Fortsæt til indhold
Livsstil

Boudoir i topklasse

Boudoirfotoet er kommet for at blive, for stadig flere kvinder afprøver muligheden for at se sig selv lige så smukke som de prominente, der optræder i reklamerne. Den tendens har flere fotografer fanget og gjort til deres speciale. En boudoirfotografering kan gøre noget for alle, ikke blot for dem, som i forvejen har let ved at beslutte sig for at få lavet mere private og personlige billeder af sig selv.

Fotograf Charlotte Trippetti.
Mit mål som fotograf er at få et enkelt, æstetisk og stærkt udtryk frem. At se de muligheder, hvert et menneske indeholder, og lade dem folde sig ud.
Charlotte Trippetti, kunstfotograf

En lang række kendte er blevet portrætteret og boudoir-fotograferet hos f.eks. Charlotte Trippetti, og det er selvsagt personer, som er vant til at være på og i forvejen har en vis portion selvværd. Men også det modsatte – manglen på selvværd – kan ved boudoirfotografering vendes, når kvinden oplever, hvor smukke billeder der kan laves af hende, er Charlotte Trippettis erfaring.

»Billederne, jeg tager, må ikke være for selvhøjtidelige, og det er min erfaring, at blufærdigheden hurtigt er væk, når først fotograferingen går i gang. Vi griner en del undervejs, for jeg skal have sjælen med som varme glimt i øjnene,« siger Charlotte Trippetti, der har base i København.

Interessen for netop den lettere afklædte boudoir-genre ser hun som en del af tidens trend for selviscenesættelse. Vi vil ligesom de kendte gerne selv prøve at posere på lækre fotos, for tiden flyver af sted, og en fotoseance er en måde at stoppe op og forevige sig selv på netop nu og her, hvor man er i livet. Det er hendes erfaring, at de småerotiske fotos ofte bruges som kærestegaver, som morgengave – men også at de kommer op at hænge som en påmindelse om en god tid i éns liv.

»Nogle siger, at de vil have taget billederne, før de bliver for gamle, og mens de ser ud som deres bedste jeg,« fortæller Charlotte Trippetti.