peger dermed på en af de primære årsager til, at han nu endelig i en alder af 39 er aktuel med sit første onemanshow. Han var ved at være træt af altid kun at fremføre andres replikker.

»Som skuespiller kan man godt havne i daglejermentaliteten, hvor andre hyrer en og bestemmer, hvad man skal lave, og hvordan man skal se ud. Der kan man blive hægtet lidt af, og så er det, man får lyst til at sætte ens eget skib i søen. Det er en fed fornemmelse at være herre i eget hus, skrive ens eget stof og sige sine egne replikker. For jeg har noget på hjerte,« understreger Rasmus Bjerg.

Generationsportræt af 1980’erne

I showet fortæller han om sin barndom og ungdom i 1980’erne, og på den måde bliver showet også et generationsportræt.

»Showet har et personligt udgangspunkt, og derfor var det vigtigt at have dygtige mennesker omkring mig, så det ikke blev et terapeutisk forløb, som folk skulle betale penge for at se. Vi har flyttet stoffet ud, så det er blevet til en generationshistorie og et billede af 80’erne. Der er mange referencer, som folk i min alder og lidt yngre vil kunne genkende,« siger Rasmus Bjerg, der allerede har opført onemanshowet på Nørrebro Teater sidste efterår. Her høstede han gode anmeldelser, især for sit mod til at give af sig selv på scenen. Ved at iscenesætte sine egne svagheder som menneske giver han sine personlige erkendelser videre til publikum.

»Showet tager udgangspunkt i mit eget liv og det stof, som jeg er gjort af. Showet er en rejse ind i forståelsen af alt det, der har gjort mig til den, jeg er. Den rejse er relaterbar for mange mennesker,« påpeger Rasmus Bjerg.

Han er født i 1976 af keramikerforældre, der var meget flippede i forhold til de pæne parcelhusfolk i Vester Nebel ved Kolding, hvor Rasmus Bjerg voksede op.

»Jeg voksede op ude på landet med forældre, som så anderledes ud, end man gjorde i det lille landsbysamfund. I showet fortæller jeg om de parcelhuse, hvor jeg drømte om at bo – med grønne kakler, bidet og hæklet figur over toiletrullen på badeværelset, duftroser og Betamax-anlæg i stuen, trestjernet salami på hvidt toastbrød i køkkenet og en Ford Sierra i indkørslen. Og hver sommer en campingtur til Jugoslavien, som det hed dengang. Showet er en rejse op gennem 80’erne med mange referencer, som jeg får mange grin på, fordi folk kommer lige lukt tilbage i den stemning og den duft, der var i 80’erne,« fortæller Rasmus Bjerg, der i dag sætter pris på sin skæve baggrund i forhold til parcelfolkets pænhed.

»Den modgang, man møder i ens barndom, kan man senere i livet omsætte til noget positivt. Det, at vi var en meget anderledes familie dengang, har skærpet mit blik for dem, der er anderledes. Jeg kan godt lide oprøret mod det konventionelle – siger jeg og bor i dag på en villavej med en pænt klippet hæk og herregårdssten i indkørslen, ha ha. På den måde lugter mit voksenliv af det trygge parcelhusliv, som jeg drømte om som barn. Men min barndom gav mig også et skærpet blik for det anormale, som jeg har haft stor glæde af senere i mit liv. Jeg elsker jo tosserne, de sære, alle dem, vi er blevet så gode til at gemme væk på medicin, og det er en skam, for tosser er dejlige, dem kan vi ikke få for mange af,« siger Rasmus Bjerg og vender tilbage til showets udgangspunkt: at udstille sin menneskelige svaghed. At blande grin med gråd, glæde med angst.

»Vi er det liv, vi har levet, og det må vi forholde os til. Alt, hvad vi fejer væk og ikke vil konfronteres med, får lov at vokse som en byld, hvis vi ikke tager fat i det og gør noget ved det. Hele forløbet omkring showet har været min renselsesproces, hvor jeg fik muget lidt ud i alle de aftryk, oplevelsen satte i mig. Jeg nægtede at bære rundt på uretfærdighedsfølelsen som et kors. Jeg har vendt rusketuren til min fordel,« siger Rasmus Bjerg.

Monolog og hybrid

”Endelig alene” er ikke et standupshow, selv om den bruger mange af standuppens greb.

»Rammen er en mand og hans mikrofon, og det stammer fra standup, ligesom der er mange jokes, der skal crackes, men jeg er ikke ude i en ”laughs pr. minute”-struktur, som man bruger i standup. Jeg er skuespiller, så det er en monolog, jeg fremfører, med en dramaturgi, man kender fra teateret, uden at det bliver støvet af den grund. Showet er nok en hybrid,« forklarer Rasmus Bjerg, der derfor ikke improviserer særligt meget i showet.

»Der kan da være et grin i salen, som lægger op til en kommentar, på den måde er stoffet levende, så jeg kan gakke lidt ud, men showet er gennemstruktureret og stramt. Udfordringen er så at få folk til at opleve det, som er det første gang, det sker lige for øjnene af dem. Der kommer skuespilleren mig til hjælp,« siger Rasmus Bjerg.

Han har tidligere fået stor ros for sin monolog i ”Kældermennesket” af Dostojevskij og sin hovedrolle som Ole Jastrau i ”Hærværk” efter Tom Kristensens roman, begge på Det Kongelige Teater. To stærke portrætter af mænd i eksistentiel krise. Kampen mellem lys og mørke. Den erfaring tager han med sig ind i rollen som – sig selv.

»Det er skønt at lave monologer. Man kan tage hele æren, men man må så også tage de slag, der kommer, hvis publikum ikke kan lide det. Jeg har et slags sadomasochistisk forhold til onemanshows. Jeg kan godt lide at eje rummet på den måde, man gør i onemanshows. Man opnår et andet nærvær med publikum, når man står der alene,« slutter Rasmus Bjerg.