Rekordgedde fanget i jysk grusgrav
En dansk lystfisker satte i februar danmarksrekord - og tæt på verdensrekord - med en monstergedde fanget fra kajak.
Da Jyllands-Posten lørdag eftermiddag fanger Finn Sloth Hansen på en mobiltelefon for at høre nærmere om hans ualmindeligt store gedde-fangst den 22. februar i år, sidder han - naturligvis, fristes man til at skrive - og fisker.
Vinden blæser i telefonen, og fiskeriet er tilsyneladende i fuld gang, men Finn Sloth Hansen kan godt lige afse fem minutter til at tale om den dag i februar.
Den dag hvor han hev en gedde i land på 21,1 kg., hvilket han siden har fået bekræftet er ny dansk gedde-rekord. Den tidligere rekord lød på 18,7 kg., og gedden er sågar blandt de største fanget i verden - i hvert fald blandt dem, der er blevet officielt og korrekt registreret.
Blandt disse er den sandsynligvis den næststørste i verden, fortæller Finn Sloth Hansen.
"Selve fangsten var egentlig ikke så voldsom, som man måske kunne forestille sig. Jeg fik bid, og så tog det ikke mere end 10-15 minutter, før jeg havde den i land. Den kom op og gik ned på bunden tre gange, inden jeg havde den i nettet, og jeg var nok bare heldig, at jeg lige stod klar med nettet," forklarer Finn Sloth Hansen.
Da han havde den meget store fisk i land, blev den målt og vejet, inden den blev sat fri igen. Og hvorfor nu det, spørger ikke-fiskekyndige (denne journalist inklusive) måske?
"Det gør man af respekt for dyret, og jeg har slet ikke noget at bruge den til," siger Finn Sloth Hansen, der i øvrigt understreger, at fisken ikke er fanget fra jolle, men fra kajak - en fiskeform, der har vundet frem i Danmark de seneste år.
Finn Sloth Hansen har fisket hele sit liv og er til dagligt kampvognssoldat i Holstebro. På spørgsmålet om, hvor fisken er fanget, svarer han "i en privat, jysk grusgrav."