Signe er tilmeldt "Havets Jernmand" i år - men skal lige lære at sejle først

På en dejlig aften i april sad min kæreste, Henrik, og jeg i vores sejlbåd på Bahamas, og over en gin og tonic talte vi om den forestående sommer, som vi har besluttet at tilbringe i Danmark.

I to år har vi været på langfart, men nu vil vi hjem til familie og venner i et par måneder, inden turen igen går mod fjerne himmelstrøg. Mens vi sad og talte om, hvad vi skulle bruge sommeren på, stillede Henrik mig spørgsmålet, han havde gået og tænkt over, siden vi besluttede at tilbringe sommeren i Danmark: »Hvorfor stiller du ikke op til Sølvroret? Så kan jeg lære dig at sejle hen over sommeren?«

Henrik havde aldrig regnet med, at jeg sagde ja, men før jeg havde set mig om, var jeg tilmeldt Sølvroret med udsigten til at sejle 134 sømil alene rundt om Fyn!

Jeg må indrømme, at tanken stadig skræmmer mig fra vid og sans. For det første har jeg aldrig sejlet rundt om Fyn eller for den sags skyld i dansk farvand. Jeg har aldrig været skipper på en båd og haft ansvaret. Jeg har aldrig stået for navigationen eller været alene om at tage beslutninger. Jeg har aldrig selv sat sejl eller rebet, og jeg ved ikke, hvordan sejlene skal stå for at sejle optimalt. Jeg har ærlig talt ingen idé om, hvordan jeg skal magte at sejle alene rundt om Fyn. Men nu har jeg tre måneder til at lære det i.

Intet ansvar – ingen interesse

Vi har altid kun været os to på vores 30 fods sejlbåd, og selv om jeg aldrig havde sejlet, før jeg mødte Henrik for knap fem år siden, så ved jeg efterhånden godt, hvad der er op og ned på en båd.

Vi har siden sejlet fra Nordeuropa til Canarie-øerne, over Atlanten, fra Caribien til New York og tilbage til Bahamas, og jeg har selvfølgelig taget min del af vagter og nattevagter, kigget på kort, talt i radioen etc. Men det har aldrig været mit ansvar – og det har aldrig været min interesse. Henrik har et utal af gange forsøgt at snige lidt sejlkundskabslæring ind her og der, men jeg må indrømme, at hvis jeg ikke direkte har sagt, at jeg ikke gider at lære det, har jeg på et tidspunkt bare lukket ørerne. Vores arbejdsopgaver er meget klart opdelt, og mine har intet med sejlføring, navigation eller bådens generelle stand at gøre. Det er Henrik, der gerne vil sejle, og jeg er med, fordi jeg gerne vil opleve verden.

Kan du komme sikkert i land?

Det kritiske spørgsmål til alle de kvinder, der som jeg sejler med deres mænd, har altid handlet om: Hvis din mand falder død om, kan du så sejle båden sikkert i havn?

Henrik stillede engang dette spørgsmål til en kvinde, som først ville have defineret sikkert. Derefter svarede hun ja, hun kunne godt sejle deres katamaran på land, men nej, hun mente ikke, hun ville kunne parkere den i en marina.

Jeg kunne nikke genkendende til hendes svar, og jeg har altid ment, at det var tilstrækkeligt, så længe jeg kunne kalde mayday over radioen, give vores koordinater, starte motoren og søge mod land. Desuden ville vi heller ikke komme af sted, hvis kravet var, at jeg først skulle på en uges sejlerkursus for kvinder, som jeg har hørt foreslået så mange gange.

Men nu er der ingen vej udenom. Nu skal jeg lære det.

For motor rundt om Fyn?

Jeg begynder selvfølgelig ikke på helt bar bund. Selv om jeg ikke har haft en interesse for sejlads, har jeg uundgåeligt samlet lidt viden op igennem årene. Jeg ved, hvordan jeg starter motoren, og jeg kan kigge på et kort og nogenlunde følge en kurs. Hvis der er en lang bro i direkte forlængelse af min sejlretning (og uden andre både ved broen), kan jeg måske også lægge til, uden at båden får en skramme. Jeg ved, hvad der er styrbord og bagbord, jeg kan tale i VHF-radioen og huske at sige »over,« når jeg har sagt, hvad jeg vil sige. Jeg ved, at man ikke hyggesnakker på kanal 16, og jeg ved, at jeg skal flytte rorpinden modsat min ønskede sejlretning. Efter to år er jeg nu også begyndt at sidde i den rigtige side, modsat storsejlet, hvilket gjorde Henrik ganske lykkelig, da han opdagede dette fremskridt.

Til hans evige forundring ved jeg dog stadig ikke, hvor vinden kommer fra, men jeg er da i stand til at bruge vindexet, når jeg skal dreje båden op i vinden, og jeg spørger ikke længere, hvilken vej jeg skal pege rorpinden. Tovværket er stadig i farvekoder, så når jeg skal hjælpe, hiver jeg i ”tovværket med de blå prikker”. Storsejlsfaldet og storsejlsskødet bytter jeg stadig rundt på, og jeg ved kun, hvad halvdelen af tovværket bruges til. Sejlene volder mig uden tvivl de største problemer.

Bare jeg havde kunnet sejle for motor rundt om Fyn!

Ingen sommer uden sejl ...

Jeg må indrømme, at jeg flere gange har fortrudt først at skulle bruge hele sommeren på at lære at sejle og dernæst sejle alene rundt om Fyn. Dette skulle have været min sommer uden sejl.

Men når man først har sagt A, så er der jo ingen vej udenom. Min far har altid sagt, at har man meldt sig til noget, så gør man det færdigt, og den opdragelse må jeg nu lide under.

I juni går jeg i gang med mine forberedelser: Jeg skal lære at navigere, sætte sejl, ændre kurs, krydse imod vinden, vurdere vind og vejr og selv tage beslutningerne. Og så skal jeg gøre det hele på samme tid. Derudover er der stadig hele natsejladsen, som jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg kan klare – og tør! Men det må tiden vise.

På BådNyts hjemmeside kan du følge min udvikling på vej mod Silverrudder 2015 – og måske titlen som Havets Jernkvinde!