Bare fordi man lærer at sejle, behøver man jo ikke at synes om det

På trods af mine hensigter om at nyde fire måneder i Danmark som landkrabbe, hvilket skulle være en dejlig afveksling fra vores nuværende liv som langturssejlere, har jeg i stedet taget imod udfordringen om at deltage i dette års udgave af Silverrudder Challenge. Men før jeg kan kaste mig ud i det eventyr, skal jeg lige have lært at betjene en båd uden at bruge motoren.

Opskriften på en katastrofe

Planen for sommeren er, at min kæreste Henrik skal lære mig at sejle og i det hele taget forberede mig på turen rundt om Fyn. Når jeg en gang imellem har deltaget i et foredrag for kvinder på bådudstillinger, bliver tilhørerne altid anbefalet ikke at lade deres mænd undervise dem, da der sjældent kommer noget godt ud af det.

Foredragene bliver ofte suppleret med historier om upædagogiske mænd, der ikke kan forstå, hvordan det åbenlyse for dem kan være så svært begribeligt for deres bedre halvdel. En kvindelig tilhører med erfaringer med sin mand som selvudnævnt instruktør foreslog på et foredrag med titlen ”Pludselig alene”, der var for kvinder, der skulle lære at klare sig i det tragiske tilfælde, at deres mand skulle falde over bord, at kurset i stedet skulle hedde ”Endelig alene”.

Det er ganske givet en farlig cocktail, men mod bedre vidende og alle gode råd lægger jeg alligevel ud med Henrik som min sejlinstruktør.

Fat det, eller lær det udenad

Henrik skal i første omgang lære mig at betjene en båd for sejl. Jeg skal lære, hvordan sejlene skal stå i forhold til vinden, og lære at reagere på bådens bevægelser. Min svømmetræner, da jeg var ung, sagde altid til os, når vi skulle have noget forklaret ad flere omgange: Fat det, eller lær det udenad!

Og selv om det selvfølgelig strider imod min baggrund som skolelærer, så tror jeg, at jeg kommer til at benytte mig af sidstnævnte for en stor del af sejlføringen. Ofte er det nok et spørgsmål om at have en føling med båden, hvilket jeg næppe får på tre måneder, så jeg må lære nogle generelle retningslinjer for, hvordan sejlene skal stå, og måske nogle tegn at kigge efter på sejlene. Altså noget i retning af: hvis det blafrer i forreste del af genuaen, så gør følgende…

Jeg bliver den første sejler, der starter på vandet med en notesbog.

Tre år, Niller

I tre år har vi sejlet og boet på vores 30 fods sejlbåd, som indtil videre har bragt os på den anden side af Atlanten til USA's østkyst. Det er i de tre år blevet til mange sømil, men det har aldrig været mig, der har skullet sørge for, at båden har flyttet sig i den ønskede retning, men på tre år lærer man selvfølgelig et og andet.

Jeg har tænkt på, at havde jeg fået stillet udfordringen for fire år siden, hvor jeg aldrig før havde sat fod på en sejlbåd, havde jeg været aldeles fortabt. Nu er jeg trods alt vant til at opholde mig på en båd på vandet og også i dårligt vejr og om natten. I starten troede jeg, at jeg skulle falde over bord, hvis båden hældede det mindste, men nu forstår jeg, at det må den godt, og jeg er ikke nødvendigvis i livsfare. Jeg har også fået en forståelse af vejret, jeg aldrig før har haft eller sat mig ind i.

Jeg forstod selvfølgelig godt ”ingen vind”, ”let vind” og ”meget vind”, men jeg havde ingen fornemmelse af 5 m/sek. og 10 m/sek. Første gang vi sejlede over Biscayen, lovede vejrudsigten 15 m/sek. vind. Jeg kiggede godt nok også på vejrfilerne, men eftersom vi havde vinden i ryggen, mente jeg, at det i så tilfælde måtte gå hurtigere, og det var jo bare at foretrække. Da vi først kom derud, og vi havde vindpust over 20 m/sek., var det mindre sjovt, og i dag ville jeg helt sikkert have modsat mig en tur over Biscayen i det vejr. Der findes ikke mange belønninger til den uvidende.

Tyvstart på træningssæsonen

Fra jeg besluttede mig for at deltage i Silverrudder, havde vi stadig et par uger tilbage på vores Allegro 30 i Bahamas, og Henrik var ikke sen til at indlede undervisningen, selv om jeg mente, at træningssæsonen først startede i juni. På det tidspunkt havde vi ingen funktionel motor, da starteren var gået i stykker, så jeg blev sat til at styre en del. Det gik også nogenlunde, men jeg har meget svært ved at holde en kurs, hvis jeg ikke har et fikspunkt i horisonten. Som regel sætter Henrik sejlene og siger: »Sigt mod det hvide hus.« Så går det nogenlunde. At sejle med vinden er det vanskeligste, synes jeg. De gange, jeg styrede, måtte Henrik binde bommen fast, så jeg ikke bommede hele tiden. Jeg har dog nået at lære, at hvis der kommer for meget pres på sejlene, så kan jeg slække ud på storsejlet. Jeg synes, det er lidt vanskeligt at gøre, samtidig med at jeg styrer, men det må kunne tillæres!

Ny båd – ny start?

Nu mangler jeg bare en båd for at komme i gang med træningen! Den eneste båd, jeg endnu har sejlet i, er den, vi har: En Allegro 30, som er en klassisk langkølet turbåd, der nok er komfortabel i hårdt vejr, men ikke ligefrem en racing-båd, og den bruger et halvt havnebassin for at vende. Nu er jeg spændt på, hvorvidt jeg kan overføre de få ting, jeg trods alt har samlet op i løbet af årene, eller om det på en anden båd bliver som at starte forfra? På en måde tænker jeg, at det ville være lettere at sejle vores egen båd rundt om Fyn. Jeg ved, hvilke reb jeg skal hive i for at få storsejlet op og genuaen ud, og jeg har nogenlunde styr på principperne for at rebe. Men at bringe båden tilbage til Danmark virker alligevel lidt for uoverskueligt.

Skaber kundskab interesse?

For et par år siden talte Henrik med en dame, der sejlede med sin mand på en motorbåd. Hun syntes, hun var for gammel til at hjælpe til, men sagde til Henrik, at han jo trods alt havde en ung kæreste, der kunne hjælpe ham. »Ja,« svarede han, »men hun gider bare ikke.«

Og det har ikke ændret sig meget. Selv om jeg f.eks. nok ville kunne finde ud af at vende forsejlet, hvis vinden skifter, så venter jeg altid på Henrik. Hvorfor skulle jeg bøvle med det? På de førnævnte kurser for kvinder bliver man altid anbefalet at lære at sejle som svar på spørgsmålet om, hvad man skal stille op, hvis ens mand gerne vil ud at sejle. Men som en klog 15-årig pige fornylig sagde, da jeg beklagede mig over, at det var det bedste råd, man kunne give kvinder, der ikke havde interesse i at sejle: »Bare fordi man lærer at sejle, behøver man jo ikke at synes om det.«

Om de erfarne kvinder på bådudstillingerne får ret, må tiden nu vise!

Følg Signes vej mod Silverrudder Challenge of the Sea på baadnyt.dk.